På TV: Den Sorte Død hærger på DR3.

I aften skal du gøre dig selv en rigtig fin tjeneste og slå over på DR3 klokken 21:25. Her kan du nemlig se den helt fremragende 'Black Death' fra 2010. Byldepesten har kastet England ud i kaos, men en enkelt by siges at være uberørt af den sorte død. En gruppe kristne lejesoldater, anført af den barske ridder Ulrich, sendes med en ung munk til det isolerede samfund, hvor indbyggerne - under ledelse af åndemaneren Langiva - siges at være i pagt med Djævelen. Den mørke middelalder-film er instrueret af Christopher Smith og har Sean Bean i hovedrollen.

Anmeldelse: We are what we are (2010).

Årgang: 2010.
Også kendt som: Somos lo que hay.
Tagline: "Young. Wild. Hungry."
Instruktør: Jorge Michel Grau.
Runtime: 85 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Udgiver: Pan Vision.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Dahmer' (2002), 'The Devil's Rejects' (2005), 'We Are What We Are' (2013).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

En afkræftet, forhutlet mand falder livløs om midt i et indkøbscenter. Ingen ved, hvem han er, og det kunne egentlig også være ligegyldigt, var det ikke for den kvindepegefinger med rød-lakerede negle, som retsmedicineren finder i mandens mavesæk under obduktionen. Imens har mandens familie - han efterlader sig enke og tre teenagebørn - mistet deres overhoved. Drengene, de to ældste, må i deres fars fravær tage til markedet og reparere ure. Men det er ikke den eneste forsørgeropgave, der skal tages hånd om, nu hvor faderen er borte...

Den ultimative ansigtsbehandling!

Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg for nylig fandt 'We Are What We Are' blandt Nettos palletilbud. Jeg tjekker da som regel, når jeg ser, der er nye titler i en filmbunke, men jeg tror alligevel aldrig, jeg er blevet så overrasket og glad. Jeg havde jo lige opdaget traileren til det amerikanske remake og tilmed erfaret, at filmen ville blive vist på gyserfilmfestivalen Blodig Weekend 2013. Tilfældighederne synes at være i spil, og i forhold til at ville se den pågældende film gav det selvfølgelig ikke mindre blod på tanden... tøhø.

Her bliver ældste sønnike interviewet til Go'aften Danmark om, hvordan det er at være kannibal!

'We Are What We Are' er en af den sjældne og særlige type film, hvor vi får lov at se handlingen udspille sig fra "den forkerte" side. Familien her har nemlig smag for menneskekød! Den hverdagslige arbejdsfordeling kønnene imellem er klar og klassisk: kvinderne står for tilberedning af måltidet under rituelle omstændigheder, hvis årsag i øvrigt står uforklaret hen, men som jeg opfatter som blot en undskyldning for adfærden, mens mændene skaffer føden. Indtil nu har jægertjansen været pålagt faderen, men pludselig må sønnerne tage over, og det er de ikke just klar til. Den ene er egoistisk, barnlig og udadreagerende, mens den anden er selvhadsk, umoden og indadvendt. Jeg får lyst til at sammenligne filmen med Rob Zombies 'The Devil's Rejects' (2005), som også giver indblik i hvilke makabre traditioner, der kan forekomme i en forskruet familie. Men hvor 'The Devil's Rejects' på alle måder er surrealistisk, holder 'We Are What We Are' sig til en mere realistisk vinkel. Dermed ikke sagt, den ikke skajer ud - man må blot væbne sig med tålmodighed.

Når man nu har bortført en luder, skulle man da være et skarn ikke at gramse lidt, inden man æder hende!

Da jeg havde set traileren til remaket, var jeg forvirret. Anede ikke hvad, det hele handlede om - men det gør jeg naturligvis nu, hvor jeg har set det mexikanske forlæg. Jeg er dog ikke blevet afskrækket fra at se remaket, for det ser ud til, de har fortolket meget frit over den oprindelige historie. Udover de åbenlyse kulturelle forskelle der er mellem Mexico City og en lille amerikansk by, er der i remaket byttet fuldstændigt rundt på kønnene og kappet nogle år af børnenes alder. Det tilsammen burde give en helt ny fortælling af, hvad der ser ud til grundlæggende at være den samme historie.

"Har jeg noget mellem tændene?!"

'We Are What We Are' er en svær film at fortælle om, for den er umiddelbart lige til at gå til. Det er naturligvis noget social kritik i, at folk sådan går og æder hinanden, og filmen kommenterer også på homoseksualitet, prostitution og individets ligegyldighed i en storby som Mexico City, effektivt symboliseret ved faderens dødsscene i starten og det lynhurtige rengøringsarbejde, der følger. Filmens liv på diverse festivaler vidner også om, at den muligvis kan opleves på flere planer, men mest af alt synes jeg, det er dybt interessant at følge den kannibalistiske familie og deres historie, som vel i princippet bare er en klassisk fortælling om et fællesskab, der går i opløsning, da lederen forsvinder - fortalt fra hvad man roligt kan kalde en ny og spændende vinkel.

Score:

Tilbud: Skarpe tilbud på Scream-Factory.

DiabolikDVD.com har netop startet deres udsalg på titler fra det fantastiske Scream-Factory. Grib derfor chancen og nap en håndfuld super sprøde og skarpe blu-ray udgivelser af film som sommer-splatteren The Burning, hvad med Jeffrey Combs for fuld udblæsning i From Beyond som fik 5/6 Pinheads her på bloggen, Tobe Hooper's cirkus-slasher The Funhouse eller hvad med en af de bedste varulvefilm nogensinde - The Howling. Jeg kan på det varmeste anbefale udgivelserne fra Scream-Factory, det fås altså ikke meget bedre! Du finder tilbudet ved at klikke her.

Nyhed: Blodig Weekend 2013.

I dag starter genrefilmsfestivalen 'Blodig Weekend'. For andet år i træk at der bydes velkommen til splat, horror og undergrundsgys og denne gang vel der både være mulighed for at få blodtørsten stillet i Århus og i København . Vi bringer derfor en komplet oversigt over programmet og se så at kom i biffen og støt den eneste genrefilmsfestival på dansk grund!

TORSDAG DEN 26. SEPTEMBER 2013
19:00: EVIL DEAD (2013) - CinemaxX, København & Aarhus.

22:00: V/H/S 2 - Cinemateket.

FREDAG DEN 27. SEPTEMBER 2013
14:00: I DECLARE WAR - Cinemateket.

16:30: THE BATTERY - Cinemateket.

19:15: FORBITTEN PHOTOS OF A LADY ABOVE SUSPICION - Cinemateket.

19:30: STITCHES - Cinemateket.

21:30: RETURN TO NUKE ‘EM HIGH VOLUME 1 - Cinemateket.


21:45: WE ARE WHAT WE ARE - Cinemateket.

LØRDAG DEN 28. SEPTEMBER 2013
13:00-21:00: COLLECTORS MARKET - Cinemateket.

14:15: DEN NIHALEDE KAT - Cinemateket.

16:45: DARK TOUCH - Cinemateket.

18:00: BLODIGT NYT FRA UNDERGRUNDEN - Cinemateket.

19:00: DADDY’S LITTLE GIRL - Cinemateket.

19:30: ALEX PUDDU-KONCERT + ONCE UPON A TIME IN THE WEST - Cinemateket.

21:30: KISS OF THE DAMNED - Cinemateket.

21:30: SHARKNADO - CinemaxX, København & Aarhus.

SØNDAG DEN 29. SEPTEMBER 2013
14:15 - ADJUST YOUR TRACKING - Cinemateket.

16:30 - GROTESK - Cinemateket.

18:00 - BLODIGT NYT FRA UNDERGRUNDEN - Cinemateket.

19:00 - HERE COMES THE DEVIL - Cinemateket.

19:15 - FRESH MEAT - Cinemateket.

21:30 - THE TOWER - Cinemateket.

21:30 - BIG BAD WOLVES  | CinemaxX, København & Aarhus.

21:45 - THALE - Cinemateket.

TIRSDAG DEN 1. OKTOBER 2013
19:30 - EVIL DEAD (2013) - Cinemateket.

Anmeldelse: Switchblade Sisters.

Årgang: 1975.
Også kendt som: 'Maggies Stiletto Sisters' og 'The Jezebels'.
Tagline: So Easy to Kill, So Hard to Love.
Instruktør: Jack Hill.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 91 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Foxy Brown' (1974), 'Coffy' (1973), 'Black Sister's Revenge' (1976).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Maggie er den nye pige i byen, der roder sig ud i et knivopgør med pigebanden The Dagger Debs. Hun forsvarer sig med næb og klør, men bliver anholdt og sendt i ungdomsfængsel med resten af pigerne. Her beviser hun sit værd ved at forsvare Lace - lederen af Dagger Debs, der straks tager Maggie til sig. De slagkraftige damer hænger ud med The Silver Daggers, der er den mandlige pendant til Dagger Debs. Deres leder Dominic falder ligeledes for Maggie, men da han er kæreste med Lace er der snart interne problemer i banderne. Samtidig banker en anden bande på døren til Silver Daggers område – og kaos venter lige rundt hjørnet.

"Nice shirts, boys. Who shot the curtains?"

Jack Hill er manden bag Switchblade Sisters. Han er af de fleste kendt for Big Bird Cage, Coffy og Foxy Brown der alle sendte Pam Grier mod blaxploitation-genrens funklende stjerner. Kender man allerede ovennævnte film, er det særlig interessant at Hill valgte at følge op med netop denne film, som bryder en del med mønsteret fra Pam Griers mest populære film. Man skal dog ikke tage fejl.  Havde Jack Hill castet sorte skuespillere i stedet for et stort set hvidt cast, havde Switchblade Sisters været en glimrende blaxploitation film.

En typisk High School elev….der er dumpet 17 år i træk.

Den vigtigste forskel på denne film og tidligere Jack Hill produktioner er især, at denne film ikke har noget politisk budskab. Her er ingen løftede pegefingre til samfundet, racismen generelt eller forskellen på rig og fattig. Dette betyder samtidig, at filmen pludselig kun har handlingen og den voldelige action at læne sig op ad. Det giver noget mindre fylde og langt mindre form, når de knap halvanden times underholdning ikke er andet end netop det. Heldigvis er det hele campy og trashy nok til, at der stadig er masser at komme efter i 2013. Her er tonsvis af forbistrede miner, skududvekslinger og halvnøgne damer nok til at holde gryden i kog – men pudsigt nok er nøgenheden noget mere nedtonet end i andre film fra denne periode.

Ingen 70'er film uden rulleskøjter.

Det er til tider svært ikke at lade sig irritere af de dårlige replikker eller det faktum, at hovedparten af bandemedlemmerne er mænd og kvinder i 30erne, der stadig går på High School. Når det er sagt, så er actionscenerne helt fantastiske på den lidt skæve måde - og man må gang på gang trække på smilebåndet, når disse hårdkogte kvinder spæner rundt i gaderne med maskingeværer, der ligner noget fra gamle krigsfilm. Skuespillet er udholdeligt men langt fra mindeværdigt, men skulle der sidde en enkelt fan af That 70s Show, er det sjovt at se en meget ung Don Stark i rollen som voldeligt bandemedlem.

Saving Private Ryan 2: The Urban War.

Er man fan af Jack Hill og elsker hans film med Pam Grier, så skal man ikke snyde sig selv for denne sjove gang trash, der måske mangler indhold, men aldrig mangler underholdning. Har man aldrig hørt om Jack Hill før, kan man med rette se filmen som en slags optakt til The Warriors eller Class of 1984, der begge har  elementer, der meget vel kan være inspireret af denne lille klassiker.

Score:

Anmeldelse: The Fly (1986).

Årgang: 1986.
Tagline: “Be afraid. Be very afraid.”
Instruktør: David Cronenberg
Runtime: 96 minutter.
Medie: Netflix.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Fly' (1958), 'The Fly II' (1989), 'An American Werewolf in London' (1981).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Seth Brundle (Jeff Goldblum) er i færd med et fascinerende eksperiment. Han har opfundet en maskine, der kan teleportere ting såvel som levende organismer fra et sted til et andet. Det afslører han for journalisten Veronice Quaife (Geena Davis), som forelsker sig i ham. Eksperimenterne fortsætter, og Brundle er ekstatisk, da det lykkedes ham at teleportere sig selv. Nogle bivirkninger viser sig imidlertid snart. Forskeren var ikke alene om at blive nedbrudt og genskabt, da han teleporterede sig.

Remaket af Kurt Neumanns ‘The Fly’ (1958) var oprindeligt tiltænkt det senere ‘Batman’ (1989) makkerpar Tim Burton og Michael Keaton som henholdsvis instruktørstolen og hovedrollen. Da det faldt igennem, blev David Cronenberg spurgt, men måtte oprindeligt takke nej til opgaven grundet andre projekter. Robert Biermann blev derefter hyret men måtte trække sig af personlige årsager, hvilket atter placerede Cronenberg i instruktørstolen sammen med en række af hans sædvanlige samarbejdspartnere. Den produktionsmæssige forvirring til trods er filmen endt med at være en anerkendt en af slagsen, både blandt publikum og kritikere. Ligesom originalen affødte Cronenbergs film også en fortsættelse: ‘The Fly II’ (1989), der blev instrueret af Chris Walas, manden der stod bag den første films praktiske effekter, som ifølge flere anmeldere tager overhånd i fortsættelsen. Walas modtog en oscar for sit arbejde på Cronenbergs film.

“I'm an insect who dreamt he was a man and loved it. But now the dream is over... and the insect is awake.”

Der er gjort megen sjov med Jeff Goldblum og hans tendens til at spille roller, der til forveksling ligner hinanden. Hans ofte excentriske måde at portrættere figurer på har inspireret til en mængde parodier, men når Goldblum kobles med den rigtige karakter, kan han være yderst velfungerende, som han eksempelvis er det her. Kærlighedsforholdet mellem Brundle og Quaife bygges op af såvel Goldblum som Davis’ dygtige præstationer. De tos kemi er den følelsesmæssige kerne i dramaet og låser op for filmens tragedie, som er en stor del af, hvad der gør den til så stærk en oplevelse. ‘The Fly’ er på mange måder en klassisk monsterfilm, hvor skønheden forelsker sig i uhyret, og selvom Cronenberg giver filmen et twist af sin særegne stemning og sine egne tematikker, er det et utrolig godt grundlag at basere sig på. Ikke alene er de to skuespilleres præstationer dygtige, filmens udgangspunkt giver også mindelser om romancer som dem i ‘King Kong’ (1933) og ‘An American Werewolf in London’ (1981), som var en af de primære elementer i også disse films succes. 

Hvad det helt præcis er, Quaife er så bange for, bliver pludselig meget konkret.

Den anden del af filmens brilliance er naturligvis Cronenbergs stilistiske greb. Transformationen, sammensmeltningen af menneske og insekt, er præsenteret på en grotesk og frygtelig effektiv måde, som Cronenberg såvel som Walas’ hold kan tage æren for. Cronenberg er eminent til at levere netop denne type fortællinger skånselsløst og smerteligt. Det mørke, han byder på stammer fra et meget menneskeligt udgangspunkt, som nævnt ovenfor. Men som det tit er tilfældet med denne instruktør, spilles der på forholdet mellem vi kødelige væsner og maskiner, som undertiden i denne film bliver ganske konkret, og som giver en fornemmelse af tematisk dybde, som tilføjer endnu et lag til filmen. Filmens vægt øges, fordi Brundles konkrete forrådnelse sættes op mod menneskelige egenskaber såvel negative som positive. Filmens begrænsede persongalleri er fyldt med manipulatorer, som besidder evnen til at gøre godt under ekstreme omstændigheder. Ligesom Brundles ondskab bobler frem, tager andre karakterers godhed til.

Brundlefly i al sin charmerende skønhed.

I Dean Koontz’ bog ‘I månens skær’ beskrives ‘The Fly’ som “snasket”, hvilket det er svært at benægte, at filmen vitterligt er. Der er massevis af helt ekstraordinært ubehagelige og dygtigt lavede effekter, og de drives på effektiv vis frem af en kærlighedsfortælling, der skaber et tungt slående hjerte midt i al mørket. Cronenbergs film indeholder en overraskende følelsesmæssig bredde og er retmæssigt blevet et af de mest oplagte eksempler på et vellykket remake.

Score:

Anmeldelse: World War Z (Unrated Cut).

Årgang: 2013.
Tagline: Remember Philly!
Instruktør: Marc Forster.
Medie: BluRay.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 123 minutter (Unrated Cut).
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Walking Dead' (2010), 'I am Legend' (2007), 'Land of the Dead' (2005).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Vor planet er i knæ. Sygdomme bliver mere immune, krige raser hårdere end nogensinde og Bubbers Badekar bliver genudsendt tre gange dagligt. Med andre ord er menneskeheden på direkte kurs mod skraldespanden. Familiefaderen Gerry er gået på tidlig pension fra sit job i FN. Han passer sin familie og fører hus, men en morgen hvor familien er på vej igennem Philadelphia går det hele amok. En virus har muteret mennesket ind i zombieagtig tilstand og blodtørsten raser over hele planeten. Gerry må redde sin familie og bliver tilbudt amnesti gennem FN, hvis han vil påtage sig at finde patient nul – den første zombie. Menneskehedens chance for overlevelse står og falder med Gerry. Kan han finde patient nul inden det er for sent?

Panik i Philadelphia. Zombierne kommer!

Zombies, zombies – zombies alle vegne. Aldrig har zombiefeberen raset, som den gør i dag. Film, spil og tv-serier er alle inficeret af den virus, som ramte det hvide lærred første gang i 1932 med filmen White Zombie. Indenfor de sidste ti år har feberen taget til og med World War Z eksploderer virussen til ren mainstream panik. Vi har taget vore virusramte kannibalistiske brødre til os – og succeser som The Walking Dead (tegneserie, tv-serie og konsolspil) har sat tænderne i en trend, der synes uudtømmelig om end jeg er ved at nå min personlige grænse for, hvor meget zombie jeg kan tåle. Derfor var Hollywood heller ikke sen til at samle Max Brooks roman fra 2006 op – og lave en blockbuster ud af forlægget.

"Hjælp! Jeg er omgivet af hårdføre hvide mænd."

Jeg har ikke læst den meget roste roman, så jeg skal ikke kunne sige hvor meget filmen læner sig op af bogen. Jeg var dog på forhånd skeptisk over, at Damon Lindelof var en del af manuskriptholdet, da han har været ansvarlig for en hel del kønsløse projekter som Cowboys & Aliens og Star Trek: Into Darkness. Heldigvis er historie og plot slet ikke en faktor i World War Z, der udelukkende kører på adrenalin og action. Her bliver man ikke spist af med kedelige scener, der skal etablere forholdet mellem mennesker, men derimod bliver man udsat for en ren fest af digitale effekter og hurtige klipninger. Elementerne af action, fart og spænding bliver præsenteret som perler på en snor, der aldrig tager fra i styrke og hele tiden holder sit publikum koncentreret om det visuelle. Det er heldigt for plothullerne er enorme, og historien er til tider fjollet til en grad af pinagtig.

Så er der udsalg i Netto...

Brad Pitt styrer showet som Gerry, der ene mand må acceptere menneskets skæbne på sine skuldre – og han gør det fint (som altid). Man sætter ikke spørgsmålstegn ved hans evner, der går fra pandekagebager til ren supermand – for det hele virker logisk, så længe de flotte billeder flimrer forbi med 300 kilometer i timen. Bagefter virker det hele tomt og hult, men det er så forbandet underholdende, at man må tilgive de herrer Lindelof og Forster. Man kunne sagtens hoste galde op over at effekter er lige lovligt digitaliserede, for meget af filmen ligner et computerspil. Omvendt er tempoet så højt, at man alligevel ikke når at rette på toupeen, før man får blæst sideskilningen over i den anden side.

"Og vejrudsigten: Det regner med Zombies!"

Når alt er sagt og gjort er World War Z frem for alt en underholdende film. Det er ren popcorn og tomme kalorier, men det er samtidig en visuel rutsjebane, der sagtens kan holde de mest sure anmeldere skak i de knap to timer som filmen varer.

Score:

Anmeldelse: Star Trek – Into Darkness.

Årgang: 2013.
Tagline: "In our darkest hour, when our leaders have fallen, a hero will rise".
Instruktør: JJ Abrams.
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 132 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Star Trek' (2009), 'Super 8' (2011), 'Star Trek 2: The Wrath Of Khan' (1982).

Kaptajn Kirk, Spock og de andre besætningsmedlemmer på Starship Enterprise er tilbage. Den gæve kaptajn med Anni Fønsby læberne får rodet sig ud i problemer, da han modsætter sig direktiver – og får taget sit elskede Enterprise rumskib fra sig. Det varer imidlertid ikke længe, da Starfleet bliver angrebet af den tilsyneladende gale Khan, der ene mand erklærer krig mod Starfleet. Enterprise sætter efter ham, men det skal vise sig at Khan er langt mere udspekuleret end gal – og snart vil hele menneskeheden være i problemer.

Hvem kan se mere spejlblank ud end filmens forfatter? Kirk!

For fire år siden genskabte JJ Abrams den efterhånden synkende Star Trek skude. Filmen delte vandene og personligt var det ikke en oplevelse, som jeg husker tilbage på med stor begejstring. Jeg tilgav dog manden med årene, da den første originale Star Trek film også bare var en lang introduktion til universet. Nu er der så gået fire år – og hvad er der så sket? Ikke meget, hvis man skal komme med et kort svar. Det lange svar må være, at franchisen stadig kun er for fans af den originale serie, for der er simpelthen ikke nok historie, plot eller beskrivelse af de mange medlemmer på Starship Enterprise til, at kunne lokke nye Trekkies til.

Bones! Vi har desperat brug for et plot!

Med syv faste medlemmer af besætningen, der alle skal dele tiden på skærmen, bliver selve historien utrolig overfladisk og intetsigende. Man serveres med et slapt dilemma om at overkomme sig selv, for at kunne turde mere i livet. Det holdte ikke, da Brenda Walsh stod overfor selvsamme dilemma i 1990 – og det bliver ikke mindre 90210-agtigt af at blive luftet i 2013. Det bliver ikke bedre af, at filmen nærmest præsenterer Spock og Kirk i et slags homoerotisk kærlighedsforhold, hvor Spock bare ikke er klar til at springe ud af skabet. Selv om jeg synes, at det er en frisk udlægning af de to mænds venskab – så er det sandsynligvis utilsigtet og derfor meget akavet og tåkrummende.

Hvis jeg tager mere tøj af, bliver filmen forbudt for målgruppen.

Hvad historien ikke har mangler plottet til gengæld. Der er nemlig intet plot, for alting er forudsigeligt og gennemskueligt. Man ved fra første færd, at Khan er utilregnelig og farlig, men alligevel er troværdigheden konstant et emne indtil den sidste fjerdedel af filmen. Den store afslutning på dette mareridt for filmelskere er at selveste Kaptajn Kirk dør. Det er jo ikke spændende, når science-fiction historiens mest hårdføre person dør - for mon dog ikke at der findes en løsning, som filmens publikum har gennemskuet fem minutter før, at et besætningsmedlem på Enterprise får samme idé?
Kerneproblemet i denne film er en blanding af ovenstående problemstillinger. Man taler nemlig ned til sit publikum i en sådan grad, at det er svært at forestille sig noget mere fordummende til en pris af 190 millioner dollars. Det er derfor ikke overraskende, når man opdager at forfatterholdet bag denne dødssejler er de samme folk, der bragte os Transformers: Revenge of the Fallen, der byder på en præcis lige så haltende historie og plot. Man kan så glæde sig over at de herrer Orci & Kurtzman også er blevet ansvarlige for den næste Star Trek film, hvilket er mere af en advarsel end en reklame for næste epos om Kirk, Spock, Uhura, Bones, Scotty, Chekov og Sulu, der bliver sendt ud hvor ingen mand bør opholde sig – i den forudsigelige intetsigenhed.

"Nu skal jeg nok redde denne her film…."

Er der så noget godt ved Star Trek: Into Darkness? Ja, den er flot. Sindssyg flot! Effekterne er imponerende og selv et kvalmende overforbrug af lens flare, kan ikke irritere mig nok til at trække fra på den visuelle karakter. Det ser bare lækkert ud og man ville ønske, at de mange penge og effekter var blevet brugt på en film, som rent faktisk var til at holde ud at se på. Jeg slutter af med at give en pinhead i karakter og den går ene og alene til Benedict Cumberbatch for hans rolle som Khan. Det er imponerende hvordan hans personlighed og mimik kan stjæle al opmærksomhed fra de andre skuespillere, der bliver statister i The Khan Show, der heldigvis fylder det meste af de 134 minutter af mit liv, som jeg aldrig får tilbage. Suk!

Score:

Anmeldelse: The Toxic Avenger.

Årgang: 1984.
Tagline: “He'll go from cleaning nerd to cleaning crime-fighter.”
Instruktør: Michael Herz & Lloyd Kaufman
Runtime: 87 minutter.
Medie: Netflix.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Toxic Avenger Part II' (1989), 'The Toxic Avenger Part III: The Last Temptation of Toxie' (1989), 'Citizen Toxie: The Toxic Avenger IV' (2000).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Melvin (Mark Torgl) er en nørdet ung dreng, der gør rent i det lokale fitnesscenter. Her mobbes han intenst af en gruppe unge psykopater, der nyder at bruge deres aftener på at dræbe uskyldige mennesker. Da Melvin uheldigvis kommer til at genere gruppen én gang for meget, bliver de så vrede, at de beslutter sig for at straffe ham. Planen går en smule længere, end de havde planlagt, da Melvin ender i en tønde fyldt med kemisk affald, som omdanner ham til superhelten The Toxic Avenger.

Troma er et filmselskab for sig selv. Ikke alene har de dyrket b-film, de har også været foregangsmænd på en lang række områder. De var blandt de første til at se potentialet i hjemmevideo, da VHS-formatet begyndte at dukke op, og de store studier stadig var tvivlende over for tanken om, at deres film skulle kunne ses igen og igen uden yderligere indkomst for dem. Ved at producere billige og underholdende film til masserne, kunne de tjene deres produktioner hjem og mere til. Heller ikke i de senere år har Troma været nærige med deres produktioner, som nu er tilgængelig masser af forskellige steder online samtidig med at, man fortsat kan anskaffe sig filmen på forskellige fysiske medier. Den ene del af instruktørduoen bag ‘The Toxic Avenger’, Lloyd Kaufman, er i øvrigt en gavmild filmskaber, der gerne deler ud af sine egne erfaringer, hvilket han eksempelvis har gjort i bogen ‘Make Your Own Damn Movie’, som ønsker at give liv til unge filmskabere, der sætter sig ned og venter på store budgetter i stedet for blot at give sig i kast med mediet. Kaufman har været en flittig gæst på diverse horrorpodcasts og konferencer. Han er en mand, der dyrker mediet og til trods for, at Tromas film er billige og ukonventionelle, er de også et resultat af en hel enorm kreativitet, der lader til at få lov at løbe frit ved studiet.

“Jeg har da altid en kniv ved hånden, når jeg dyrker sex på et offentligt sted.”

‘The Toxic Avenger’ er taktløs, upassende og klam. Samtidig er det også en af de mest underholdende og uforpligtende film, man kan forestille sig. Der er en frygtløs kreativitet i den fjollede humor, som præger Kaufman og Michael Herz’ film. Morskaben taler i høj grad til laveste fællesnævner, og alligevel fremstår den meget oprigtig. Samtidig kan den være meget sort, som når to piger eksempelvis fotograferer en ung drengs maltrakterede lig, efter de og deres mandlige modstykker har kørt barnet over af flere omgange. Så usmagelig er filmen, at en hund aflives, og et lille barn får stukket et stort våben i ansigtet - og filmen er sig det helt bevidst. Med sin fantastiske måde at gå til idéen om et spoof, er der en selvbevidsthed og et glimt i øjet, der gør ‘The Toxic Avenger’ umulig ikke at more sig over. De overdrevne mord og provokerende valg af ofre virker som om, de er taget af en simpel årsag: Fordi de kan, og fordi det skal være så ekstremt, at det bliver umuligt at blive stødt over. Der er ikke nogen årsag til, at disse karakterer lider, men vi har heller ikke den store sympati for nogen af dem, og det er heller ikke pointen.

Her ses to kvinder, der er proaktive i arbejdet med at forevige minderne om den sommer, de dræbte alle de søde små børn i Tromaville.

Det ville ikke være svært at beklage sig over den til tider kluntede klipning, kontinuitetsproblemerne og skuespillets fuldstændige mangel på kvalitet. Objektivt set er dette ting, der taler imod filmen, sagen er bare, at det altsammen er del af dens kvaliteter. Ikke fordi den er så dårlig, at den er god, men fordi filmskabernes vilde og uhæmmede ønske om at underholde for enhver pris opfyldes. De tekniske aspekter ser man ud over, fordi effekterne er tilpas velfungerende, og tempoet er højt, mens det enormt tumpede skuespil er så voldsomt, at det bliver en ny dimension af morsomt. Måden hele b-films udtrykket dyrkes på, får det til at fremstå, som om Kaufman og Herz har været helt bevidste om, hvad deres målgruppe var (og er), og hvad de ville have: Halvanden times undskyldning for at skrige af grin over de mest bizarre og groteske scenarier, man kan komme i tanke om.

Toxie er født!

Det er lidt sært at tale om oprigtighed, når det kommer til noget der i bund og grund er så grusomt som ‘The Toxic Avenger’. Som jeg indledte med at sige, er det på alle måder en film, der dyrker dårlig smag. Den gør alt det, man ikke må, og den går hele vejen. Derfor er den svær ikke at holde af. Filmen oser af unge filmskaberes lyst til at lege med mediet og ikke mindst genren samtidig med, at den har en fuldstændig mangel på selvcensur, som til alle tider vil være befriende. Et underholdende bekendtskab, som mange vil fnyse af, men som du vil elske.

Score:

Nyhed: Grum grindhouse med Peter Cushing udkommer på blu-ray.

Det genopstandne Grindhouse Releasing udgiver d.08/10-2013 en lidt overset sleaze-perle på blu-ray. Det drejer sig om horror-thrilleren 'Corruption' fra 1968 med Peter Cushing i hovedrollen. Her spiller han en gal kirurg, der der har fundet en vej til at genskabe sin kærestes vansirede ansigt ved hjælp af væske fra en særlig kirtel i den kvindelige hjerne. Problemet er bare, at effekten ikke holder ret længe, så han må slå flere og flere kvinder ihjel. Så er præmissen ligesom sat og denne rolle er vel nok også en af den engelske genre- og gentleman-skuespillers mere perverterede og beskidte roller. Sue Lloyd, Billy Murray og Hammer Horror skønheden Kate O'Mara er også at finde på rollelisten. Udgivelsen kommer på en 2-disc udgivelse og er selvfølgelig pakket med en masse ekstra materiale. Dette er første gang at 'Corruption' udkommer uncut på det amerikanske marked og det er en region A udgivelse.

Bonus Features:
2 DISC SET - Deluxe dual layer Blu-ray Edition + DVD combo.
Spectacular new hi-definition digital restoration of the original uncensored version - PLUS - the "International Version" of the movie with bloody violence and nudity presented for the very first time in America.
Interviews with stars Wendy Varnals, Billy Murray, Jan Waters and Peter Cushing.
Audio commentary by acclaimed UK horror journalist Jonathan Rigby and Peter Cushing biographer David Miller.
Isolated music and effects track.
Liner notes by Allan Bryce, editor of the celebrated British horror magazine THE DARK SIDE.
Extensive still galleries, trailers, TV spots and radio spots.
The original annotated director's shooting script and production notes.
Shocking reversible cover with original art by notorious illustrator Rick Melton.

Anmeldelse: The Lords of Salem.

Årgang: 2012.
Tagline: “The Lords are coming.”
Instruktør: Rob Zombie
Runtime: 101 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox Vision.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘Rosemary’s Baby’ (1968), ‘The Devils’ (1971),  ‘The Shining’ (1980).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den tidligere junkie Heidi (Sheri Moon Zombie) rives ind i et ukendt univers af surrealistiske væsner og hadske hekse, da hun modtager et album med et band, der kalder sig The Lords. Musikken på pladen giver hende hallucinationer, og da hun begynder at have svært ved at skelne illusion fra virkelighed, frygter hendes kollegaer, at hun er tilbage på stofferne. Hvad der i virkeligheden foregår er imidlertid mere kompliceret end som så, og det begynder hurtigt at blive svært for Heidi at se en udvej, der ikke kommer til at ende blodigt.

Rob Zombie dyrker en egen stil, der på en og samme tid er tydeligt inspireret af mandens forbilleder og helt deres egne. Få instruktører har dedikeret sig så ufravigeligt til at skabe stilistisk horror der ikke går på kompromis eller begrænser sig, når det kommer til vold og generelt ubehag. Mens fans i bred forstand har været glade for instruktørens originale film, er der en større spredning, når det kommer til hans remake af John Carpenters ’Halloween’ (1978). Mange blev skuffede over de valg, der med den film blev truffet, mens andre jubler over et anderledes take på historien, som egentlig ikke behøvede at blive genfortalt til at begynde med. Zombie har selv beskrevet skabelsen af filmen som havende været noget rod, og indblandingen fra studiet synes at have været stor. Alligevel vendte instruktøren senere tilbage til franchisen. Med ’The Lords of Salem’ (2012) har instruktøren for få penge skruet en film sammen, der, delvist grundet sit lave budget, ikke behøver at begrænse sig, men alligevel holder igen med brutaliteten og skruer op for atmosfæren.

En af filmens mange kult cameos.

Rob Zombie er som filminstruktør af Quentin Tarantino-skolen. Det skal forstås på den måde, at instruktøren har en evne til at tage ikoniske genreskuespillere såvel som konventioner og placere dem i sit eget univers og gøre det med stor succes. Med ‘The Lords of Salem’ har han skabt en mareridtsgyser, som trækker sin inspiration fra syrede sager som ‘The Shining’ (1980), ‘Rosemary’s Baby’ (1968) og læssevis af andre skrækfilm med en flair for det overnaturlige. Mens instruktørens tidligere film har beskæftiget sig med kaotisk æstetik og blodsprøjt, vender Zombie her blikket i en lidt anderledes retning. ‘The Lords of Salem’ er en stemningsfuld filmoplevelse, der viser en instruktør, der evner at opbygge rædsel over en films fulde spilletid og kun langsomt indfri den. Samtidig er det også en langt mere symbolsk ladet film, som Zombie her præsenterer og en visuelt mere sober en af slagsen end hans tidligere mere hektiske værker som ‘House of 1000 Corpses’ og ‘The Devil’s Rejects’. Gør alle disse ting det til en bedre film? Ikke nødvendigvis. Men under alle omstændigheder er det en god en af slagsen. Samtidig er det også et bevis på, at Zombie vælger brutaliteten i film som ‘Halloween’ (2007) og ikke blot benytter den, fordi han ikke er i stand til at opbygge den suspense, som originalen fra ‘78 bød på.

Hvad Rob Zombie er villig til at udsætte sin bedre halvdel for er ikke småting.

Rob Zombie er skånselsløs i sin instruktion. Filmen opbygger et mørke, som sigter efter at skræmme på et mere grundlæggende niveau, end de fleste moderne horrorfilm tør sigte efter. Hovedkarakteren Heidi bliver sammen med publikum omgivet af et goldt mørke, som det er umuligt at flygte fra, hvilket fører til en klaustrofobisk oplevelse, der har et betændt bid, der er garanteret at forårsage blodforgiftning. Sheri Moon Zombie er placeret i hovedrollen og lever ikke alene op til sit rygte som en af de allermest sexede kvinder i moderne horror, men kommer takket være en god kemi med sine to medradioværter, spillet af Jeff Daniel Phillips og Ken Foree, og en præstation, som i det hele taget er fængende, til at fremstå kantet og sympatisk. I det hele taget er radioshowet Team H producerer et fornemt eksempel på, at humoren også har en plads i en film som denne. Man har helt undladt at benytte computeranimation, hvilket giver anledning en mængde make-up designs, der er imponerende, og som vækker mindelser om genrens fortid. Rob Zombie slår sig dog ikke til tåls med blege mørkhårede heksekoner i baggrunden, men introducerer også nogle mere bizarre væsner og drømmesekvenser, der sender tankerne hen på film som Tobe Hoopers ’Poltergeist’ (1982).

Et E.T. lignende tentakel væsen (billedet herover) og en præst, der går til yderligheder med stakkels Heidi, er blandt de sekvenser, der når højest på særhedsskalaen.

’The Lords of Salem’ leverer på suspense opbygning og i min optik også pay-off. Gyset er trinvist, men gearer aldrig ned, og selvom filmen ikke vil skræmme livet af hårdkogte genrefans, er den fascinerende og grum på lige præcis den måde, som vi kan lide det. Rob Zombie har begået en film, der ikke alene vil gøre sig godt på hans resume, men som også åbner dørene på vidt gab for, hvad fremtiden vil bringe for filmskaberen, der med denne film har vist, at han kan begå sig inden for atter en gren af horrorgenren.

Score:

Anmeldelse: Friday the 13th Part V: A New Beginning.

Årgang: 1985.
Tagline: "If Jason still haunts you… you’re not alone".
Instruktør: Danny Steinmann.
Runtime: 92 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Paramount Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘Friday the 13th’ (1980) ‘Savage Streets’ (1984), ‘Friday the 13th Part IV: The Final Chapter’ (1984),

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Som vi fornemmede det på hans blik i det sidste sekund af Part IV, er Tommy Jarvis ikke umærket af begivenhederne ved Crystal Lake, hvor Jason Voorhees dræbte hans mor og en hel flok smukke, unge mennesker på ferie i nabohuset. Tommy er blevet fyldt med medikamenter og flyttet fra den ene institution til den anden, men er ved Part Vs begyndelse klar til en ny start på det åbne værested Pinehurst Halfway House. I drømmesyn forfølges han dog stadig af den kedeldragt- og ishockeymaskebærende machetesvinger, og da den kvabsede og krølhårede Joey, som også er indskrevet på Pinehurst, pludselig myrdes af en af de andre unge, sætter det gang i en ny række myrderier. Men hvem er gerningsmanden?

Du ka’ tro om igen, ka’ du!

Det er så svært at vælge, når kalenderen nærmer sig fredag den 13. Hvilken film skal jeg anmelde? For det er jo efterhånden blevet en tradition, at jeg på denne uheldssvangre dato anmelder et værk i min personlige favorit blandt slasher-franchises. Og der er jo 12 at vælge imellem... eller det vil sige 10, nu hvor 3D’eren og den i Det Ydre Rum er strøget af listen. Eneste trøst er, at der næste gang er én mindre at vælge imellem. Og hvordan fandt jeg så frem til lige præcis nummer fem? Elementært: www.random.org!

‘Friday the 13th’ har som franchise været overalt: på landet og i byen; til lands, til vands, og i rummet; som crossover, som reboot, i 3D og… så videre. Filmene kritiseres for at benytte sig af den samme formel, men det til trods er kvalitetsniveauet fra film til film meget svingende, og for endnu engang at vende det hele på hovedet er fansene dybt uenige om, hvilken film der er den bedste. ‘Friday the 13th’ er svær at blive klog på, men nu er “klogskab” nok i det hele taget ikke det mest oplagte emne at bringe på bane i denne sammenhæng. Hvorom alting er, tør jeg vist godt på trods af al denne forvirring sige, at ‘Friday the 13th Part V: A New Beginning’, som jeg nu vil anmelde, er franchisens sorte får.

”Jeg sagde til ham, han sku’ passe på med alt det ketchup!”

Part V har ellers et af seriens højeste lig-tal (ikke at forveksle med lix-tal, jf. den manglende klogskab), og der er både bare bryster i varierende skåle samt en lækker wet shirt i sidste akt. Der er opgør i laden, der bliver smadret ruder, røget tjald, knaldet og gået på toilettet, og desuden har filmen et par virkelig fede drab: Joey, der som den første må lade sit smækfede, chokoladefedtede liv i et overraskende øksehug og Demon, der fra det lille hus agerer ufrivillig forsøgsperson i den klassiske Sword Box-illusion udsat for “Jason Voorhees”. Og ja, jeg sætter Jason Voorhees i gåseøjne, fordi (spoiler!) der slet ikke er nogen Jason Voorhees. De meningsløse drab, vi troede, vi havde moret os over i filmens første 80 minutter får pludselig motivation bag sig i form af et hævnmotiv, som tydeligvis refererer til originalen, men som på ingen måde er lige så raffineret i sin fortælling.

“Heeeere’s Jason!”

Der er ellers fine tanker bag skidtet - men man skal holde øjne og ører åbne for at opdage dem. Pludselig giver det mening, hvorfor filmen har måttet fylde minutterne ud med ligegyldige sidehistorier og bipersoner, som kun lige når at vise deres fjæs, før det skamferes til ukendelighed. De har altså skullet agere mistænkte i denne horror-whodunnit - problemet er bare, at vi jo var sikre på, det var Jason, der dunnit, og derfor aldrig mistænkte nogen andre. Og Tommy Jarvis’ fravær som hovedperson har givetvis skulle plante usikkerhed hos seeren om,  hvorvidt Tommy Jarvis måske var morderen - en usikkerhed som vokser sig større hen imod slutningen, eller i hvert fald kunne have gjort det, hvis ikke de havde distraheret os med den der våde skjorte… wa-ha-ha.

“Undskyld, frue, De må ikke amme her!”

Det er jo ikke fordi ‘Friday the 13th Part V: A New Beginning’ er møgringe, men det er sgu lidt underligt, at Jason ikke rigtigt er med. De fejl, filmen har, relaterer sig ligesom til det valg, man har taget om at lade historien være en krimi i stil med originalen, mere end den er en slasher på linje med alle de andre efterfølgere. Det er bare ærgerligt, filmmagerne aldrig får fortalt publikum dét - altså før til sidst, men der er det jo lige meget, og twistet bliver irriterende, forceret på den der ‘Bloody Valentine 3D’-måde, hvor vi alligevel aldrig har haft en ærlig chance for at gætte med. Man har tydeligvis forsøgt at reboote franchisen efter ‘The Final Chapter’, men som sekseren så subtilt indikerer med undertitlen ‘Jason Lives’, så blev den rigtige Jason vakt til live igen året efter, og Part V forblev et komma i den store Voorhees-kronologi. En ny begyndelse var ikke, hvad franchisens fans havde håbet på - vi vil allerhelst bare have mere af det gamle!

Score:

Anmeldelse: Friday the 13th (1980).

Årgang: 1980.
Tagline: “They were warned… They were doomed… And on friday the 13th, nothing will save them.”
Instruktør: Sean S. Cunningham.
Runtime: 95 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Paramount Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: ‘Psycho’ (1960), ‘Halloween’ (1978)’, ‘Friday the 13th’ (2009).

Skrevet af Jesper Pedersen.

Jo, selvfølgelig er der skrevet meget om den første ‘Friday the 13th’-film, og det kunne da være sjovt med en anmeldelse af toeren, sekseren, otteren eller måske ligefrem nummer 11 i serien. Men nu er det altså mig, der bestemmer, og jeg får aldrig denne chance igen! Overvej det lige: fredag den 13., år 2013, klokken 13:13. Det sker først igen om 100 år, og da er min kalender fuld! 'Friday the 13th' er en af de første rigtige gysere, jeg husker at have set. Den danner forlæg for min yndlingsfranchise indenfor genren og introducerer den seriemorder, jeg favoriserer over alle de andre. Jeg er kort sagt totalt inhabil!

Hvorfor fik Annie aldrig sin egen prequel-spin off?!

Med ‘Friday the 13th’ sparkede instruktør Sean S. Cunningham og manuskriptforfatter Victor Miller horrorhistoriens mest succesfulde filmfranchise i gang. Den var som sådan ikke nogen særlig original film, det har filmmagerne indrømmet; Harry Mandredini på musiksiden var dybt inspireret af ‘Jaws’ (1975); chokslutningen fik effektmanden Tom Savini smidt ind for at efterligne ‘Carrie’ (1976); morderens natur minder om ‘Psycho’ (1960) og behøver jeg overhovedet nævne ‘Halloween’ (1978)?! Sean S. Cunningham er imidlertid hverken Spielberg, De Palma, Hitchcock eller Carpenter, og selvom 'Friday the 13th' er et nøgleværk i filmhistorien, vil det altid stå som et af de mere snuskede af slagsen.

Ralph er manden, hvis sidste ord i en sætning altid bliver gentaget… gentaget!

Trods denne udnyttelse (man fristes til at bruge det engelske ord: “exploitation”) af andre, mere kunstneriske værker, er ‘Friday the 13th’ helt sin egen og sjovt nok den film, som andre slasherfilm har lånt fra hele vejen op gennem 80'erne og frem til i dag. Man fornemmer tydeligt, at mange nu velkendte klichéer cementeres i løbet af 'Friday the 13th'; særlige typer i persongalleriet, plotpoints i historien, tekniske detaljer og så videre. Det er værd at huske, at selvom 'Friday the 13th' fremstår som klichéfyldt i dag, er det i høj grad fra dén film, klichéerne stammer - se bare hvor mange af de konventioner, 'Scream'-filmene kommenterer på, som er etableret i 'Friday the 13th'.

Bacon på spid!

Som sagt er 'Friday the 13th' ikke stor filmkunst, men som håndværk er den utroligt vellykket. Især brillerer den ved en enkelhed, som også genkendes fra forbilledet 'Halloween'. Plottet er simpelt: en flok unge mennesker vil genåbne sommerlejren ved Crystal Lake, men det er der én, som er imod! De syv unge mennesker har et formidabelt samspil og fungerer godt som gruppe uden at nogen skiller sig umiddelbart ud som hovedperson. Det skaber en effektiv usikkerhed hos seeren om, hvem der dør næste gang - hvis ikke det var fordi, vi kendte til klichéen om den kyske pige. Et ottende medlem af flokken, Annie, som tomler sig vej frem til lejren i starten af filmen, når lige at indtage pladsen som potentiel hovedperson, men det ændrer sig desværre brat, da den ellers så søde og sympatiske tøs får et lift af filmens egentlige hovedperson: den psykopatiske morder!

Gu’ ved, om der er familiære bånd imellem dem?!

Effekterne er makabre og effektive (selvfølgelig, det er jo Tom Savini), og så er de udført med en så præcis vurdering af tilgængelige ressourcer, at ingen af blodsudgydelserne falder særligt igennem selv i dag, 33 år senere. Det er helt generelt for filmen, at den ikke gør sig til mere, end den er (sagt på Amalie'sk så gaber den ikke over mere brød, end den kan bage) og det er og bliver dens største force!

Sikke en sød, ældre dame!

2013 har været et stort år for franchisen! I september udkom dokumentarfilmen ‘Crystal Lake Memories’, som er baseret på bogen af samme navn - og den er med sin syv timer lange spilletid vel nok den perfekte filmiske pendant til den gigantiske coffee table book, som i øvrigt for nyligt er genudgivet som flot ibog. Desuden er de 12 ‘Friday the 13th’-film for første gang udkommet samlet i én boks, så det eneste vi mangler er sådan set den oplagte 13. film i serien, men det ser desværre ud til at have lange udsigter. I mellemtiden er det altså ingen skam at genopdage de gamle film i serien, og denne allerførste, som på mange måder er usammenlignelig med sine mange efterfølgere, står for mig som en af de helt store uopslidelige klassikere indenfor genren.

Score: