12. aug. 2014

Anmeldelse: Under The Skin.

Årgang: 2013.
Instruktør: Jonathan Glazer.
Runtime: 108 minutter.Medie: US iTunes.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Man Who Fell To Earth' (1976),
'Birth' (2004).
 
Anmeldt af Michael Sørensen.


Et kvindeligt rumvæsen kommer til Skotland (?!) og overtager posten efter en afdød kollega. Hun tilbringer sin tid i en varevogn, hvor hun samler tilfældige mænd op, som hun tager sig kærligt af. En mand på en motorcykel hjælper hende ved at gøre al oprydningsarbejdet, men en dag sker der noget, der forandrer rumvæsenets liv på Jorden.
Ja, det lyder spændende, ikke sandt? Det har helt sikkert heller ikke været et nemt manuskript at sælge. Det tog tolv år fra første manuskript var færdigt til at filmen endelig blev skabt i hele sin bizarre og underlige form. Under The Skin er adapteret fra Michel Fabers prisvindende roman af samme navn fra 2000, der blev oversat til mere end femogtyve sprog, men højst sandsynligt stadig var en mundfuld at læse og forstå. Det er nemlig en særdeles kompliceret bog, der udover at tage udgangspunkt i de skotske højlande, hvilket i sig selv er bizart nok – også er et rent samsurium af dekadent prosa, gys, sci-fi og ren spænding. Et litterært mesterværk, der umuligt kunne oversættes til et nogenlunde fornuftigt manuskript, hvilket  alligevel viste sig at være muligt…med tiden.
Jo jo, hun har skam tøj på en gang imellem.
Jonathan Glazer, der for mig bedst var kendt fra Birth og Sexy Beast, har instrueret en perle af en science-fiction film, der med garanti vil dele vandene skarpere end Moses, Luiz Suarez og Amin Jensen til sammen. Her er nemlig ingen forklaringer, ingen talen ned til laveste fællesnævner – og slet ingen karakter, der skal spille rollen som den forklarende alf, der lige sørger for at alle er med gennem hele filmen. Det er forfriskende og farligt på en og samme tid, for her er ingen kære mor, søster eller bror – men derimod er ansvaret alene på publikums skuldre, for hvordan man vælger at opleve de bizarre hændelser, der langsomt flettes sammen til en fantastisk historie med et plot, der burde vække den indre filmelsker i alle intelligente mennesker.
Da Vinci har ikke levet forgæves.
Filmen er fyldt med scener skudt fra skjulte kameraer, hvilket giver en autentisk følelse, der gør alt og alle meget virkelige. Kontrasterne mellem hvad man ser og hvad man oplever er vidunderlig – og det hele er bundet sammen som en drøm, der bliver mere og mere virkelig, jo dybere man synker ind i den. Udover de skjulte skud har Glazer formået at fylde filmen med æstetisk smukke skud, der også bidrager til følelsen af drømmescenarier i tilskuerens sind.
Scarlett Johansson bærer filmen helt på egne skuldre. Hun er den altoverskyggende hovedrolle, og eksisterer i en afpillet udgave, der er milevidt fra hendes Hollywoodroller, hvor hun oftest er gudinde i galleri af farver og effekter. Her er hun nøgen (også bogstaveligt) og hendes udtryk på skærmen er enormt. Alle bevægelser, mimik og ansigtsudtryk er et studie i intelligent skuespil, der tilsammen portrætterer et rumvæsen, der oplever nye ting, stimulanser og input, der alt sammen virker forfærdeligt ægte.
Tron 2: The Scottish Highlands.
Glazers rumvæsen smager meget af Nicolas Roegs ditto fra The Man Who Fell to Earth, hvilket ikke er en kritik, men derimod vejer positivt for Scarletts rumvæsen, der sagtens kunne have fungeret i Roegs klassiker – eller endnu bedre, i en Bowie video fra den periode. Scarlett stjæler skærmen på samme måde som Bowie, mimikken bærer en slående lighed og hele filmens udtryk er som skabt ud af The Man Who Fell to Earth. Heldigvis virker intet af det stjålet, plagieret eller kopieret og derfor fungerer ”Man” bare som en slags reference for den opmærksomme seer.
Under The Skin kan sagtens virke for meget som en kunstfilm, der i den grad mangler struktur, men giver man den en chance, gemmer den på en fantastisk oplevelse, som jeg helt sikker skal gense meget snart. At Scarlett Johansson au naturel samtidig er en del af oplevelsen, gør ikke glæden ved et gensyn mindre.

Score:

1 kommentar:

  1. Gode ord om en god film! Bemærk, at UNDER THE SKIN netop nu kan ses på stort lærred i Cinemateket i København: https://www.facebook.com/events/777899428932285/

    SvarSlet