Søndags-Zombierne vender tilbage, og i denne 3. sæson er det med ring på den rådne finger og hvide ris i det mugne hår, når Jesper Pedersen ser nærmere på bryllupszombier under overskriften 'Til døden Jer skiller'. Læs mere om månedens tema her.
Årgang: 2012.
Tagline: ”You may now kiss the bride.”
Instruktør: Paco Plaza.
Runtime: 80 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'White Zombie' (1932), 'Zombie Honeymoon' (2004), 'Stag Night of the Dead' (2010).
Anmeldt af Jesper Pedersen.
Kan du huske, da den skrantende pige i '[REC]' fortæller, at hendes hund er blevet sendt til dyrlægen, fordi den var syg? Du har sikkert overvejet, at hunden kunne være et setup til, hvordan den forbandede sygdom slipper ud af det forseglede lejlighedskompleks, og måske har du ligefrem undret dig over, der ikke blev fulgt op på denne bemærkning hverken i '[REC]' eller i den direkte efterfølger '[REC]2'. I '[REC]3 Génesis' sker det endelig! Den omtalte dyrlæge er nemlig gæst ved sin nevø Koldo og Claras stort anlagte bryllup og det på den selvsamme dag, som den sløje køter er blevet indleveret på hans klinik. Dyrlægeonklens humør fejler intet på denne festlige aften, men hans helbred er ikke i top, idet han tidligere på dagen oplevede at blive bidt af hunden, som han ellers havde erklæret død. I løbet af aftenen forværres hans tilstand, men det skal nu ikke ødelægge hans gode humør... skal det vel?!
Dette bliver den lykkeligste dag i hendes liv... |
Ved sin premiere i 2007 var '[REC]' med til at relancere found footage-stilen. Det var ikke et nyt tiltag i horrorgenren, men stilen blev finpudset og moderniseret, og siden er den blevet brugt og misbrugt, fordi den er hamrende effektiv og meget, meget billig. '[REC]2' fra 2009 fulgte i forgængerens spor og formåede endda at tilføje nogle ekstra lag af kompleksitet til stilen. Er man fan af stilen i de to første film, vil man muligvis blive skuffet over at finde ud af, at '[REC]3 Génesis' ikke er konsekvent i sin brug af found footage. Filmens første tredjedel optages ganske vist af to bryllupsgæster, men kort efter zombieudbruddet skiftes der til ”almindeligt” kamera. Grebet fungerer imidlertid forbløffende godt og kan måske tolkes som en kommentar til den udvanding af stilen, som efterhånden har fundet sted. Fotografen når akkurat at erklære: ”Folk har ret til at vide, hvad der er sket!” før hans kamera går ud og skærmen bliver midlertidigt sort.
Omtrent sådan ser nygifte ud, når toastmasteren folder talerækken ud. |
'[REC]' og '[REC]2' var begge nervepirrende film og noget af det ypperste, zombiegenren har præsteret i mange år. Til sammenligning står '[REC]3 Génesis' ikke nær så stærkt, selvom man aldrig skal undervurdere underholdningsværdien af festklædte zombier, der går amok i blod og bryllupskage. Kronologisk foregår '[REC]3 Génesis' over det samme døgn som sine to forgængere men udover at samle tråden op med den syge hund har filmen ingen relation til universet og ser heller ikke ud til at få det i den kommende '[REC]4 Apocalypse', hvor journalisten Ángela Vidal igen bringes i spil som hovedperson. '[REC]3 Génesis' er altså mere et spinoff, end den er en fortsættelse.
Ikke mere rødvin til ham! |
Ligesom sine forgængere er '[REC]3 Génesis' en blodig affære, men den er knap så hensynsløs og henfalder oftere til komikken. Brudeparret skilles (altså ikke som i skilsmisse), da udbruddet starter, og herefter følger vi bruden og gommen hver for sig. Det er især gommen, der kommer til at fremstå som comic relief, mens han vakler rundt i middelalderrustning for at undgå de smitsomme bid, mens bruden maler vinkælderen rød med motorsaven som pensel. Leticia Doleras giver en flot præstation i rollen som den skrøbelige, ubehjælpsomme Clara, der efterhånden finder sit overlevelsesgen frem – gange 100!
Nyt, gammelt, lånt, blåt – og noget til at smadre zombier med. |
Vi er allerede i de tidligere film blevet introduceret for universets religiøse perspektiver, men der smøres ekstra tykt på i '[REC]3 Génesis'; zombierne får dæmonskikkelse i slottets smukke spejle, og man kan jage bæsterne væk med bibelcitater. Det kan man mene om, hvad man vil – personligt syntes jeg, det var et sidespor, da de begyndte på det i '[REC]2' – men under alle omstændigheder er brylluppet som religiøs fest en glimrende omgivelse for fortællingen. Ikke mindst når det foregår i det katolske Spanien.
I det mindste er rød da kærlighedens farve. |
Der er ikke sparet på noget i '[REC]3 Génesis', og derfor bliver historien trods sin overnaturlige præmis troværdig. Folk skriger, blodet sprøjter. Det er skideunderholdende og i den henseende holder filmen det høje niveau fra sine forgængere, men den udfordrer ikke genren på samme måde. I forhold til '[REC]'-universet er den altså bare et lille aber dabei. Instruktøren Paco Plaza skabte de første to film i tæt parløb med Jaume Balagueró, men måske havde han bare lyst til at lave noget for sig selv, eller også have de simpelthen brug for en overgangsfilm, som kunne sætte en fed streg under de religiøse temaer og samtidig ryste found footage-stilen af sig. Set ud fra traileren er denne stil nemlig totalt fraværende i '[REC]4 Apocalypse', som i øvrigt skulle komme senere på året.
Score:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar