Anmeldelse: Jack the Ripper - Kvindeslagteren fra London.

Årgang: 1976.
Tagline: Close your eyes and whisper his name...
Instruktør: Jess Franco.
Runtime: 88 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Frenzy' (1972), 'Lips of Blood' (1975), 'Maniac' (1980).

‘Jack the Ripper - Kvindeslagteren fra London’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Englands meste berygtede seriemorder Jack the Ripper huserede i 1888 i Londons fattige Whitechapelkvarter, hvor han dræbte og skamferede adskillige prostituerede. Det lykkedes aldrig for politiet at løse gåden om Jack the Ripper, og op gennem historien har utallige forfattere og filmskabere ladet sig inspirere af gåden om den brutale og nådesløse morder. En af disse er den legendariske exploitation-instruktør Jess Franco, der i 1976 slog pjalterne sammen med Klaus Kinski om at skabe sin version om den blodtørstige kvindemorder.

En af de mange glæder ved at skrive på denne blog er, at jeg får muligheden for at åbne døre indtil de mest særprægede kroge af filmhistorien. Når man har fået interesse for exploitation og på forskellig vis søger viden om emnet, dukker navnet Jess Franco før eller siden op, men ikke før nu har jeg haft fornøjelsen af at opleve en af hans film. Jesús Francos første spillefilm er fra 1959, og manden har mellem dengang og sin død i 2013 medvirket som instruktør på mere end 200 projekter, hvor størstedelen er spillefilm. Det siges om Franco, at han var så grundlæggende afhængig af at skabe, at han var ulykkelig, når han ikke arbejdede på et projekt. ‘Jack the Ripper’ producer Erwin C. Dietrich følte sig ikke sikker på, at en periodefilm ville være nogen god idé. Han havde svært ved at se fordelene i at være tvunget til at skyde filmen i London, og hvem der skulle spille den famøse titelrolle - men det havde Franco tænkt igennem. Filmen skulle skydes i Zürich fremfor London, og han havde allerede talt med Klaus Kinski om at spille den morderiske psykopat. Kinskis rolle blev skudt over bare 7 dage, og trods sit omdømme som en af og til noget genstridig samarbejdspartner fortæller Dietrich, at han trods lange natteoptagelser var meget samarbejdsvillig.

Filmen dyrker måske nok at trække sig tilbage og give publikum store billeder af Londons mørke gader, men et par nærbilleder af grafisk karakter bliver det også til...

En kvinde vandrer gennem Londons gader. Aldrig har de været så mørke, aldrig har de været så tågede. Hun har netop afvist en mand, der ville betale hende for noget, som trods alt var for perverst. Hendes fodtrin genlyder, og opslugt sidder jeg bag skærmen og venter på monstret som skjult i tågerne forbereder sig på at stjæle kvindens liv. Det er muligt, at Jess Francos ‘Jack the Ripper’ ikke er perfekt, men i øjeblikke som dette, der åbner filmen, er den intens på en måde, som er ufravigelig. Det er særligt, når replikkerne hives væk, og instruktøren kan få lov at svælge i det visuelle og spændingen, at disse øjeblikke af brilliance viser sig. Filmen er ikke en genfortælling af, eller et bud på, hvordan historien om Jack the Ripper kunne have udfoldet sig, men snarere en exploitation filmskabers brug af idéen om et så umenneskeligt væsen, som denne perverterede morder, til at lagre en frygt i sit publikum, som er værd at lege med. Franco er nemlig ikke en uintelligent filmskaber. Samtidig med at han indfrier forventninger i form af dybt ubehagelige scener med kombineret mord og voldtægt, går han også imod publikums tanker om en monstermand ved at vise sympatiske sider af sin hovedperson og tilføje ham psykologiske nuancer. På samme måde som William Lustig gjorde et engagerende karakterportræt ud af den ødelagte Frank i ‘Maniac’ (1980), gør Franco sin doktors forbrydelser mere frygtelige at betragte ved at give os glimt af et virkeligt menneske, der hader tanken om de gerninger, han udfører.

Atter en scene der minder om noget Hitchcock kunne have konstrueret grundet måden, der tiltes fra kvindens afskårne bryster til hendes ansigt, der kun langsomt kommer i fokus, og til blodet, der drypper fra hende ned på gulvet.

En stor del af æren for dette element af kunstnerisk integritet i en film, der snildt kunne have været ren snask uden samme vægt, tilfalder Klaus Kinski. Skuespilleren magter både at være særdeles ærefrygtindgydende og lidende, hvilket han senere benyttede sig af i remaket ‘Nosferatu: Phantom der Nacht’ (1979). Hvor ‘Jack the Ripper’ fungerer mindre godt er i de mere repliktunge dele af filmen. De lange scener med Scotland Yards afhøringer af vidner er dræbende for stemning såvel som spænding, og i sidste ende er de også ret ligegyldige for historien, som i virkeligheden er såre simpel. Derfor er det, når filmen svælger i morderisk ubehag eller blotlægger sin hovedpersons psyke, at den står stærkest og tydeligst. Blandt filmens stærkeste scener er en voldtægt i en park, som er mesterligt instrueret og klippet. I stedet for at bringe publikum trinvist tættere på begivenhederne er vi først helt tæt på, mens morderen stikker sit offer og kysser hende aggressivt med tungen halvt ude af munden, hvorefter vi placeres længere fra begivenhederne, mens han voldtager kvinden, alt imens hun er ved at forbløde. Det er en scene, der er magtfuld i sin ubarmhjertighed og autencitet.

Filmens mange panoreringer, kombination af eksplicit gore og stemningsmættet suspense samt rå stil minder om de bedste dele af Jean Rollins værker.

Når Jess Francos film om kvindeslagteren fra London er god, brænder den igennem med nogle billeder, der har gennemslagskraft på højde med det, som Hitchcock skrev sig ind i filmhistorien med i de afsluttende øjeblikke af bruserscenen i ‘Psycho’ (1960). Hvad Franco ikke evner at gøre mesteren efter er, at opbygge en fortælling, der flyder sikkert i retning af sit klimaks. Hvor den ganske unødvendige og overforklarende slutning i føromtalte klassiker ikke kan tage filmens mesterværks-status fra den, hiver denne films gentagne forsøg på at engagere publikum i politi-betjente, gamle damer og blinde mænd, en smule i tålmodigheden og stjæler, som hoved-personen, en smule af livet fra den samlede oplevelse.

Score: