Rodriguez var den første der kastede sig ud i det, med hans spinoff af hans egen 'El mariachi' fra 1992. Filmen hed som bekendt 'Desperado' (1995) og havde Antonio Banderas i hovedrollen som mystisk latino hitman.
Året efter stak Quentin Tarantino og selv samme Rodriguez så hovederne sammen, og i 1996 kom deres første rigtige forsøg på at skrue tiden tilbage til grindhouse-æren. Det skete med 'From Dusk Till Dawn'.
De to genre-nørder og instruktører nærmede sig deres mål og i 2007 skete det så. Tarantino og Rodriguez skabte sideløbende to film med 'Death Proof' og 'Planet Terror'. Filmene blev vist som en dobbelt-feature, oven i købet med indlagte fake trailers, så publikum følte sig kastet tilbage til 70'ernes snuskede biografsæder på 42'nd Street. Ikke nok med det, så var filmene også blevet tildelt ridser, snavs og grus, for at give det helt rette look. Hele herligheden blev i nogle lande kogt sammen og udkom i biograferne under navnet 'Grindhouse'. De to film nød stor succes og det startede en bølge af nye exploitation- og grindhouse-film. Og det er nogle af dem vi kigger på i denne Top 10 over de bedste moderne exploitation- og grindhouse-film (der er set bort fra remakes) fra år 2000 og fremefter.
* Husk at du kan se en komplet oversigt over vores Top 10 lister ved at klikke her.
Skrevet af Allan Sørensen.
10: Bounty Killer (2013).
For 20 år siden blev verden overtaget af multinationale firmaer. På grund af deres tørst efter penge og magt, blev en brutal verdenskrig indledt som lagde Jorden som vi kender den idag, øde. I denne nye virkelighed styres alt af The Council of Nine, der udsender dødsdomme på alle de forbrydere i jakkesæt, som var med til at ødelægge alt. Disse forbrydere jages af dusørjægere og det er dem der nu står for retfærdighed og håb!
Henry Saine's 'Bounty Killer' har et rigtig cool tegneserie-feel, hvor alt er overdrevet, både i udførelse og udtryk. Filmen trækker på inspirationskilder som 'Mad Max'-franchisen og 'Faster, Pussycat! Kill! Kill!', og universet og karaktererne der befolker det, er både farverige og udflippede. Matthew Marsden og Christian Pitre spiller de to konkurrerende dusørjægere og de får selskab af Beverly D'Angelo, Kristanna Loken og en altid crazy Gary Busey - sidstnævnte i rolle som firmaets (hit)man.
Filmen falder lidt imellem to stole, da den ikke rigtig kan finde ud af om den vil være hårdkogt post-apokalyptisk actionbrag, eller om den hellere vil være et rent spoof. Dette ødelægger dog ikke oplevelsen, som er vild og blodig b-films ramasjang i en solbrændt og vindblæst post-apokalyptisk fremtid. Forvent ringe skuespil, ringe effekter og en ringe historie, men forvent også masser af eksplosioner, action, blod og underholdning.
 |
| I say, load up the guns and pack the biscuits, boys. We are going on a bona fide adventure! |
Har du set traileren til 'Run! Bitch Run!', så forventer du uden tvivl en fornøjelig omgang grindhouse-spoof som vi så det i filmen lige ovenover, men Joseph Guzman's hævn-thriller er altså et helt helt andet bæst. Her er ingen plat humor eller glimt i øjet. 'Run! Bitch Run!' tager nemlig sig selv og sit ophav temmelig seriøst, og det er ikke en dårlig ting hvis man vil lave en ærefuld homage.
Catherine og Rebecca går på en katolsk skole, hvor bøger og uddannelse betales gennem elevernes arbejde som dørsælgere af religiøst materiale, men det går selvfølgelig frygteligt galt, da pigerne banker på hos den helt forkerte. Dødeligt såret vågner Catherine op med én tanke: Hævn!
Filmen er tydeligvis inspireret af rape & revenge-titler som 70'er-filmene 'I Spit on Your Grave', 'The Last House on the Left' og den svenske 'Thriller - A Cruel Picture', og vrimler med nøgne kvinder og liderlige mænd. Filmen er understøttet af et sprødt surfer inspireret guitardrevet soundtrack, og Cheryl Lyone er perfekt i rollen som henholdsvis uskyldigheden selv og blodindsmurt hævner.
 |
| We're gonna play a little game. Clint and I like to call it "Find 'Em and Fuck 'Em". It's kinda like Hide 'N Seek, but not. |
Rage-Cage er tilbage i Patrick Lussier's 'Drive Angry' fra 2011. Her spiller han hovedrollen som den udødelige forbryder Milton, der flygter fra Helvede for at hævne sin myrdede datter og redde hendes kidnappede baby. Sammen med den hårdføre Piper (altid smukke Amber Heard) begiver han sig ud på et vanvittigt hævntogt, alt imens han forfølges af en mystisk hitman (William Fichtner) der har fået til opgave af Djævelen, at bringe Milton tilbage i Helvede. Titlen taget i betragtning, kunne man måske forvente noget mere bil-action i stil med 'Death Proof', men det er altså mere pistolerne og især Milton's modificerede shotgun der får lov til at tale i 'Drive Angry'.
'Drive Angry' er ved gud ikke en god film i ordets klassiske forstand. Den er som alle de andre film på denne liste en udpræget b-film og den er stolt af det. Men det er altså svært ikke at holde af en film, der byder på en scene hvor hovedpersonen skyder hovedet af en flok sataniske fanatikere der angriber ham med diverse haveredskaber, alt imens han knalder den storbarmede bartender fra nabo-beværtningen, ryger kæmpe cigar OG drikker af en flaske Jack D...alt i en og samme scene. Jeg mener, come on, det bliver da ikke meget bedre?
 |
| Hell is already walking the earth. You tell him I'm coming. Tell him I'm coming to get her back. |
James Bickert's biker-film 'Dear God No!' er et komplet vanvittigt bekendtskab. Som filmen skrider frem, aner man ikke hvad man bliver budt på i næste scene, da instruktøren har haft frie tøjler til at gøre hvad han ville, præcis som i de gode gamle 70érne. Dette udnytter han til fulde, lad os bare sige det sådan! Objektivt set, så er er 'Dear God No!' en fuldstændig tåbelig film. Men den har samtidig en vildskab og rebelskhed der gør den svær at komme udenom. Filmen er lavet for stort set ingenting, i tåger af pot og benzin.
I 'Dear God No!' følger vi Charles Manson klonen Jett og hans narkopåvirkede bande af biker-psykopater på togt. Filmen svinger imellem hylende morsomme scener, til deciderede ondskabsfulde og bestialske scener når Jett og hans crew folder sig ud. Filmen er proppet med nøgne damer, bad-ass oneliners og nogle dårlige, men samtidig helt fantastiske effekter - man fristes til at kalde 'Dear God No! for ren rock'n'roll fanget på film.
Filmen er inspireret af titler som 'Satans Sadists', 'Stone Cold' og 'The Savage Seven' - alle film stammer fra subgenren "The Outlaw Biker Film", der som regel omhandler voldelige og perverterede motorcyklister der hærger, dræber og voldtager sig igennem det uskyldige landskab og de uskyldige mennesker de støder på. 'Dear God No!' lever op til standarden.
 |
| It's almost dark, I'm sober and I haven't gotten to kill anyone today! |
Josh C. Waller samler en bunke seriøst hårdtslående kvinder i hans instruktørdebut 'Raze', en slags Women in Prison-film, minus de obligatoriske kendetegn for genren. Væk er de dampende hede brusebadsscener, de seksuelle tilnærmelser og de evindelige ture til fængselslægen for brystspændinger eller andre lidelser, der kunne fungere som en undskyldning for at hive tøjet af kvindemennesket. Genren plejer også at være pakket med liderlige og sleazy stoddere der på den ene eller anden måde prøver at tiltvinge sig adgang ned i kvindernes bukser, men dem har vi heller ingen af i 'Raze'. De eneste mænd der optræder i filmen er de stærkt disciplinerede vagter, og Doug Jones i rollen som bagmanden bag det ondskabsfulde spil som han udsætter sine fanger for.
En masse atletiske kvinder vågner op i hver deres celle og bliver tvunget til at slås én-mod-én for at redde både deres eget, men også deres kæres liv - alt dette blot for at underholde en nøje udvalgt elite af perverterede rige mennesker. Det lyder enkelt, og det er det også, men 'Raze' er alligevel en spændende og stærkt underholdende film. 'Raze' er en atypisk kvindefilm, det er ufortyndet girl power, med blodige knoer, tonstunge cirkelspark og knaldhårde springskaller. Slåskampene er uden tvivl filmens omdrejningspunkt, men en fin rollebesætning, (hvor især Zoë Bell udmærker sig i hovedrollen som Sabrina) god paceing i historien og en uforudsigelighed gør at filmen løfter sig op over gennemsnittet.
 |
| No man could survive this. |
'Machete' opstod i første omgang i forbindelse med at Robert Rodriguez skulle lave en fake-trailer til hans og Quentin Tarantino fælles Grindhouse-projekt i 2007. Traileren, der bare var lavet som mellemmads-papir til 'Death Proof' og 'Planet Terror', blev imidlertid så stort et viralt hit, at den altid friske Rodriguez straks gav sig i kast med at stable en film på benene. Den overtatoverede Danny Trejo nappede selvfølgelig hovedrollen som den mexicanske hitman (en rolle som han først spillede i 'Desperado' tilbage 1995), men noget mere overaskende var det, at navne som Robert De Niro, Steven Seagal og Don Johnson pludselig også var at finde på rollelisten. Filmen er over-the-top action fra start til slut og den tager, ligesom Machete selv, ingen gidsler! Det er med andre ord en typisk Robert Rodriguez joint.
I år (2013) udkom den herlige forsættelse 'Machete Kills' der forsætter i samme stil og denne gang med Charlie Sheen, Antonio Banderas og en veloplagt Mel Gibson på rollelisten. Der er planer om en tredje og sidste film i serien - 'Machete Kills Again... In Space!'.
 |
| Machete don't fail! |
Scott Sanders' 'Black Dynamite' er strengt taget en spoof på blaxploitation-genren og dermed måske ikke den helt rigtige film at tage med på denne Top 10. 'Black Dynamite' er nemlig mere komedie end den er så meget andet. Når det så er sagt, så er filmen altså lavet med så meget kærlighed og respekt for genren, at den simpelthen er uundgåelig og bør ses af alle der kan se det sjove i skæve håndkantslag, slemme trompetbukser, bombastiske oneliners og kikset karate i plateu sko - det hele tilsat kæmpe afrohår. Filmen kipper kækt med plyshatten til genre-klassikere som 'Shaft', 'Super Fly' og 'Savage!'. Det der gør 'Black Dynamite' til en helt forrygende film er, at den formår at gøre grin med sine rødder på den helt rigtige måde, samtidig med at det føles som en rigtig blaxploitation-film fra 70'erne. Dette er uden tvivl den sjoveste film på denne liste og en af de bedste komedier fra 00'erne.
I 'Black Dynamite' følger vi actionlegenden med det ydmyg navn, Black Dynamite. 'The Man' slog hans bror ihjel, pumpede heroin ind i de lokale børnehjem og forsynede den sorte ghetto med forgiftet whiskey. Black Dynamite er nu den eneste, der er villig til at tage kampen op mod 'The Man'. Nyd også lige soundtracket af Adrian Younge - det er bare endnu et bevis på hvor meget love der er lagt i projektet. 'Black Dynamite' blev da også en forholdsvis stor succes og det resulterede i en animeret spin-off serie af samme navn.
 |
| Ain't nothin' in the world that get Black Dynamite more mad than some jive ass sucka dealin' smack to the kids! |
Filmkollektivet Astron-6 skabte sammen med TROMA 'Fathers Day' i 2011. Det skete efter at Astron-6 igennem en årrække havde gjort opmærksom på sig selv igennem en masse kortfilm på youtube og deres hjemmeside. TROMA kunne se talent i gutterne og besluttede at give dem lidt flere penge (sølle 10.000 dollars) end filmkollektivet var vant til at lege med, og besked på at gå i gang med at skyde deres manuskript. Og det resulterede så i denne Top 10's #3. Taglienen lyder "Sons, lock up your fathers..." i stedet for den lidt mere velkendte "Lock Up Your Daughters!", og det er der en god grund til - i 'Fathers Day' er vores helte nemlig på jagt efter et sagnomspundet monster hvis livret både i og udenfor sengen er fædre, i alle aldre og størrelser. Vi følger Ahab, en mand der er besat af tanken om at hævne sin fars frygtelige død (og voldtægt...jep). I hans episke jagt på Chris Fuchman AKA The Father's Day Killer, får han følgeskab af den temperamentsfulde trækkerdreng Twink og den godhjertede præst John.
Plottet er bevidst dumt og langt ude, men det afholder altså ikke 'Father's Day' fra at være en helt unik, ulækker, udknaldet, kulsort og sjov exploitation-film.
Filmen emmer af entusiasme og vildskab, og det sprøjter til alle sider med blodige effekter, sjove dialoger og sindssyge ideér. Jeg vil vædde med at du aldrig glemmer den igen, og hvor mange af nutidens film kan man lige sige det om?
 |
| Maybe now you'll take me syrupsly! |
Jason Eisener's 'Hobo with a Shotgun' startede, ligesom Machete, også som en faux-trailer til 'Grindhouse'-projektet i 2007. Denne trailer blev dog kun vist til det Canadiske publikum, men præcis som med 'Machete', så tilragede traileren sig nok opmærksomhed til at man gik i gang med at producere filmen.
Plottet er lige så simpelt som titlen er genial, nøjagtig som det sig hør og bør i denne type film. Vores vagabond springer af godstoget ved endestationen. Endestationen viser sig desværre at være den bundrådne og livsfarlige by, Hope Town. Graffiti-vandaler har meget passende omdøbt byskiltet til Scum Town. Byens miserable indbyggere styres med brutal hånd af den psykotiske forbryder Drake, hans håndlagere og et korrupt politi.
Inden længe får vores Hobo nok af volden og ydmygelserne der regner ned over ham og hans medmennesker - det er tid til at rydde op i Scum Town. Bevæbnet med en pumpgun, assisteret af en glædespige og udstyret med et godt hjerte, går en scruffy Rutger Hauer i krig mod tyranniet i helvedes forgård.
Der er meget lidt der holder denne anarkistiske, voldelige og vanvittige exploitation-film fra at nappe guldet på denne Top 10. Læs eventuelt min anmeldelse her.
 |
| Spare some change? |
I 2007 gik drømmen så i opfyldelse for de to succesfulde instruktører Tarantino og Rodriguez - eller "The Gruesome Twosome" som de også bliver kaldt. Her udkom 'Death Proof' og 'Planet Terror' endelig, og i visse lande under fællesbetegnelsen 'Grindhouse' (desværre ikke i Danmark). Sammensmeltet med de hyldende morsomme faux-trailers; 'Machete', 'Werewolf Women of the SS', 'Dont', 'Thanksgiving' og 'Hobo with a Shotgun'. Det hele var tilsat ridser, fejl og skramlet lyd og med et lækkert kitschet soundtrack var og er 'Grindhouse' stadig enhver genre-fans våde drøm.
Det hele er skudt på den der lækre måde som kun få formår det, og i vanlig Tarantino-stil får vi også et rigtig veldrejet soundtrack skruet i ørerne.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg elsker Tarantino's film og gamle muskelbiler fra dengang der var noget ved det. I 'Death Proof' får vi det hele og jeg mener at det er en af QT's bedste film, det er i hvert fald uden tvivl en af Kurt Russels bedste film - så se den i det mindste for hans præstation. Vil du ha' flere gummi-donuts og burnouts i stil med den der bliver serveret i 'Death Proof', så skal du straks anskaffe dig film som 'Dirty Mary Crazy Larry', 'Vanishing Point' (den originale fra 1971) og den originale 'Gone in 60 Seconds' fra 1974.
 |
| Shit. Two tons of metal, 200 miles an hour, flesh and bone and plain old Newton... they all princess died. |
 |
| You're bleeding like a stuck pig. Your vision is probably blurred, and you're on your last leg... |
Iron Sky (2012).
Doomsday (2008).
Nude Nuns with Big Guns (2010).
Sweet Karma (2009).
Bring Me the Head of the Machine Gun Woman (2012).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar