Anmeldelse: Hellraiser VII: Deader.

Årgang: 2005.
Tagline: "The Latest. Most Terrifying Evil."
Genre: Horror, Hellraiser.
Instruktør: Rick Bota.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 88 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Hellraiser” (1987), ”Hellraiser 2: Hellbound” (1988), ”Hellraiser V: Inferno” (2000)

Anmeldt af Michael Sørensen.

Den ambitiøse journalist Amy kaster sig hovedkulds ud i en undersøgelse af en video, hvor en kvinde skyder sig selv i hovedet, for at derefter blive genoplivet. Manden bag miraklet er den karismatiske Winter, der er leder af en kult, som kalder sig selv The Deaders. Snart følger den klassiske treenighed af helvede, lament configuration æske og Pinhead – hvor Amy ufrivilligt ender med at være en central figur.
Dette er den syvende film i Hellraiser universet, der velsagtens ikke har meget andet end treenigheden og titlen til fælles med sin fjerne fætter Hellraiser fra 1987. Det er småt med originalitet, hvilket man heller ikke bør forvente, men alligevel har instruktør Rick Bota formået, at ændre lidt på formerne ved at lade filmen udspille sig i Østeuropa. Dette giver, udover en masse penge sparet på indspilningerne, en lidt anderledes mørk og dyster baggrund, som mange nok også vil huske fra Eli Roths Hostel fra samme år.

Hvad er det for en sjov æske.

Til gengæld introducerer Bota og manuskriptforfatter Tim Day os for kultlederen Winter, der har fundet en måde at fratage smerten fra døden, hvilket bringer ham i konflikt med Pinhead, der pludselig står over for en direkte modstandet og ærkefjende. Det er måske ikke nytænkning, men det fungerer overraskende godt, for tendensen med at Pinhead afslutter filmen med at gøre, hvad han nu gør bedst, er pludselig sat en smule på spidsen.
Med Deader vender serien tilbage til gyset, uhyggen og klamme scener. De er milevidt fra de første par film, men her er stadig nogle veldrejede horrorscener, der absolut er mindeværdige. En enkelt scene med Amy og en psykopat med kniv er skruet særdeles godt sammen i en blanding af spænding og klaustrofobi, der til trods for filmens forudsigelighed alligevel formåede at få mig helt ud på kanten af sædet. Det er generelt set også i udviklingen af enkelte scener, at Deader skal bedømmes. Der er nemlig en kæmpe kvalitetsforskel mellem hver enkelt scene, hvor enkelte virker som påtagede transportscener – og andre lige modsat, som velgennemtænkte øjeblikke, der sætter sine spor i historie og plot, men så sandelig også i filmens publikum.

Det er IKKE nogen sjov æske.

Kari Wuhrer er genialt castet til rollen som journalisten Amy, der er en tand for dygtig for hendes eget helbred. Hun er en glimrende skuespillerinde, der efterhånden er blevet til et ikon for genren, så det tæller til instruktør Botas fordel, at han endte med at have en så dygtig skuespillerinde til sin disposition.
Forbindelsen til de forrige film er til gengæld både søgt og ringe. Winter bliver afsløret som søn af skaberen af lament configuration æsken, hvilket af uvisse årsager skulle have givet ham kræfter, der kan genopleve de døde? Det giver ingen mening, hvilket man heller ikke dvæler meget ved i selve filmen, hvor man kun perifert forholder sig til historien bag æsken. Samtidig mangler der en klarhed om kultens oprindelse, som heller ikke bliver forklaret, men som tages for givet gennem samfulde 88 minutter.

Simon Cowells nye band: One Erection.

Slutningen bærer desværre også præg af, at plothullerne udvikler sig som varm lava ned af en brændende vulkan. Tingene bliver rodet sammen og i de sidste scener forsvinder al sund fornuft, hvilket efterlader publikum med flere udråbstegn og spørgsmålstegn end aha øjeblikke. Den sidste kamp mellem Winter og Pinhead er et forfærdeligt antiklimaks, der slet ikke udlever det potentiale, der ellers bliver bygget fortræffeligt op med Winters eksistens og det faktum, at han har fundet et hul i det eller ugennemtrængelige system med lament configuration æsken.

Remember me?

Hellraiser VII: Deader er på ingen måde en dårlig film. Den har absolut en plads i universet, båret af en spændende ny person og Kari Wuhrers glimrende stykke arbejde med hovedpersonen. Det er til tider en spændende og uhyggelig film, der bruger andre virkemidler end sine forgængere, hvilket giver lidt mere usikkerhed om udfaldet af filmens slutning. Desværre er filmen også rodet med mange unødvendige og ugennemtænkte scener, der sagtens kunne have været undværet. Kombineret med en forvirrende og dårligt skrevet slutning, ender jeg derfor med en mellemblød landing for Hellraiser VII: Deader.

Score:

Anmeldelse: No One Lives.

Årgang: 2012.
Tagline: Everyone Runs, Everyone Hides.
Genre: Horror, Thriller.
Instruktør: Ryuhei Kitamura.
Runtime: 86 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Versus” (2000), ”Midnight Meat Train” (2008), ”The Collection" (2012).

”No One Lives” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen.

Under bølgen af koreanske gysere fra starten af dette årtusinde,  rullede der diverse drivgods med i efterdønningerne. Asiatiske film med turbo-smadder og übervoldelige scener blev pludselig en del af paletten for folk med kulturelt forfinede smagsløg. I den sammenhæng forelskede jeg mig pladask i Ryuhei Kitamuras fantastiske ”Versus”, der var en slags samurai sci-fi thriller. Der var fuld smæk for skillingen, der dækkede over en banal historie, der grænsede til det tåbelige. Lige lidt hjalp det, for det var bare hamrende underholdende. Min kærlighed for Kitamura blev ikke mindre, da han, efter et par asiatiske film mere, tordnede gennem den vestlige lydmur med ”Midnight Meat Train”, der var en festlig forestilling med blandt andet Bradley Cooper, fra før han tog til Las Vegas og fik tømmermænd. Min forventning til ”No One Lives”, var derfor helt i top, da den landede på mit skrivebord.

Et intetanende par – inden helvede bryder løs.

Kender man lidt til Kitamura, har man en klar idé om, hvad det er man får. Der vil være masser af blod, tonsvis af unødvendig (og dejlig) splat, samt en historie der kun lige er bundet sammen af indvolde og en eller anden form for sadisme. No One Lives er ingen undtagelse. Filmen starter med en lidt tarvelig historie om en mand og en kvinde, der øjensynligt er på flugt. De taler med hinanden om ting, der lige så godt kunne være i kode (filmens eneste egentlige plotpunkt), der først bliver tydelig senere inde i filmen, hvor alting giver mening. De bliver overfaldet af en bande kriminelle, der har brug for hurtige penge, hvilket bliver startskud for blodige løjer i spandevis.

"For sidste gang: Der må IKKE samtales med chaufføren under kørslen".

Jeg ville kunne forklare resten af filmen i to-tre sætninger, men det afholder jeg mig naturligvis fra. Til gengæld underholder jeg gerne med hvor sindssyg stemningsfyldt denne lille perle er. Her er nemlig væg-til-væg atmosfære af død og ødelæggelse i halvfjerds af filmens knap halvanden time. Udover det omtalte ene plotpunkt, er der såmænd ganske lidt overraskende, men det gør ingenting, for niveauet af intensitet og spænding er helt i top, og opfindsomheden i de sadistiske mord er underholdende og overvældende. Her er ingen good guys eller bad guys, men derimod en pærevælling af sindssyge, gennemtænkte mordvåben og blod i spandevis.
Skuespillet er til at overse. Kitamura gør ikke det store ud af instruere sine skuespillere i meget andet end at skrige og løbe, men det fungerer også fint til lejligheden. Luke Evans magter kun at spille én rolle, men den spiller han så også præcis, som man måtte forvente. Resten af castet er glemt før rulleteksterne render over skærmen. Effekterne er voldsomme, overdrevne og super lækre. Her er intet gemt, subtilt eller underspillet. Det er svesken på disken, hvilket fungerer, da filmen holder sig under de magiske halvfems minutter.

Her foregår der noget med… who am I kidding? Der er patter!

For feinschmeckere er det endda en lille overraskelse. Manden bag kameraet, de spøjse vinkler og de intense close-ups er ingen ringere end Daniel Pearl, der stod for ditto i både originaludgaven, såvel som remaken af Motorsavsmassakren. Det er dog begrænset, hvor meget Pearl har haft at arbejde med, da Kitamura har sin helt egen visuelle stil, som fotografen naturligvis har været begrænset af.
”No One Lives” er ikke en film for alle. Elsker man en hurtig thriller med en bunke blod og splat, så rammer man med sikkerhed plet. Er man mere til film, der har mere at byde og stikker en tand dybere, så skal man holde sig helt væk. Elsker man derimod ”Versus”, ”Midnight Meat Train” og Ryuhei Kitamura, så er det bare med at få filmen købt. ”No One Lives” er nemlig en lille perle, der med sikkerhed sagtens kan tåle et gensyn eller to.

Score:

Nyhed: Få mere ud af Sørensen Exploitation Cinema.

Sørensen Exploitation Cinema er stærkt repræsenteret på de sociale medier, så vil du ha' mere "bang for the buck" så kig med her. De sociale medier er efterhånden blevet en vigtig del af ethvert seriøst site, så der er vi selvfølgelig også med. Udover bloggen her, så har vi tre andre tilbud til dig som vi syntes at du skal følge, like og dele alt det du kan!
For det er ikke en hemmelighed at jo flere læsere vi kan komme ud til, jo bedre er det for Sørensen Exploitation Cinema og jo sjovere er det at bruge sin fritid på. På forhånd tak for at du læser med, din støtte og hjælp og din awesomeness!

Læser du med på Sørensen Exploitation Cinema? Hvorfor så ikke give os et skulderklap inde på vores Facebook-side med et "Synes godt om"! Her bliver du holdt opdateret med film-nyheder, trailers og andet godt. Du bliver også gjort opmærksom på når der kommer nye indlæg her på bloggen. Du finder Facebook-siden ved at tykke her.

Sørensen Exploitation Cinema på facebook.

Er du til gengæld ikke så meget for Facebook, så kan du følge os på på Twitter. Her bliver du holdt opdateret med nye indlæg inde på bloggen, samtidig med at du kan hjælpe os med at komme ud til endnu flere læsere. Du finder vores Twitter-konto her.

Sørensen Exploitation Cinema på Twitter.

Sidst men ikke mindst så har vi også vores helt eget film-forum. Her kan du poste alt det du har lyst til! Lad det være gys, horror, exploitation, slasher, action, science fiction, komedie eller b-film. Billeder af plakater, dine indkøb, trailers, nyheder, skuespillere - alt du kan komme på. Vi har på nuværende tidspunkt 188 medlemmer og der er godt gang i snakken. Vores forum er også på Facebook-platformen og du skal bede om at blive medlem af gruppen for at kunne kigge med og deltage i snakken. Du finder vores forum med at trykke her.

Sørensen Exploitation Cinema på film-forum.

Anmeldelse: Torment.

Årgang: 2013.
Tagline: "Welcome to the family.”
Genre: Horror, Slasher.
Instruktør: Jordan Barker.
Runtime: 77 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Straw Dogs” (1971), “House of 1000 Corpses” (2003), “The Purge” (2013).

”Torment” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Det nygifte par Cory (Robin Dunne) og Sarah (Katharine Isabelle) tager Cory’s 7-årige søn Liam (Peter DaCunha) med op til familiens hytte på landet. Liam har svært ved at komme sig over tabet af sin mor og endnu sværere ved at vænne sig til sin fars nye kone. Kort efter ankomsten opdager familien, at der har været ubudne gæster i hytten, og da Liam pludseligt forsvinder, breder rædslen sig... Snart står Sarah og Cory ansigt til ansigt med en sadistisk og blodtørstig familie, der ikke har tænkt sig at aflevere Liam tilbage uden kamp.

“Torment” varer kun lige over en time og bruger kun spilletid på det mest nødvendige for sin historie. Før den lille familie (som vi gerne skal fatte sympati for) introduceres, smider filmen lige et par mord i ansigtet på os. Med det af vejen (og med skurkene nu også introduceret) præsenteres vi for et umådelig traditionelt set-up af en lille familie, hvor mor er død, og far har fundet en ny kone. Sønnen vil ikke have sin mor erstattet og er derfor ikke videre tilfreds med, at han ikke længere er alene med far. Familien skal med andre ord ud i en konflikt, inden skurkene introduceres for dem. Forholdet mellem far og søn bygges fint op mellem Robin Dunne og den unge Peter DaCunha, som omgås hinanden med en familiaritet, der gør deres forhold troværdigt. Den lidt trivielle problemstilling understøttes endvidere af Katharine Isabelle, der i rollen som Sarah, skal træde den hårfine linje mellem sårbar og stærk, som så mange andre horror-heltinder før hende.

Filmen starter brutalt.

Der går ikke længe før vederstyggelighederne tager til og her begynder filmens skarpe eksekvering at tale til dens fordel. Ligesom med filmens lille prolog, springer vi ganske hurtigt ind i mørket og synker derefter med sikkert tempo dybere og dybere ned. Den psykotiske familie, der klædt i foruroligende masker, plager Cory, Sarah og Liam er vitterligt skræmmende. Instruktør Jordan Barker er meget bevidst om at sætte sit primære fokus på suspense, og ved at lade chokeffekterne udeblive en stor del af tiden, fastholdes seeren i uforløst spænding. Filmen låner fra adskillige undergenre, deriblandt slashere, og læner sig mod de tidligste film i den kategori ved at have antagonister, der tager sig god tid i deres arbejde. På den måde bliver “Torment” en titel, der holder, hvad den lover, når de onde i sådan et omfang nyder at pine deres ofre. Samtidig er den morderiske familie ubarmhjertigt bidske i deres vold, når den først rammer, og det er en ret effektiv kombination af måder at tyrannisere vores stakkels helte på.

Kvinden, der kan anes er egentlig død, men det forhindrer naturligvis ikke vores kære morder i fortsat at molestrere hende med en sten.

I modsætning til de krimier som mainstream markedet i øjeblikket ligger i ekstase over, behøves der ikke at være et klart motiv i film som “Torment”. Michael Myers (Halloween-franchisen) er skræmmende, fordi han ikke behøver et motiv for at aflive folk, han er drevet af ondskab: Ren, ufortyndet ondskab. Alligevel kan det være fascinerende, når vi introduceres for skurke med en fordrejet logik omkring deres egne morderiske tendenser. Leatherface og hans familie kunne være et eksempel fra horror-verdenen, hvor der gives et glimt ind i en tankegang om at passe på sig og sine, også selvom det er på bekostning af alle andre. “Torment” rammer et uklart punkt mellem disse to poler. Skurkene er ikke ordløse, og hvad de siger synes at signalere en betydning, men samtidig er det så forviklet i tvetydighed, at det fremstår søgt. Det berøver filmen for noget af dens virkningsfuldhed. I stedet for at glæde sig over filmens kvaliteter, efterlades jeg i stedet med spørgsmål om mening og sammenhæng? En betydning som det slet ikke er sikkert var meningen, skulle antydes eksisterede i historien.

“Jeg sidder bare lige her i hjørnet på min gyngehest og er creepy lidt...”

Der findes film om meningsløs vold. Om ondskab der er så dybtliggende at vi som seere blot accepterer den som et vilkår for historien. “Ham med masken er ond, fordi han er forskruet og er blevet udsat for en masse lort” - fair nok. “Torment” kan ikke helt finde ud af, om dens fortælling er om nogle begivenheder, der er blevet begået af onde mennesker, fordi de var onde, eller om der var en større plan i spil. Måske var hvervningen af lille Liam et mål? Under alle omstændigheder fremstår den ellers så teknisk solidt eksekverede film i tilbageblik en smule rodet. Jordan Barker har styr på sine virkemidler, og med en lidt mere klar historie, tilsat samme effektivitet og balanceren af suspense og brutalitet, kunne han frembringe noget virkelig mindeværdigt. Indtil da byder “Torment” på godt gys, der vandrer lidt i cirkler om diverse genreklichéer, men som er enormt dygtig til det!

Score:

Anmeldelse: Saw III.

Årgang: 2006.
Tagline: “Every piece has a puzzle”.
Genre: Horror, Splatter, Saw.
Instruktør: Darren Lynn Bousman.
Runtime: 103 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.Se også: 'Saw' (2004), 'Saw II' (2006), 'The Collector' (2009).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Ubehagelighederne blev taget til nye højder i 'Saw III' og i takt med, at de blodige segmenter blev flere blev nogle seere trukket til og andre skræmt væk. Men har tredje kapitel fuldstændig glemt, hvad de første to kunne, eller er der en pointe med de mange sadistiske torturmaskiner? Jigsaw (Tobin Bell) ligger for døden men har i et sidste desperat forsøg på at overleve sat et endegyldigt og omfattende puslespil i gang. Indblandet er Lynn (Bahar Soomekh), som er læge og skal holde Jigsaw i live, alt imens en anden “brik”, Jeff (Angus Macfadyen), finder sig til rette i spillet.

Der er to centrale spor i 'Saw III'. Størst af de to er det grundlæggende drama, der tager sted på Jigsaws sygestue. Dynamikken mellem Jigsaw, Amanda og Lynn er, er en bizar kamp for førstnævntes liv, anført ikke af ham selv, men af Amanda. Dette bygger fint op til den type afslutning, som de, der kender seriens foregående kapitler, efterhånden er begyndt at forvente. Endvidere bliver der i denne del af historien også samlet op på de to foregående film, og særligt 1erens handling ses der tilbage på fra en ny vinkel, hvilket er ret interessant. Tobin Bell er endnu engang enormt underholdende at betragte, og hans præstation formår sågar at være rørende her. Den kærlighed, han får kommunikeret for de ødelagte skæbner, han i sit forskruede verdenssyn mener, han prøver at redde, er uforventet. Shawnee Smiths arbejde med Amanda er også prisværdigt, idet hendes karakter her i filmen går en interessant udvikling igennem og når fra det intimiderende til det sårbare. Den svage sjæl, hun repræsenterer, og den forvirring, der helt åbenlyst hersker i karakteren, er, hvad der gør hende til en relativt multifacetteret karakter, som har noget at byde på. I denne del af filmen er Bahar Soomekhs præstation den svageste, men hovedsageligt fordi hun er hensat til et mindre følelsesladet sted end både Bell og Smith.

Hov. Jeg er vidst kommet til at sætte ‘Hellraiser’ i afspilleren...

Det andet spor er selvsagt tæt bundet til Jigsaws fortælling. Angus Macfadyens faderkarakter er endnu et eksempel på hvordan det er misforstået at opleve ‘Saw’ franchise for splat uden yderligere indhold. Selvom symbolikken omkring faderens sorgproces ikke er subtil på nogen måde, fungerer den fordi det er, hvad Jigsaws fælder (og franchisen) kan når de er bedst: Nemlig at trække en bestemt persontypes problemstillinger frem og smide dem ud i et ekstremt univers. Macfadyens skuespil er også en bonus i undertegnedes øjne, og hans karakter er i mine øjne den mest velskrevne af de centrale ofre, serien har haft at byde på. Jeff er en karakter fuld af bitterhed og fortrydelse, som kun vokser undervejs. Glimtvis ser vi, hvad der har ledt op til, der hvor han nu er endt, og de mange fejl han har gjort. Vel er han karikeret, men det betyder ikke nødvendigvis så meget i dette univers, fordi det er sådan, pointerne leveres her, og det fungerer. At det samtidig gør sig for en engagerende gyseroplevelse er naturligvis ikke at kimse af.

“Death is a surprise party.”

Måden filmen åbnes på er ikke så heldig og beviser også, hvorfor så mange har et lettere skævt billede af serien. Torturen fylder enormt meget i åbningen, og selvom der kommer en forklaring på den forhøjede sadisme senere i filmen, føles det lidt abrupt. Der svælges også meget i blodsudgydelserne enkelte gange senere, og det giver en skiftende mængde af mening. Gore er i mellemtiden en del af seriens grundidé, og selvom man kan synes, at det tager overhånd (særligt når effekterne ikke kan følge med), er det i sidste ende ikke noget, der tager fra mit overordnet positive indtryk af filmen - og hvorfor nødvendigvis betragte gore som en negativ ting? Man kan selvfølgelig sige, at det ligesom chokeffekter kan være et billigt trick for at fænge publikum, men jeg skriver gerne under på, at en film ikke nødvendigvis er uhyggelig, fordi den er ubehagelig. Denne film er begge dele. Med andre ord hænger ubehagelighederne sammen med filmens tone. Den aggressive brug af klipning er også tonet en smule ned i denne omgang, og selvom der stadig er masser af potentielt epilepsi fremkaldende øjeblikke, klæder det serien, at dialogen får en smule mere plads, og at lidt drama får lov at udspille sig.

Endnu mere end det var tilfældet i de to foregående film, ejer Tobin Bell ‘Saw III’ og dens tilskuer med sin præstation.

Det er frygtelig nemt at have fordomme omkring 'Saw' franchisen, og hvad den har udviklet sig til. Ikke desto mindre finder jeg, at den oprindelig trilogi er både underholdende og provokerer til en smule overvejelse. Der er enorm god sammenhæng filmene imellem, og de deler mange af de samme styrker og svagheder (overforklarende slutninger værende den mest prominente af sidstnævnte). Hvad tredje kapitel viser, er en Leigh Whannell, der er vokset som manuskriptforfatter og skriver nogle karakterer, som overordnet er endnu mere interessante end dem, første film havde at byde på. 'Saw III' formår at runde smukt af på de første 3 film, som fungerer som en helhed. Det er først fra og med fjerde runde Jigsaws labyrintiske verden, at metaltrætheden begynder at indfinde sig.

Score:

Anmeldelse: Pigs.

Anmeldelse: Pigs.
Årgang: 1972.
Tagline: ”They'll eat anything... so she had the perfect method to dispose of her victims!”
Genre: Horror, Troma.
Instruktør: Marc Lawrence.
Runtime: 80 minutter.
Medie: YouTube.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Troma Videos.
Link til filmen på IMDB.
Se filmen her.
Se også: ”Eaten Alive” (1977), ”Razorback” (1984), ”Hannibal” (2001), ”Pig Hunt” (2008).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Grise er livsfarlige! Danskerne dør én efter én af listeria og MRSA-stafylokokker, og de af os der overlever, dør garanteret kort tid senere af kvælning, for det nyeste nye er, at Danmark forurenerer lige så meget som de store oliestater, og lur mig om det ikke også er de dumme svins skyld. Det værste er næsten, at vi alle er tvunget til at æde det inficerede flæsk, hvis ikke landet skal gå bankerot, for der er ikke andre der gider aftage vores forpinte, køresyge søer. Puha! Vi skal vist bare være glade for, det er os, der spiser grisene og ikke omvendt. Grise spiser nemlig hvad som helst, hvis man skal tro filmen ”Pigs”!

Zambrini er en ældre herre, som driver en café i et lille landsbysamfund. Ved siden af gesjæften har han en bestand på omkring et dusin svin, men grisebasserne volder ham en del problemer. Engang kom de til at æde en fordrukken vagabond, som var dejset om i folden, og siden da har de været nogle kræsne kræ. For at mætte sine husdyr, må Zambrini grave lig op på den lokale kirkegård, men en dag kommer den søde, unge Lynn Hart forbi. Hun søger et arbejde som servitrice, og Zambrini tager hende til sig lidet anende, at hun er stukket af fra et sindssygehospital. Lynn har dræbt sin incestuøse far, og det er som om, hun har en særlig tiltrækningkraft på landsbyens mænd. Da én af dem kommer for tæt på, må han lide samme kranke skæbne som Lynns far, men det er jo heldigvis ikke det store problem at komme af med et lig, når man har sultne grise i gården.

Det kan undre én, at Toni Lawrence aldrig fik et gennembrud som seriøs karakterskuespillerinde!

Prækær film har mange titler, og så vidt jeg ved, er ”Pigs” ikke engang denne films originale titel. Oprindelig hed filmen vistnok ”Daddy's Deadly Darling”, men den er også blevet promoveret under så forskellige navne som ”Roadside Torture Chamber”, ”The Strange Love Exorcist” og altså ”Pigs”. Ud fra titlerne at dømme er der altså noget at hente i denne film, uanset om man er til slasher, exorcisme eller animal attack-film. Jeg kan godt forstå, man har haft svært ved at promovere "Pigs" som tilhørende en bestemt genre. Den har slasherelementer, som eksempelvis Lynns dobbelte personlighed og det klassiske kompleks, som kendes fra både Norman Bates og og Jason Voorhees, men som naturligvis i denne sammenhæng er et faderkompleks fremfor et moderkompleks. Der er da også et par blodige scener, men ligefrem at kalde filmen "Roadside Torture Chamber" er vist at strække den. Så er titlen "Pigs" mere passende, for selvom det er minimalt, hvad klovdyrene egentlig går amok, kan titlen i det mindste tolkes til også at omfatte de brunstige mandspersoner, som den velformede Lynn har så stor tiltrækningskraft på.

Jeg ville så gerne have vist et vanvittigt billede af glubske grise, der mæsker sig i menneskelemmer... men dem har filmen ingen af.

Exorcisme-vinklen derimod må have krævet en del fantasi, for det eneste, der peger i den retning, er, når Zambrinis nabokoner sladrer om, at hver gang en person forsvinder i byen, får Zambrini et nyt svin i folden. Denne reference til "Odysseen", hvor troldkvinden Kirke netop forvandler Odysseus' mandskab til svin, er underholdende og giver filmens handling noget intertekstuel dybde, men ligefrem på den baggrund at sælge filmen som en exorcisme-film må betegnes som et sidespor. Jeg har læst, at der efter succesen med "The Exorcist" (1973) sågar blev optaget ekstra scener til "Pigs" med helt andre skuespillere for netop at understøtte exorcisme-temaet. Det skulle ikke undre mig, om det passer, for den version, som er tilgængelig fra Troma, indeholder en flere minutter lang intro, som tydeligvis er optaget mange år senere og ligeledes med andre skuespillere. Det interessante er, at det netop er i denne intro, vi får fortalt Lynn Harts brutale forhistorie med voldtægt, fadermord og indlæggelse – i den originale film må denne del af historien altså have været et plottwist?! ”Pigs” er i øvrigt også udkommet på video i Danmark under titlen ”Mordersvin”. Sådan!

Det er praktisk at portrættere Lynn Hart i profil og med et forvrænget ansigt - så ser ingen, det er en anden skuespiller, der har overtaget rollen!

Filmens pædofile tema er klassisk exploitation, men det særligt interessante i denne sammenhæng er, at instruktøren og manuskriptforfatteren, Marc Lawrence, har givet rollen som Lynn Hart til sin egen datter, Toni Lawrence. Selv spiller Marc Lawrence filmens anden store rolle som Zambrini, der gudskelov virker som den eneste mand i filmen, hvis forhold til Lynn ikke er drevet af lumre lyster. Marc Lawrence havde en lang karriere bag sig som tv- og b-filmsskuespiller, men han nåede også at spille overfor John Wayne, Humphrey Bogart, Dustin Hofman og ikke mindst Sean Connery og Roger Moore i James Bond-filmene "Diamonds Are Forever" (1971) og "The Man With the Golden Gun" (1974). Datteren Toni var derimod et ubeskrevet blad, da farmand instruerede hende i "Pigs", og der er da også blevet spekuleret i, om filmen simpelthen var en fars forsøg på at opfylde sin forkælede datters glamour-drømme. En tidlig pendant til Billy Ray Cyrus og Will Smith. Desværre for Toni Lawrence blev det aldrig et varigt foretagende at stå foran kameraet, og udover få og små tv-roller er højdepunktet i hendes skuespillerkarriere nok det korte ægteskab fra 1986-1988 med den på det tidspunkt totalt ukendte Billy Bob Thornton.

"Far, jeg har den her drøm om at blive skuespillerinde!"

”Pigs” er distribueret af Troma Entertainment, men den er altså ikke produceret af selskabet, og derfor skal man heller ikke forvente samme vanvid, som gennemstrømmer eksempelvis film som ”The Toxic Avenger” (1984) og ”Class of Nuke 'Em High” (1986). Sammen med flere hundrede andre af Tromas titler kan man kvit og frit se "Pigs" på YouTube under kanalen Tromamovies, men videoen er i meget dårlig kvalitet. Eneste trøst er, at Tromas egne dvd-udgaver af filmen vist er lige så elendige. I det hele taget virker "Pigs" som en film, der har været meget lidt respekt omkring; den er som sagt blevet tilført ekstra scener ad flere omgange, og Tromas udgave har en masse hak, som gør, at flere af scenerne hoster sig i gang. Men sådan er det jo med exploitation! Alt til trods er "Pigs" nu et ganske underholdende lille makværk, hvis halve underholdningsværdi nok ligger udenfor filmen selv; i den exploitation-typiske baggrundshistorie.

Score:

Anmeldelse: Kidnapped (2010).

Originaltitel: ”Secuestrados”
Årgang: 2010.
Tagline: Take Your Last Breath.
Genre: Home-invasion, Horror, Thriller.
Instruktør: Miguel Angel Vivas.
Runtime: 82 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Funny Games” (1997), ” Mothers Day” (2010), ”Prisoners” (2013).

 ”Kidnapped” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen.

Siden internettet blev en del af vort verdensbillede, er en af de mest brugte floskler, at verden er blevet mindre. Man kan ikke udgive en hitsingle i Korea uden at folk på Crazy Daisy i provinsen ikke danser en dans, som var de blevet angrebet af hærmyrer mellem ballerne. Det samme gør sig desværre ikke helt gældende for filmene, hvor verden ikke er blevet mindre i samme tempo som med musikken. Vi er stadig lidt lunkne på film fra ikke-engelsktalende lande, men der er en stadig udvikling i gang. Vi tog gyserne fra Korea til os i starten af forrige årti, og sidenhen er franskmændene og spanierne nu også blevet en del af gyserens geografi. Sidstnævnte har med blandt andet ”Rec” franchisen sat et solidt fodaftryk i vor bevidsthed, så det var med forventningerne helt i top, at jeg satte mig til at se ”Kidnapped”.

Der samles kreditkort og koder til røverne. Man er vel grundig?

Et midaldrende par og deres teenagedatter, flytter ind i deres drømmehus i Madrid. Deres glæde bliver dog kort, da de snart bliver udsat for et særdeles voldeligt hjemmerøveri. Kvinderne bliver holdt gidsler, alt imens faderen tager på tur med bandens leder, så de sammen kan tømme familiens bankkonto.
Hjemmerøverier er blevet det nye sort, når det kommer til trusler mod familiers tryghed. Det er vel derfor ikke overraskende, at der pibler film frem med netop dette tema, da det udover ubehageligheden ved et tyveri, også rykker ved vores forestilling om, at hjemmet er vor sidste skanse, hvor vi med ret stor sandsynlighed kan føle os sikre. ”Kidnapped” stikker en solid kæp i hjulet på alle former for sikkerhed i hjemmet. Her er ingen sikre, og alt og alle er i konstant fare, da hjemmerøvere ikke skyer nogen midler overhovedet. Har man først truet sig ind i folks private hjem, så er der ikke langt til afstumpethed, der som regel kommer til udtryk i vold, der sjældent er særlig nænsomt udført. Det gør sig også gældende for parret og datteren i ”Kidnappede”, der mystisk nok går til modværge i flere omgange. Dette lidt usædvanlige opførsels mønster, påvirker lidt intensiteten i filmen, der ellers kører på højeste klinge fra første scene.
Skal man gå til modværge, så nytter det ingenting, hvis man allerede har konstateret, at man er chanceløs og overmatchet i ethvert henseende. Det bliver egentlig også min største anke i en film, der udelukkende har intensiteten kørende for sig. Handling og plot er ligesom givet, da hjemmerøverier af grov karakter, sjældent har mange forskellige scenarier at udspille sig på. Derfor glædede det mig også, at man valgte at udspille et kendt scenarie, stort set uden overraskelser, for at beskrive den voldsomme oplevelse det er, når et hjemmerøveri foregår for en ganske almindelig familie. Tingene bliver sat en smule på spidsen i sidste femtedel af filmen, men ingen af filmens grusomheder overgår på noget tidspunkt virkelighedens hjemmerøverier.

Selv en hjemmerøver har ind imellem brug for fem sekunders fred og ro.

Vi er på sin vis uden i et modigt territorium, hvor man, ved hjælp af en masse håndholdte skud, dokumenterer et voldeligt hjemmerøveri, uden at skabe helte eller heltinder. Her er ingen far, der pludselig bliver til supermand eller andet vås, der skal fjerne fokus fra de meget voldsomme scener, der udspiller sig i det lille spanske hjem. Man har dog alligevel gået forsigtigt til værks, da mange af scenerne er implicitte gennem lyde og eller reaktioner mere end en fokus på visuelle virkemidler. Det har en glimrende effekt, der fungerer som en blanding af klaustrofobi og panik, da man muligvis slipper for at se hvad der foregår, men aldrig slipper for reaktionerne. Det er ind imellem stærke sager, der faktisk fungerer i hovedparten af scenerne, selv om man som aficionado godt kunne savne lidt mere direkte scener for at give et bedre miks af virkemidler.

En skarpladt pistol kan kurere enhver form for gæstfrihed.

I sidste ende er ”Kidnapped” en utrolig intens og tempofyldt affære, der er overstået, før man opdager det. Den har skønhedsfejl i ofrenes reaktioner, men det ændrer ikke på, at man alligevel har formået, at skabe en anden slags film om hjemmerøverier, der bestemt er anbefalelsesværdigt.  Om ikke andet, så er oplevelsen af hjemmerøverier helt ens i Spanien såvel som i Danmark. Måske er verden alligevel blevet mindre?

Score:

Anmeldelse: Dannys Dommedag.

Årgang: 2014.
Tagline: ”Alene har du ikke en chance.”
Genre: Action, Monster-film.
Instruktør: Martin Barnewitz.
Runtime: 88 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: SF Film.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Reptilicus” (1961), ”Kollegiet” (2007), ”Vikaren” (2007).

Billetterne er venligst stillet til rådighed af SF Film.

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Der var engang, hvor Martin Schmidt var Danmarks gyserinstruktør numero uno. ”Mørkeleg” (1995) og ”Sidste time” (1996) har opnået en slags kultstatus, som det er ganske få danske film forundt, men desværre har Martin Schmidt de seneste år ernæret sig ved julekalendere og Zulu-serier. Heldigvis er Schmidt jo ikke den eneste Martin i den danske filmbranche, og netop nu kan man indløse biografbillet til det seneste bud på en dansk genrefilm; ”Dannys dommedag”, instrueret af Martin Barnewitz. Her møder man teenageren Danny og hans lidt yngre lillebror William. Danny er én stor undskyldning for sig selv, som på trods af at han har været forelsket i Fie gennem hele deres skoletid, aldrig har fået erklæret sin kærlighed til hende. Han tør heller ikke sige fra overfor bøffen Lukas, som konstant mobber lillebror, og William føler sig godt og grundigt svigtet af Danny. De to brødre er meget forskellige og har svært ved at blive enige om noget som helst, men da mystiske rovdyr pludselig strømmer op fra havet, tvinges brødrene til at samarbejde i kampen for overlevelse.

”Hvis bare vi når hen til min taxa, er vi i sikkerhed!”

Lad mig sige det med samme: jeg er begejstret! Martin Barnewitz er tilbage på hjemmebane efter en af de der svipture, danske instruktører i øjeblikket tager til Hollywood. Efter den internationale succes med ”Kollegiet” (2007) fik Barnewitz lov at instruere en prequel til Pang-brødrenes ”The Messengers” (2007). ”Kollegiet” var ekstremt vellidt i min omgangskreds, men for mig personligt var den en smule skuffende, da jeg så den for – indrømmet – en del år siden. ”The Messengers 2: The Scarecrow” (2009) forsøgte jeg engang at se, men jeg var simpelthen nødt til at slukke. Den sagde mig ingenting! Det er fem år siden, Barnewitz sidst har givet os en spillefilm, men nu er han altså klar med ungdomsgyseren ”Dannys dommedag”. Selvom filmen netop har fået premiere, har der været rig mulighed for at opleve den til alskens gratis forvisninger rundt omkring i landet. Der har været en efter danske forhold ret massiv viral kampagne, og busstoppestederne er i øjeblikket klistret til med filmens flotte plakat. Allerede her er ”Dannys dommedag” altså milevidt foran forårets nordic twilight-forsøg ”Når dyrene drømmer” (2014), som blev taget af programmet, før folk nåede at opfatte, den overhovedet var der. Det er rart at se, distributørerne tager ved lære, men nu er ”Dannys dommedag” muligvis også en bredere film end ”Når dyrene drømmer”.

En ny leg i dansk genrefilm er ”Hidden Hyde” - kan du finde den skjulte Allan Hyde?!

”Dannys dommedag” foregår i en nær fremtid, hvor menneskets udnyttelse af Jordens ressourcer har ført til markante klimaforandringer. Det er simpelthen blevet meget, meget varmere, og dette skildrer filmen ganske sublimt ved hjælp af solbrune skuespillere med svedperler på panden. Der fortælles om, hvordan klimaforandringerne vil skabe nye arter, og selvom det måske nok er usandsynligt, at disse nye arter pludselig kravler fuldt udviklede op af havet, uden at vi overhovedet har lagt mærke til dem, så køber jeg fuldstændigt filmens præmis. På rollelisten finder vi en flok mere eller mindre ukendte unge mennesker, men jeg er imponeret over deres præstationer. William Jønk Nielsen og især Thomas Garvey leverer begge varen som Danny henholdsvis William, men jeg er nødt til at fremhæve Marco Ilsø. Han rørte mig dybt i rollen som bøffen Lukas, der nok er et hoved højere end sine jævnaldrende, men som i sidste ende finder ud af, hvad der virkelig tæller. Derudover finder vi Lars Mikkelsen som farmand (ligesom i ”Når dyrene drømmer”) og ikke mindst Peter Gantzler i rollen som Adam, der kommer Danny og William til undsætning, da de er fanget i en kælder. Selvfølgelig titter Allan Hyde også forbi. Den unge mand er blevet en sand genredarling efter sin medvirken i ”True Blood”, og selvom han ikke har meget at lave, er det da meget sjovt, når cameo-mentaliteten også kan ramme dansk film.

”Først forvandler min datter sig til en varulv, og nu bliver mine sønner forfulgt af søuhyrer. Hvad bliver det næste?!”

Mange er sikkert spændte på at se, hvordan monstrene, eller dyrene som de bliver kaldt, er vakt til live. Det tager selvfølgelig en evighed, før vi får dyrene at se fuld figur, men inden da får vi gradvist præsenteret forskellige dele af deres kroppe. En hånd der langer ud efter drengene i døråbningen, et tilsløret hoved der kigger gennem bruseforhæng, en hale der forsvinder bag bilen og en rygfinne der stikker op over containeren. Langsomt begynder man at kunne danne et billede af dyret udfra stumperne, men det er først i en af filmens sidste scener, det træder tydeligt frem foran os. Effekterne er skabt ved hjælp af den klassiske kombination af realeffekter og cgi, og det fungerer fandeme! Der må være blevet smidt nogle knaster efter at få animeret et så realistisk dyr, men hver en krone er godt givet ud. Der er altså ikke noget at grine af her! I forhold til monstrene har jeg dog én dramaturgisk anke; nemlig den at drengene fra starten ser monstrene, uden vi som publikum får dem at se. Jeg vil mene, man med fordel kunne have lade filmens hovedkarakterer være uvidende om dyrets udseende sammen med os. Bortset fra det er jeg begejstret!

”Vi tager os fandeme af de skide monstre - så snart vi spillet et slag crocket!”

Anmelderne har ikke taget imod ”Dannys dommedag” med udelt begejstring, men tillad mig at være blandt de få, der gør. Ja, den låner med arme og ben fra alle mulige andre film såsom ”Jurassic Park” (1993), ”Jaws” (1975), ”The Mist” (2007) og ”Dawn of the Dead” (1978), men jeg vælger at betragte det som en pastiche; hyldester til de store klassikere. Ja, det er en familie-agtig-film, hvis stramme 11-års censur forekommer at være sat sådan for på en omvendt-psykologisk manér at gøre filmen mere interessant for et ældre publikum. ”Dannys dommedag” indeholder ikke en eneste dråbe blod, men man behøver på den anden side heller ikke frygte, at alle de mange forsvundne pludselig dukker op igen til slut fra en puppe under jorden eller lignende. De ér døde! Med sidste års ”Antboy” (2013), ”Når dyrene drømmer” og nu ”Dannys dommedag” mener jeg, der er håb for den danske genrefilm, og jeg håber inderligt, Martin Barnewitz sidder hjemme ved sit skrivebord og arbejder på sin næste danske film. Som sagt: jeg er begejstret!

Score:

Anmeldelse: Maze Runner.

Årgang: 2014.
Tagline: "Get ready to run."
Genre: Action, Sci-fi.
Instruktør: Wes Ball.
Runtime: 113 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: 20th Century Fox.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “The Most Dangerous Game” (1932), “Lord of the Flies” (1990), “The Hunger Games” (2012).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Filmen “The Maze Runner” handler om Thomas (Dylan O’Brien), der vågner med hukommelsestab og opdager, at han befinder sig blandt en gruppe jævnaldrende drenge fanget i en lysning omringet af høje stenvægge. Ingen aner hvorfor eller hvordan, de er havnet i fangenskab, men hver morgen åbnes en port i væggen, og en mystisk labyrint afsløres for at lukke igen samme aften. Udvalgte modige sjæle forsøger gang på gang at finde en vej ud, men ingen har nogensinde overlevet en nat i de kryptiske gange. Da Thomas finder et spor, ændres spillet for alvor, og en beslutning må træffes. Skal de blive og forsøge at opretholde deres fredelige tilværelse? Eller kan de en gang for alle finde vej gennem den farlige labyrint?

“The Maze Runner” lever op til en del trends lige i øjeblikket. Den er baseret på en bog, har gode franchise muligheder og henvender sig til dels til teenagepublikummet der er blevet fanget af film som “The Hunger Games” (2012). Væk er de overnaturlige romantikker, som “Twilight” (2008) måske ikke helt, men de lader trods alt til at være trådt en smule i baggrunden for den såkaldte young adult dystopian bølge, som bl.a. “Divergent” (2014) og altså også “The Maze Runner” er repræsentanter for. Nu er det ikke just forsøget på at holde styr på trends i filmverdenen, der interesserer os mest her på bloggen, men i mødet med denne film, var der alligevel nogle associationer, filmen vækkede, som et mere genrevant publikum vil glæde sig over.

Rejserne ind i labyrinten viser med stor tydelighed instruktør Wes Balls fortid som grafiker.

Der er flere ting, filmen har kørende for sig. Ikke alene er den stramt fortalt og skåret ret effektivt ind til benet, men visuelt emmer filmen af storladen adventurestemning, som er sjælden, fordi den kombineres med en vis mystik. Filmen minder mig om “The Neverending Story” (1984), blandet op med “Lord of the Flies” og et fængende science fiction univers, som publikum kun tillades at se en flig af. Den tilbageholdenhed er en stor del af årsagen til, at fortællingen bliver fængende, og selvom filmens hinten mod større konspirationer kan komme til at lugte en smule af sequel bait, er det også forfriskende, at skaberne har turde investere potentiale og ikke forærer os for meget i denne første film. Det store spørgsmål er herefter, om forløsningen af den mystik, som filmen vinder ved at besidde, bliver tilfredsstillende i fremtidige kapitler.

“I am sure by now you all must be very confused... angry, frightened. I can only assure you that everything that's happened to you... everything we've done to you... it was all done for a reason.”

Filmens figurer har mistet størstedelen af deres hukommelse. Om det er, hvad der er årsag til, at de også er en smule unuancerede, skal jeg ikke kunne sige, men sikkert er det i hvert fald, at karaktererne er blandt filmens svageste elementer. Mens det lykkedes “The Maze Runner” at vinde nogen grad af sympati til sine figurer, er det gennem udefrakommende faktorer og ikke gennem karakterernes egentlige personligheder. Det er muligt, at den stramhed, som jeg tidligere har rost filmen for, er kommet på bekostning af en lidt større udvikling af dramaet mellem drengene, der trods alt er sat sammen under nogle meget ekstreme omstændigheder. Gally (spillet af Will Poulter) bliver manifestationen af den konflikt, manuskriptforfatterne tydeligvis ikke har evnet at levere på en mere subtil måde, og det bliver en smule fattigt.

De såkaldte Grievers er en sær blanding af organisk materiale og mekaniske dele, hvilket alt i alt resulterer i et effektivt, omend ikke videre originalt eller særpræget, monster.

Udflugterne ud i labyrinten i “The Maze Runner” gør meget for at trække denne film væk fra den middelmådighed, dens karaktergalleri placerer den på stien imod. Universet er engagerende, og det samme er de klæbrige Grievers, som er yderst effektive filmmonstre. Derudover fandt jeg de unge spillere oprigtige i deres portrætteringer af de lidt flade persontyper, og det resulterede i, at jeg trods alt blev investeret i, hvad der skete på lærredet. “The Maze Runner” er en mørkere og i sidste ende mere ambitiøs fortælling end forventet, og derfor får den en forsigtig anbefaling med på vejen.

Score: 

Anmeldelse: New Nightmare.

Årgang: 1994.
Tagline: This time the terror doesn't stop at the screen.
Genre: Horror, Slasher.
Instruktør: Wes Craven.
Runtime: 112 minutter.
Medie: Blu-ray.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: New Line Cinema.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”A Nightmare on Elm Street” (1984), ”A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors” (1987), ”A Nightmare on Elm Street 4 - The Dream Master” (1988).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Kalenderen skriver 1994. Et år hvor Kurt Cobain begik selvmord, OJ Simpson begik mord og Mariah Carey begik Without You (der gav de fleste med musiksmag lyst til mord såvel som selvmord). Året markerer samtidig tiåret for premieren på ”A Nightmare on Elm Street”. Skuespillerinden Heather Langenkamp, der skreg sig gennem kultklassikeren i hovedrollen som Nancy, lever et  tilbagetrukket liv. Hun er gift med en special effects tekniker, og sammen har de sønnen Dylan. Tingene er langt fra idyl hos den lille familie. Heather oplever et stigende antal mareridt kombineret med telefonterror fra en ukendt mand. Da New Line Cinema pludselig foreslår Heather et comeback i rollen som Nancy, begynder problemerne for alvor at tage fart.

"New Nightmare" er anmeldelse #200 på Sørensen Exploitation Cinema.

Da Freddy Krueger i 1984 blev en del af den uhellige treenighed med Jason Vorhees og Michael Myers, ramte han og instruktør Wes Craven en nerve i teenagers verden over. Han angreb en af vor mest essentielle behov, hvilket gjorde Freddy til det værste monster i slashergenren. For selv om man kunne undgå Crystal Lake eller lignende adresser, så skulle man jo sove før eller siden – hvilket indebar et ultimativt møde med Freddy, om man ville eller ej. Fortsættelser sprøjtede ud til alle sider, med en usædvanlig svingende kvalitet, men alligevel var de seværdige af den simple årsag, at præmissen for filmene var urokkelig solid. Det blev sågar til en tv-serie, der fungerede som en antologi a la ”Creepshow” eller ”Tales from the Crypt”, hvor Freddy gennem 44 ujævne afsnit præsenterede publikum for aftenens uhyggelige historie.

Who's back?! Freddy's back!

”New Nightmare” blev samtidig Wes Cravens comeback i instruktørstolen. Han havde oplevet sin historie og hovedfigur blive presset til sidste dollar og blodsdråbe. Derfor var det også indlysende, at Craven skabte en metafilm, for han, om nogen, var bevidst om, at folket havde drukket for meget fra brønden, som han trods alt havde skabt. Det var (endnu) en genistreg fra Cravens side, for jeg er slet ikke sikker på, at en naturlig fortsættelse havde sat det samme eftertryk, som ”New Nightmare” endte med at gøre. Det er nemlig i opbygningen af historien, der blander fantasi og virkelighed, at vi finder essensen af hele Elm Street franchisen. For ligesom historierne om Freddy, befinder hele ”New Nightmare” sig i en konstant limbo mellem sekvenser, der aldrig helt kan tydes som virkelighed eller drøm, hvilket som bekendt giver Freddy frit spil.

Fiction og virkelighed flyder sammen i "New Nightmare".

Den vigtigste ingrediens i en metafilm er, at man som generelt tema er i stand til at acceptere og respektere den originale film, som værende et ægte produkt. Her nytter det ikke at distancere sig fra tingene, hvilket Wes Craven har været meget bevidst om. Derfor oplever man mange scener, der drager fede paralleller til originalfilmen, der blandet med humor og indforstået dialog, skaber det helt rigtige miljø for fans af såvel den første film som serien som helhed.

Just what the doctor ordered!

Effekterne i ”New Nightmare” er sjove, skæve og anderledes opfindsomme, men igen med bunkevis af referencer til især den originale Elm Street. Man accepterer at det ind imellem bliver enormt fjollet, for hele præmissen for filmen er jo netop, at man ikke kan være sikker på hvad der er drøm eller virkelighed. Det er så heller ikke noget, man nødvendigvis skal tænke alt for meget over, for filmens plot holder kun vand, hvis man accepterer hvad der foregår på skærmen, uden at ellers tænke for meget over tingene.

Du skal ikke gå ind i Freddy's pandekagehus...

I mellemtiden er der nu gået tyve år siden ”New Nightmare”, der gudskelov blev sidste film (hvis man ignorerer en reboot) i en franchise, der ermeget præcist er synonym for alt det gode og dårlige fra VHS filmens guldalder. Derfor kan serien også prale med, at man forlod rampelyset med en relativ succes, der fint sætter punktum for en række film, der til trods for en svingende kvalitet altid formåede at underholde og skræmme teenagers – lidt ligesom Mariah Carey, der vistnok heller aldrig fik et hit større end Without You, hvilket vi alle er meget taknemmelige for.

Score: