Søndags-Zombierne vender tilbage, og i denne 3. sæson er det med ring på den rådne finger og hvide ris i det mugne hår, når Jesper Pedersen ser nærmere på bryllupszombier under overskriften 'Til døden Jer skiller'. Læs mere om månedens tema her.
Årgang: 2004.
Tagline: In sickness and in health.
Instruktør: Dave Gebroe.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'White Zombie' (1932), 'Stag Night of the Dead' (2010), '[REC]3 Génesis' (2012).
Anmeldt af Jesper Pedersen.
Når man bliver gift i Danmark lover man at ære og elske hinanden "i medgang og modgang", mens det i engelsktalende lande hedder "in sickness and in health". I 'Zombie Honeymoon' bliver det nygifte par Denise og Danny i den grad udfordret på dette løfte, da de på deres romantiske bryllupsrejse til en knaldhytte ved New Jerseys kyster bliver angrebet af en forrådnet mand i våddragt, som pludselig stavrer op på stranden med tang i håret. Den zombielignende skikkelse brækker sort, galdeagtig slim op i hovedet på Danny, som havner på hospitalet, hvor han dør af infektionen. Kort tid efter vågner Danny dog igen på mirakuløs vis, men noget er forandret. Ham der før var inkarneret vegetar har pludselig fået en enorm kødtrang, som han - går det efterhånden op for Denise - stiller på mildest talt uhensigtsmæssig vis.
Alternativ – men ikke mindre klam – måde at overføre zombieinfektionen på. |
Det går hurtigt op for Denise og os med, at Danny får svært ved at stille sin umættelige sult, medmindre han regelmæssigt får en skålfuld friskt menneskekød. Danny lover imidlertid, at han ikke vil røre Denise og til gengæld holder hun det løfte, hun gav i kirken om at stå ved hans side uanset helbred. Men i takt med at huden bliver mere og mere grålig og løsthængende svækkes også Dannys forstand og viljestyrke og dermed også Denises chancer for at overleve disse skæbnesvangre hvedebrødsdage.
Hun advarede ham mod at slikke hende på denne tid af måneden. |
'Zombie Honeymoon' er en atypisk zombiefilm i den forstand, at ambitionen ikke har været at lave et storladent actionbrag men derimod et ganske lille, intimt drama. Den slags forsøg ser man oftest i kortfilmsformatet, men det fungerer altså også udmærket her, hvor det udfolder sig over en hel spillefilm. Filmteknisk er det sjældent overdådigt, men Tracy Coogan og Graham Sibley leverer begge stærke præstationer som de nygifte hr. og fru Zanders, og selvom der er tale om et lille drama, er der heldigvis ikke skortet på de blodige effekter. Afrevne lemmer, indvolde, blodsprøjt og en troværdig zombietransformation hæver underholdningsværdien gevaldigt. Rollelisten indeholder desuden bikarakterer som et irriterende energisk vennepar, en opdullet rejseagent og en mistroisk landbetjent. De bærer hver især potentialet til at toppe den til tider lidt flade historie, men desværre bliver disse potentialer aldrig helt forløst.
Gad vide om en zombies livslinie enten er meget, meget lang, eller den slet ikke er der? |
'Zombie Honeymoon' bærer faktisk på en ganske rørende historie udenfor filmen selv. Forfatteren og instruktøren Dave Gebroe har nemlig været stærkt inspireret af sin egen svogers tragiske død, som fandt sted under en surferulykke i 2002. Flere plotdetaljer er hentet direkte fra det virkelige liv, såsom parrets planer om at flytte til Portugal og kvindens tegneevner, som blev en slags terapi for Dave Gebroes søster. Gebroe har udtalt, at filmen er en hyldest til hans søsters styrke og evne til at komme igennem den store sorg det er, at miste en man har dedikeret hele sit liv til. Dannys langsomme transformation til en zombie kan vel tolkes som et billede på denne sorgbearbejdelse. Metaforen fandt Gebroe i et barndonsminde, hvor han så Lucio Fulcis 'Rædslernes Grønne Ø' (1979) sammen med sin søster - en klassiker der i øvrigt refereres direkte til i en scene i filmen. Det kan lyde sentimentalt, men jeg synes faktisk, det giver filmen ekstra tyngde, at man kender historien, og under alle omstændigheder er det godt gået af Gebroe, at han har gjort denne personlige historie vedkommende for et udenforstående publikum.
Kan han nøjes med at give hende et frækt, lille sugemærke, eller hiver han mon stemmebåndet ud på hende? |
'Zombie Honeymoon' er et spændende tiltag i en genre, som ellers ofte vinker så vildt med armene som overhovedet muligt. Mange af disse billigt producerede zombiefilm fejler simpelthen ved at sætte barren alt for højt, men her er de mange dårligt sminkede zombiestatister og de tomme locations droppet til fordel for en mere fokuseret historie og færre, bedre veludførte effekter. Desværre fejler filmen ved at være lidt for uambitiøs rent visuelt og ved ikke at forløse de øvrige karakterer ordentligt, hvilket ender med at gøre den en lille smule kedelig.
Score:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar