Anmeldelse: White Zombie.

Søndags-Zombierne vender tilbage, og i denne 3. sæson er det med ring på den rådne finger og hvide ris i det mugne hår, når Jesper Pedersen ser nærmere på bryllupszombier under overskriften 'Til døden Jer skiller'. Læs mere om månedens tema her.

Årgang: 1932.
Tagline: With These Zombie Eyes he rendered her powerless - With This Zombie Grip he made her perform his every desire!
Instruktør: Victor Halperin.
Runtime: 67 minutter.
Medie: Netflix US.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Netflix US.
Link til filmen på IMDB.
Se filmen her!
Se også: ”Zombie Honeymoon” (2004), ”Stag Night of the Dead” (2010), ”[REC]3 Génesis” (2012).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Da jeg havde sat mig for at lave et bryllupstema i denne tredje ombæring af Søndags-Zombier, gik jeg straks i gang med at researche på emnet. Der findes et par gode håndfulde film indenfor dette tema, hvoraf fire titler som bekendt slap igennem nåleøjet. Derudover kan nævnes Tim Burtons animationsfilm ”Corpse Bride” (2005), ”A Little Bit Zombie” (2012) som måske især kendes fra plakaten, som er designet af den uforlignelige Tom Hodge aka The Dude Designs, og gudhjælpemig om der ikke også findes en tyrkisk bryllupszombiefilm med den mundrette titel: ”Ada: Zombilerin dügünü” (2010). Det var imidlertid ret sent i planlægningen, jeg kom i tanker om, at den første zombiefilm nogensinde faktisk også var en bryllupszombiefilm. ”White Zombie” fortjener naturligvis en plads i ”Søndags-Zombier 3: Til døden Jer skiller”, og det får den hermed.

I en tid hvor antallet af zombiefilm er eksploderet i et virvar af gode, mindre gode og møgelendige produktioner, er det værd at gentage, at ”White Zombie” altså var den første. George A. Romero var end ikke født, da brødrene Victor og Edward Halperin introducerede zombierne på det hvide lærred. I ”White Zombie” findes ingen samfundskritiske undertoner om vores racistiske forbrugersamfund men blot en simpel kærlighedshistorie fortalt som spændingsfilm. Ved filmens begyndelse er Madeleine Short og Neil Parker netop ankommet til Haiti, hvor de skal giftes på et smukt, gammelt slot, som tilhører en god ven af Madeleine; Charles Beaumont. Hvad parret ikke ved er, at Beaumont selv er dybt forelsket i Madeleine, og han har allieret sig med en ondskabsfuld sukkerplantageejer, som af øens beboere kaldes Murder (indsæt selv hestevrinsk). Murder er berygtet for at slå sine fjender ihjel og vække dem til live igen som zombieslaver til hans sukkermølle, og søreme om han ikke også har en snedig – og dyr – plan til, hvordan Beaumont kan få fingrene i Madeleine.

Foruden ”Dracula” (1931) er ”White Zombie” måske Bela Lugosis bedst kendte film. Endnu engang spiller han den skurkagtige rolle, som han lod sig selv fange i efter succesen med den blodsugende greve. Der er gebrokken accent, inciterende øjne og rituelt håndarbejde for alle pengene, men til stede er gudskelov også Lugosis enorme karisme. ”White Zombie” er en independentfilm produceret af brødrene Halperin selv, og selv om det ligger lige for at putte den i kassen med samtidige monsterklassikere som ”Dracula”, ”Frankenstein” (1931) og ”The Mummy” (1932), må man nok sige, den ikke helt er på niveau. ”White Zombie” har lange passager midtvejs, hvor karaktererne bare går rundt og gør store øjne, og det er usigeligt kedeligt. De første 25 minutter drøner dog derudad, og slutningen er ligeledes utroligt spændende. Ikke alene er tempoet højt for en over 80 år gammel film, billedsiden er også ganske kreativ, og der opstilles tilmed en masse interessante konflikter og spørgsmål, som den dag i dag genbruges i hver eneste zombiefilm.

”White Zombie” har måske aldrig opnået den samme respekt som sine Universalle jævnaldrende – og med rette – men den har sin plads i filmhistorien og bliver dyrket som kultfilm. For eksempel er det jo netop denne film, der har lagt navn til heavy metal-bandet White Zombie, hvori Rob Zombie var forsanger, før han gik solo og videre til filmen. ”White Zombie” er i det hele taget en film, man kan nørde godt og grundigt med. Foruden en masse faglitteratur om selve filmen og dens betydning, kan man finde en bogadaption – uofficiel, ganske vist – skrevet af den garvede fantasyforfatter Stephen D. Sullivan. Eller hvad med den bog, som dannede forlæg for filmen og faktisk introducerede zombierne for det brede publikum; William Seabrooks' ”The Magic Island” fra 1929, som er en slags semifiktivt antropologisk studie af Haitis voodoo-religion. Bogen er spækket med fotos og lækre illustrationer, som i dag fordømmes til helvede for deres racistiske portrættering af haitianerne. Og så er der selvfølgelig brødrene Halperins egen opfølger ”Revolt of the Zombies” fra 1936.

Score:

Anmeldelse: Cheap Thrills.

Årgang: 2013.
Tagline: What doesn't kill you makes you richer.
Instruktør: E. L. Katz.
Runtime: 88 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Hostel" (2005), "Would You Rather" (2012), "13 Sins" (2014) .

"Cheap Thrills" er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Pat Healy indtager rollen som den nybagte far Craig, der hænger efter med huslejen og netop har mistet sit job. I stedet for at gå hjem til konen, slår han derfor vejen forbi den lokale pub, hvor han drukner sine sorger sammen med vennen og smågangsteren Vince. Efter et par timer dukker levemanden Colin op og byder alle på drinks for at fejre hans kone Violets fødselsdag. Snart er Craig så beruset, at det sidste han husker, er en knytnæve i ansigtet bag en stripklub. Da han slår øjnene op er efterfesten i fuld gang hjemme hos Colin og Violet i deres luksuriøse hjem. Craig og Vince begiver sig på opdagelse i huset og støder på et åbentstående pengeskab fuld af kontanter. De beslutter sig for at stjæle indholdet, men Colin og Violet er ikke helt så ukomplicerede, som de giver sig ud for at være - hvilket de efterfølgende timer kommer til at bevise. Pludseligt har kampen om det daglige brød udviklet sig til noget ganske andet. Og hvor langt er de egentligt villige til at gå?

#drunkenselfie.

Er du fristet? Sådan lyder taglinen på det danske realityprogram, der netop hedder ‘Fristet’. ‘Cheap Thrills’ handler lige præcis om det. Hvor langt kan moral og sund fornuft skubbes for penge? Hvor realityprogrammet byder på udfordringer som “stik din finger i en musefælde”, er udfordringerne, der deles ud i ‘Cheap Thrills’, en smule mere forrykte. Udfordringen om at drikke et shot bliver hurtigt til “tis på din vens fødder”, men det stopper ikke ved ydmygelse. Sagen er, at de to herrer i ‘Cheap Thrills’ har alt at vinde og intet at tabe. Det vil sige den ene af dem, Craig, har et barn og en kone, men i takt med, at udfordringerne bliver mere og mere ekstreme, overbeviser han sig selv om, at det er for konen og barnet, at han gør disse ting: Først for at undgå at blive smidt ud af deres hus, siden for deres fremtid. Mere vil have mere, og desperationen er til at tage og føle på hos Craig. En af filmens mest slående øjeblikke er et splitsekund, hvor Colin og Violet, parret, der frister med de mange penge, holder i hånd. Konteksten er så slående, at de to i et øjeblik bliver det publikum, der slubrer ‘Fristet’ og lignende programmer, i sig under parolen “det får mig til at have det bedre med mig selv”.

Do it!

Pat Healy og Ethan Embry spiller to umiddelbart meget forskellige figurer. Craig er en forsigtig mand. Han har en uddannelse, kone og barn. Vince sprang fra skolen og arbejder som inkassator. Umiddelbart er det Craig, der er filmens hovedperson, og således er det også ham, filmen lægger op til, at vi skal opleve begivenhederne igennem. Men som en anden ‘Breaking Bad’ (2008) sniger filmen sig til at udfordre vores sympati for manden, længe inden han for alvor bliver presset. Det er den samme balance mellem desperation og morale, der leges med, som det var tilfældet i førnævnte tv-serie, og det fungerer absolut glimrende i ‘Cheap Thrills’. De to venners forhold er i virkeligheden mere centralt, end Craig er det alene. Selvom han er hovedperson, er det spændingen de to imellem, der langsomt stiger, som holder filmen i live. Dét og frygten for, hvad Colin finder på som det næste. Både filmens præmis og udførslen af spillet og intensiteten mellem de to figurer her er ladet med politisk satiriske gnister. Ligesom danske ‘Hvordan vi slipper af med de andre’ (2007), rummer filmen stærke holdninger og overvejelser om at spille samfundets svageste ud mod hinanden.

Frygten for hvad den næste opgave er...

Det skræmmende ved filmens skurke er, at de ikke er ude i torture porn scenarier. Umiddelbart kringles de fleste scenarier, så de umiddelbart virker mindre ubehagelige end, hvad vi først forestiller os: På et tidspunkt præsenteres vores figurer for en hundelort, og det er nemt at tro, at de nu vil blive udfordret til at spise den, men i stedet beder Colin de to om at skide i naboens hus. Filmen gør dette igen og igen. Man kan næsten fristes til nogle gange at tænke “nåå, det er da ikke såå slemt”, fordi det er mildere end først antaget, indtil det bliver virkeligt. Det er en fremragende suspense, der ligger gemt i dette greb, fordi det driver seerens bekymringer i vejret, så ned igen, og så går filmen efter solar plexus med den ene ubehagelighed efter den anden. Filmen er skabt med en fornemmelse for realisme, der gør, at den kommer utrolig tæt på. Den er i virkeligheden ganske perfekt i sin afstemning af de forskellige udfordringers “sværhedsgrad”. David Koechner, som mange vil kende fra ‘Anchorman: The Legend of Ron Burgundy’ (2004), og Sara Paxton er brilliante udi det usagte og får antydet utrolig meget utrolig subtilt, hvilket fører til en utrolig intensitet.

Craig skulle bare være gået hjem... for længe siden. 

Det kan være, jeg kom lidt langt omkring i disse tanker om ‘Cheap Thrills’, men der var, tro det eller lad være, et formål. Jeg oplevede ‘Cheap Thrills’ som en særdeles fremragende filmoplevelse, der skabte alle disse overvejelser. I en scene står Craig efter en særlig svær udfordring og jubler: “Jeg vandt! Jeg vandt!”. Manden er smurt ind i blod, bræk og pis. Alligevel står han med sin sølle gevinst og jubler. Spørgsmålet filmen igen og igen stiller er: Hvad har han mistet i processen? Et spørgsmål der både kan være væsentligt, hvis man ser filmen som en allegori på samfundets udsatte grupper, realitystjerner eller noget helt tredje. Filmens slutning understreger dette på en helt usigeligt vellykket måde og efterlader sin seer tilbage med ondt i hjertet, lillefingeren og med en almenmenneskelig skam over disse fiktive begivenheder, der synes så virkelige.

Score:

Anmeldelse: Oculus.

Årgang: 2013.
Tagline: You see what it wants you to see.
Instruktør: Mike Flanagan.
Runtime: 104 minutter.
Medie: iTunes US.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: iTunes US.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Mirrors" (2008), "Mama" (2013), "Absentia" (2011).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Siden brødrene Grimm lagde en stram linje for forheksede og besatte spejle i Snehvide, har det alle dage været en rigtig dårlig idé, at lægge sig ud med disse refleksioner i glas. Allerede i det 16. århundrede kunne man få lavet de fineste spejle fra glasværker i Venedig, selv om det var de færreste forundt at se sig selv, da priserne på spejlene i den grad var fyrstelige. For at drille og skræmme de rige skabte man blandt pøbelen historier, der gik på alle de forfærdeligheder man kunne opleve, hvis man ejede et spejl og kiggede for dybt ind i det. Da spejlet blev allemandseje fik historierne om spejlets magt endnu mere medvind. Således blev det i mange kulturer et anerkendt psykologisk redskab, der havde til formål at bevise vor egen dødelighed – hvilket helt naturligt skabte endnu flere uhyggelige historier om spejle i almindelighed. Men hvordan er det i 2014? Har spejlet stadig magten over os dødelige?

Der er ALDRIG et upassende tidspunkt til en selfie.

Kaylie og Tim overlever et familiedrama, der koster begge deres forældre livet. Den unge Tim bliver sendt i forvaring, da man mener, at han har slået faderen ihjel under skærmydsler efter familien er flyttet til et nyt hus. Kaylie er dog af en helt anden overbevisning, så da Tim bliver løsladt som voksen, har hun en plan. Hun vil slå det spejl ihjel, som hun er overbevist om, har slået begge hendes forældre og mange ejere før dem ihjel.
Da jeg tidligere på året så traileren for Oculus, var jeg stort set solgt på stedet. Det lignede en solid gyser, der nok skulle få de små hår sat på overarbejde. Havde jeg brugt to minutter på at undersøge sagen, havde jeg opdaget, at manden bag filmen var Mike Flanagan, som jeg så udmærket genkendte fra hans fine film ”Absentia” fra 2011. Derfor havde jeg også været bevidst om, at Oculus, med stor sandsynlighed, var meget mere og havde meget mere på hjerte end bare at være en solid gyser.

Min fars venner havde altid et glimt i øjet.

For Oculus er nemlig et rigtigt velsammensat drama med elementer fra gysergenren, der hele tiden skifter ansigt. Det danner en hurtig grobund af usikkerhed, der klistrer sig til fast til publikums sind, hvilket er en velgennemtænkt krølle på halen, der både trækker Oculus op i seværdighed såvel som kvalitetsniveau. For lad os være ærlige. Film om besatte objekter, mennesker og husdyr er efterhånden så slidt et tema, at man næsten ikke orker at forestille, hvordan der kan ekstrapoleres yderligere på emnet uden at tingene ikke hurtigt bliver gentaget til hudløshed. Den gryde falder Oculus ikke i, for her sættes nogle helt andre spørgsmålstegn ved den menneskelige psyke, end den gennemsnitlige besættelsesgyser, der mere handler om beskeder fra afdøde, ubetalte regninger og hævn i alle størrelser. Med ganske små, men virksomme, virkemidler får Oculus i stedet drejet historien væk fra spejlet, hvilket giver plottet en lidt anderledes og langt mere spændende historie, der overhovedet ikke bærer den samme grad af forudsigelighed.

En rigtig Galactica fan ville stadig prøve at score hende.

Skuespillet er af overraskende højt niveau med en nørdfaktor på lige omkring hundrede, da både Katee Sackhoff (fra Battlestar Galactica) og den alt for dejlige Karen Gillan (fra BBCs Doctor Who) spiller to af hovedrollerne i filmen. Rory Cochrane løber dog med roserne, for hans rolle som familiefaderen Alan, der fuldkommen går i opløsning, da spejlet bliver hængt op på hans kontor.
Køber man filmen på amerikansk bluray får man oven i købet den originale 32 minutters kortfilm af Mike Flanagan med i købet, der i 2006 var forløberen til denne spillefilm. Det gjorde jeg desværre ikke, men jeg glæder mig allerede til mere fra Mike Flanagans hånd, når han til næste år sender sit nye gyserdrama ”Somnia” på gaden. Indtil da vil jeg varmt anbefale Oculus, som er et glimrende bevis på, at man stadig kan skabe velproducerede gyserdramaer i en tid, hvor genrens fans oftest snakker mere fortid end fremtid.

Score:

Anmeldelse: Zombie Honeymoon.

Søndags-Zombierne vender tilbage, og i denne 3. sæson er det med ring på den rådne finger og hvide ris i det mugne hår, når Jesper Pedersen ser nærmere på bryllupszombier under overskriften 'Til døden Jer skiller'. Læs mere om månedens tema her.

Årgang: 2004.
Tagline: In sickness and in health.
Instruktør: Dave Gebroe.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'White Zombie' (1932), 'Stag Night of the Dead' (2010), '[REC]3 Génesis' (2012).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Når man bliver gift i Danmark lover man at ære og elske hinanden "i medgang og modgang", mens det i engelsktalende lande hedder "in sickness and in health". I 'Zombie Honeymoon' bliver det nygifte par Denise og Danny i den grad udfordret på dette løfte, da de på deres romantiske bryllupsrejse til en knaldhytte ved New Jerseys kyster bliver angrebet af en forrådnet mand i våddragt, som pludselig stavrer op på stranden med tang i håret. Den zombielignende skikkelse brækker sort, galdeagtig slim op i hovedet på Danny, som havner på hospitalet, hvor han dør af infektionen. Kort tid efter vågner Danny dog igen på mirakuløs vis, men noget er forandret. Ham der før var inkarneret vegetar har pludselig fået en enorm kødtrang, som han - går det efterhånden op for Denise - stiller på mildest talt uhensigtsmæssig vis.

Alternativ – men ikke mindre klam – måde at overføre zombieinfektionen på.

Det går hurtigt op for Denise og os med, at Danny får svært ved at stille sin umættelige sult, medmindre han regelmæssigt får en skålfuld friskt menneskekød. Danny lover imidlertid, at han ikke vil røre Denise og til gengæld holder hun det løfte, hun gav i kirken om at stå ved hans side uanset helbred. Men i takt med at huden bliver mere og mere grålig og løsthængende svækkes også Dannys forstand og viljestyrke og dermed også Denises chancer for at overleve disse skæbnesvangre hvedebrødsdage.

Hun advarede ham mod at slikke hende på denne tid af måneden.

'Zombie Honeymoon' er en atypisk zombiefilm i den forstand, at ambitionen ikke har været at lave et storladent actionbrag men derimod et ganske lille, intimt drama. Den slags forsøg ser man oftest i kortfilmsformatet, men det fungerer altså også udmærket her, hvor det udfolder sig over en hel spillefilm. Filmteknisk er det sjældent overdådigt, men Tracy Coogan og Graham Sibley leverer begge stærke præstationer som de nygifte hr. og fru Zanders, og selvom der er tale om et lille drama, er der heldigvis ikke skortet på de blodige effekter. Afrevne lemmer, indvolde, blodsprøjt og en troværdig zombietransformation hæver underholdningsværdien gevaldigt. Rollelisten indeholder desuden bikarakterer som et irriterende energisk vennepar, en opdullet rejseagent og en mistroisk landbetjent. De bærer hver især potentialet til at toppe den til tider lidt flade historie, men desværre bliver disse potentialer aldrig helt forløst.

Gad vide om en zombies livslinie enten er meget, meget lang, eller den slet ikke er der?

'Zombie Honeymoon' bærer faktisk på en ganske rørende historie udenfor filmen selv. Forfatteren og instruktøren Dave Gebroe har nemlig været stærkt inspireret af sin egen svogers tragiske død, som fandt sted under en surferulykke i 2002. Flere plotdetaljer er hentet direkte fra det virkelige liv, såsom parrets planer om at flytte til Portugal og kvindens tegneevner, som blev en slags terapi for Dave Gebroes søster. Gebroe har udtalt, at filmen er en hyldest til hans søsters styrke og evne til at komme igennem den store sorg det er, at miste en man har dedikeret hele sit liv til. Dannys langsomme transformation til en zombie kan vel tolkes som et billede på denne sorgbearbejdelse. Metaforen fandt Gebroe i et barndonsminde, hvor han så Lucio Fulcis 'Rædslernes Grønne Ø' (1979) sammen med sin søster - en klassiker der i øvrigt refereres direkte til i en scene i filmen. Det kan lyde sentimentalt, men jeg synes faktisk, det giver filmen ekstra tyngde, at man kender historien, og under alle omstændigheder er det godt gået af Gebroe, at han har gjort denne personlige historie vedkommende for et udenforstående publikum.

Kan han nøjes med at give hende et frækt, lille sugemærke, eller hiver han mon stemmebåndet ud på hende?

'Zombie Honeymoon' er et spændende tiltag i en genre, som ellers ofte vinker så vildt med armene som overhovedet muligt. Mange af disse billigt producerede zombiefilm fejler simpelthen ved at sætte barren alt for højt, men her er de mange dårligt sminkede zombiestatister og de tomme locations droppet til fordel for en mere fokuseret historie og færre, bedre veludførte effekter. Desværre fejler filmen ved at være lidt for uambitiøs rent visuelt og ved ikke at forløse de øvrige karakterer ordentligt, hvilket ender med at gøre den en lille smule kedelig.

Score:

Anmeldelse: Nazilægens Frontludere.

Årgang: 1973. 
Tagline: De knalder i takt med kanonernes torden. 
Org. titel: Eine Armee Gretchen. 
Instruktør: Erwin C. Dietrich. 
Runtime: 96 minutter. 
Medie: DVD.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: 'Ilsa: She Wolf of the SS' (1975), 'Salon Kitty' (1976), 'The Gestapo's Last Orgy' (1977).

'Nazilægens Frontludere' er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen.

Den er helt gal fat i Nazityskland. Det er slutningen af 2. Verdenskrig og moralen er i bund, så derfor bliver unge kvinder opfordret til at ”kæmpe” for fædrelandet. Deres opgave er, at trøste de demoraliserede soldater med uforpligtendes seksuelle tjenester, der på den måde skal give de tyske soldater lidt at kæmpe for. En ældre læge får til opgave, at undersøge de unge damer, inden de bliver sendt til fronten. Da han lyver omkring sine egne døtres fysiske formåen, for at undgå at de bliver sendt i kamp, bliver han selv sendt til fronten. Pigerne ender i en lille landsby, der naturligvis er placeret lige midt i slagmarker. Det perfekte drama er etableret. Den fuldkomne situation er skabt.

Der bliver knaldet igennem…altså bomberne.

Denne danske udgivelse er helt vild. Coveret er eksempelvis en smuk homage til svundne tiders smukke vhs-covers, der ofte var langt flottere, mere stemningsfyldt og langt mere spændende end selve filmen. Titlen er intet mindre end fantastisk – og undertegnede var klar til nazisploitation i stor stil. Desværre er Nazilægens Frontludere ikke en traditionel nazispoitation film i den forstand. Der er ingen sadistisk vold, overdrevent brug af blod eller sindssyge scener, hvor indvolde står i kø for at komme ud. Til gengæld er filmen, titlen til trods, en slags lystspil med en masse softcore scener, der har den ting til fælles, at de alle foregår i Nazityskland.

Soldater….med tøj på.

Man bemærker hurtigt, at den schweizisk producerede film er meget anderledes end andre film, der typisk beskriver gruen ved krig og udstillingen af samtlige tyskere, som onde mennesker med mindst lige så onde hensigter. Her er der en fin, og sandsynligvis mere realistisk, opdeling af tyskerne fordelt på normale tyskere, ulykkelige soldater og nazister. Det giver det ellers stereotype drama en ekstra vinkel, der gør filmen endnu mere interessant end man ellers skulle regne med. Stereotyperne er der selvfølgelig i bunkevis, men det er oftest mere i form af liderlige soldater og nøgne piger, der slet ikke kan holde fingrene fra hinanden. Af uforklarlige årsager bliver filmen oftest beskrevet, som en film der er lavet til et tysk publikum, hvilket er sludder fra ende til anden – og oftest bliver udtalt af amerikanske fans af genren, som en slags undskyldning for, at filmen har en lidt mere blid vinkel på tyskerne end andre af denne type film.
Naturligvis er der masser af bryster, kønsbehåring og overdreven stønnen, der næsten er en kunst i sig selv for denne type film. Kampscenerne er langt fra så forfærdelige, som man kunne forvente. Der er også ægte tanks, der ikke er billige eftermonteringer af kanoner på gamle biler eller andre af den slags forskellige påskud. Det hele er pakket ind i en camp stemning, der gør filmen til en ægte klassiker for sleaze fans. Den er måske lidt lang og der er også scener, der virker unødvendigt langtrukne, men alt i alt er der bunkevis af underholdning over de 96 minutter.

Soldater…..uden tøj på.

Billedet på filmen er overraskende godt. Der er varme farver, rigeligt med filmgryn og klipninger, der ikke er helt perfekte. Det giver den helt rigtige følelse af ægte halvfjerdser sleaze, der kombineret med en teknisk halvdårlig lydside sidder lige i skabet.
Jeg er imponeret (og stolt) over at vi i lille Danmark er heldige nok til at opleve en titel som denne. Another World Entertainment har altid været garant for denne type titler, men i en moderne verden, hvor den fysiske skive står overfor alvorlige udfordringer, er den en fornøjelse at vi stadig i 2014 får udgivelser som Nazilægens Frontludere. Så her fra os på Sørensen Exploitation Cinema skal der lyde en stor rungende tak til folkene bag AWE, for deres utrættelige arbejde for sleaze og exploitation fans i Danmark.

Score:

Anmeldelse: WolfCop.

Årgang: 2014.
Tagline: Here comes the fuzz.
Instruktør: Lowell Dean.
Runtime: 79 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 55' LED Smart TV.
Udgivelse: Udkommer d. 13/10-2014 på blu-ray og DVD. Filmen kan også ses på dette års Blodig Weekend.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Revenant' (2009), 'Hobo with a Shotgun',  (2011), 'Game of Werewolves' (2011).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Den alkoholiserede politimand Lou Garou vågner efter en mere end almindelig våd tur i hegnet. Nattens udskejelser viser sig ikke bare at have resulteret i en grum omgang tømmermænd, vores tørstige panser-basse er også blevet ramt af en urgammel forbandelse - han bliver forvandlet til en vild og voldsomn varulv ved fuldmåne. Var-Garou allierer sig med sin bedste ven, rednecken Willie, og sammen går de på jagt efter sandheden og en løsning på vores helts fuldmåne-skavanker.

Drink and drive (un)responsibly.

Lowell Dean's anden film "WolfCop" har været udsat for et helt eminent markedsførings forløb. Filmen er gået fra at være en komplet ukendt lille low-budget b-films sag, til at være på alle horror-fans læber. Da først trailer, teaser og ikke mindst den fantastiske plakat fra "The Dude Designs" ramte de sociale medier, fik "WolfCop" hurtigt ben at gå på. Filmholdet bag, tog deres film på tour og ramte den ene comic- og horror convention efter den anden, og de mange besøg viste sig succesfulde, for nu udkommer filmen altså meget snart på DVD og blu-ray på det amerikanske og canadiske marked. Her stopper vi ikke engang, der er allerede snak om en 2'er og der kommer vist også en WolfCop actionfigur?!

Her er en panser der foretrækker kød frem for basser!

Men lever "WolfCop"så op til hypen? Det korte svar er; Nej. Filmen er lavet for lige under en million dollars, og selvom det er et helt fint beløb at lave en film for, så kan det desværre ses at instruktøren ikke har haft de skarpeste effektfolk til rådighed. De formår desværre ikke at få så meget varulve-action, blodsprøjt og biljagter pakket ind i filmen, som de selv, eller som man som publikum håbede på. I en varulvfilm er forvandlingsscenen den hellige gral, og her holder "WolfCop" sig til gengæld ikke tilbage - den er både sjov og splattet! Leo Fafard, der spiller vores varulve-betjent, gør det herligt. Han er oplagt i rollen og spiller den med lige dele glimt i øjet og alvorlighed, han er uden tvivl en af filmens få lyspunkter. Alle biroller er lige fra ok til tåkrummende ringe - desværre er der flest af de sidstnævnte.

WolfCock!

"WolfCop" har en spilletid på kun 79 minutter, og det er en fordel. Ikke bare fordi at filmen ikke er særlig god, men også fordi at den holder et raskt tempo. Man keder sig med andre ord ikke i selskab med den pelsede panser. Desværre bliver det hele bare for tyndbenet og søgt, man prøver simpelthen for bevist at ramme den der fede grindhousede b-films feeling. Hvor titler som "Hobo with a Shotgun" og "Father's Day" ramte den "lige i røven", så når "WolfCop" dem altså ikke til patronbæltet. Man prøver også konstant at være den sjove dreng i klassen, men joke på joke falder til jorden som blade fra træerne på en efterårsdag. Der er et gammelt ordsprog der lyder: "tomme tønder buldrer mest", og det lever "WolfCop" desværre alt for godt op til. Det er en spøjs lille splatter-film, og altså ikke det store horror-action-varulve-hyl vi alle sammen håbede på. Så skru forventningerne ned, så er der måske lidt bid i den småforkølede politihund.

Score:

Anmeldelse: Enemies Closer.

Årgang: 2013.
Tagline: Keep your friends close.
Instruktør: Peter Hyams.
Runtime: 82 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: '48 Hrs' (1982), 'The Last Boy Scout' (1991), 'Die Hard: With a Vengeance' (1995).

‘Enemies Closer’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Jean-Claude van Damme indtager rollen som den hårdtslående forbryder Xander, der sammen med sit team er på jagt efter en sending narkotika, der er forsvundet ved den amerikanskcanadiske grænse. Alt går dog ikke som planlagt, da gruppen løber på skovbetjenten og ex-Navy SEAL soldaten Henry (Tom Everett Scott), der ikke har tænkt sig at overgive sig uden kamp.

Når man ser den lettere generiske plakat for ‘Enemies Closer’, kan man godt frygte en ligeledes ligegyldig eller på anden vis kedsommelig filmoplevelse. Sådanne overvejelser krydsede i hvert fald mine tanker, før jeg satte filmen på. Mit forhold til Jean-Claude Van Damme er heller ikke videre omfattende. Som dreng var der ganske vist eftermiddage hos en kammerat, der blev henslæbt med nogle af Arnie og de andre ‘The Expendables’ (2010) drenges velkendte løjer, men Van Damme stod sjældent på plakaten, og jeg husker ham dårligt fra dengang. Til gengæld er en stor del af 80erne og 90ernes actionstjerner i færd med at udnytte succesen fra førnævnte actionfranchise til at gøre comebacks i et eller andet omfang. Ser man på Van Dammes filmografi, lader det imidlertid aldrig til, at han rigtig har været væk.

“I’m too old for this shit.”

Alligevel deklarerer forsiden til ‘Enemies Closer’, at “actionstjernen er tilbage” over et billede af Van Damme. Hvad der derfor er finurligt er, at han ikke er hovedperson i filmen her. Det er Tom Everett Scott, der spiller vores enormt sympatiske helt, mens Van Damme leverer filmens kolde, men energiske antagonist. Det er slet ikke noget dumt træk at placere actionstjernen i den rolle. Det giver ham nemlig mulighed for ikke at skulle holde igen for at vente på publikums sympati og engagement. Således fri til at gøre som han vil, udfolder han Eric og James Brombergs manuskript på en måde, der er tosset på en overspillet men enormt seværdig måde. Samtidig giver det også mulighed for, at han kan udstråle total arrogance i kraft af sin overlegenhed, for vi ved jo allesammen, at i actionfilm er det kun hovedskurken, der kan ramme eller på anden vis gør reel skade på heltene. Det fører til nogle ret skarpe actionscener, hvor Van Damme ene mand må tage livet af en eller flere totalt hjælpe- og navnløse politibetjente og agenter.

Van Damme er tosset i en fornøjelig grad i denne film, og han er det på en meget selvbevidst måde, som gavner filmen voldsomt.

Dertil kommer en overraskende sympatisk duo i form af de to protagonister, der egentlig starter som fjender men tvinges til at kæmpe på samme side af nogle (meget) uheldige omstændigheder. Det lader til at være en fællesnævner for filmens skuespillere, at de klarer sig mere på udstråling end egentlige skuespilspræstationer, hvilket det meget begrænsede plot og replikvekslinger ikke efterlader meget rum til. Det er for så vidt, som det skal være. De to gutter er sågar ganske morsomme fra tid til anden, og ligesom resten af det primære cast leverer de deres replikker med et vist glimt i øjet. ‘Enemies Closer’ er en ganske kort film på knap halvanden time og formår at have lige præcis det minimum af historiefortælling, den kan slippe af sted med for at binde actionsekvenserne sammen på en måde, der giver mening. Der er lidt kærlighed, lidt twists og en macguffin, der så absolut ikke er unik for Hyams film.

“You got three seconds”

Skal man lave en tanketom actionfilm, skal man gøre som Peter Hyams har gjort det med ‘Enemies Closer’. Filmen er ret skarpt skåret til for enhver smule overflødigt fedt, slåskampene er differentierede, og Van Damme får lov at slå sig løs i overspillet arrogance. Det er ikke noget nyt, men det er et vellykket throwback til noget, som er lige så underholdende, som det er indholdsløst.

Score:

Interview: Brudekjoler og blod - med Rasmus Ask.

Søndags-Zombierne vender tilbage, og i denne 3. sæson er det med ring på den rådne finger og hvide ris i det mugne hår, når Jesper Pedersen ser nærmere på bryllupszombier under overskriften 'Til døden Jer skiller'. Læs mere om månedens tema her.

Skrevet af Jesper Pedersen.

Jeg har talt med sceneinstruktøren Rasmus Ask, som den forgangne sæson har undersøgt, hvordan man kan kombinere teatrets intimitet og actiongenrenes intensitet. Som kunstnerisk leder af Teater Momentum i Odense har han opsat tre forestillinger inspireret af nogle af de mest spændingsmættede genrer fra film og tv heriblandt zombiegenren. Jeg skal tale med Rasmus om, hvordan man overfører zombiegenren til teatret, men først må jeg høre, hvordan man får den tanke at kombinere lykkeligt nygifte med levende døde, som han gjorde i forestillingen 'Brudevals' fra december sidste år.

Jeg vidste, jeg ville lave en kærlighedshistorie. Vi lavede et trekantsdrama mellem en bror og hans søster og brorens nye kone. Stykket handler om at vælge den ny familie frem for den gamle, og så lå det bare lige for, at det skulle være på bryllupsdagen, for det er jo i de løfter, man giver, at man skal vælge. Brylluppet skærpede historien om det valg.

'Brudevals' begynder ved Carsten og Livs bryllupsfest, hvor publikum sidder med som gæster. I løbet af middagen bliver det klart, at Carsten har et mere end almindeligt stærkt forhold til sin lillesøster Anne, som har svært ved at give slip på sin bror. Festen slutter brat uden brudevals og bryllupsnat, da Anne får det dårligt, og Carsten og Liv må give hende et lift. Anden del af 'Brudevals' foregår i et mere ordinært teaterrum med publikum siddende omkring scenen dog med den særlige detalje, at de alle har høretelefoner på. Carsten, Liv og Anne er kørt galt i bilen, og mens det høres over bilradioen, at en epidemi har ramt Danmark, forværres Annes fysiske tilstand, og der sker sære ting i skoven omkring dem.

Der var også en praktisk del. Stykket havde som dogme, at publikum skulle kunne spise med, og så var en bryllupsfest jo oplagt. Når publikum var med til brylluppet som familie og venner kunne man introducere karakterer på en ret sjov og finurlig måde gennem taler. Jeg har været til nogle bryllupper, hvor jeg bare har været god ven med en af parterne, og man kender ikke familiehistorien og er ikke tætte på dén måde, men igennem talerne lærer man personerne helt vildt at kende. Det kan være meget små ting, for en tale skal holdes formel. En lillebitte pause i en replik kan have enormt meget følelse og historie i sig. Og så er der jo bare brudekjoler og blod. Der er en masse billeder, der bliver skabt inde i hovedet.

Stavrende kadavere på de skrå brædder er ikke ligefrem noget, man ser hver dag. Hvordan opstår overhovedet denne idé?

Jeg er bare vild med zombiegenren og tænkte, den kunne være sindssygt spændende at se på teatret i det intime rum.

Momentum er et teater, hvor man kan søge om at blive kunstnerisk leder for en sæson, og hvor man så ud fra nogle dogmer selv bestemmer, hvad man vil lave. Jeg ville lave tre genrer, som jeg elsker fra film og tv, men som jeg ikke rigtigt har set på teatret. Der er noget fantastisk med at udnytte intimscenen frem for en film, hvor man bare klipper til næste scene. At fange publikum med de tre mennesker i bilen og lade historien udspille sig i realtid. Jeg prøvede at tage så almindelige mennesker som muligt ud i så ekstrem en situation som muligt. Ingen af dem er jægersoldater eller noget. Der er ingen Brad Pitt, som lige kan finde ud af et eller andet eller nogle, der tilfældigvis er gode med et gevær. Der er jo ingen geværer i Danmark, så det er bare et spørgsmål om tid, før nogen dør. Og de dør jo også til sidst.

Når man sætter sig med en zombiefilm, har man som regel forventninger til, at der skal være store horder af levende døde og blodige indvolde, der sprøjter ud til alle sider. Hvordan løser man opgaven på teatret uden at skulle have hundredevis af statister stående i kulissen og hver aften sende publikum hjem med ødelagte klæder?

Vi tænkte meget over, hvordan man oversætter de her zombier til teatret. Man kunne sagtens spille zombie uden make-up og sprøjte med ketchup, og så ville det fungere teatralsk. Men fordi vi gik efter realisme, blev det hurtigt klart, at vi ikke kunne lave effekter. En ting er, man ikke har råd til at lave fede effekter hver dag i en måned. Noget andet er, at man ikke kan lave det lige så godt som på 'The Walking Dead', og det er der, alle har set deres zombier. Det ville blive totalt katastrofalt at se på.

Vi havde ellers planer om, der skulle være én effekt i starten. En falsk arm, der kunne kravle henover gulvet. Men vi endte med at bruge mørket og lydene. Scenografien var meget simpel med et træ og en bil, som er kørt ind i træet. Man kunne ikke se vanvittigt meget, kun det der var at se gennem bilruderne. Da zombierne dukkede op i stykket, blev alt lys slukket, også ud-skiltene. Totalt mørke. Publikum sad rundt om scenen med høretelefoner på, og der var mikrofoner ude i rummet og inde i bilen. Lydene fra skuespillerne inde i bilen blev blandet i høretelefonerne med et lyddesign, så det lød som om, zombierne kravlede rundt oven på bilen.

Det var jo ud fra en devise om, at vi på ingen måde ville kunne lave de special effects, som publikum selv ville kunne finde ud af inde i hovedet. Så det er bare med at prøve at fodre den fantasi-maskine så meget som muligt. Der er nogle, der bare æder præmissen fuldstændigt og har været nærmest chokerede over at være derinde. Og så er der nogle, som bare ikke hopper med på den.

Interessen for zombier er for alvor blevet vakt til live med den mediebølge, der har hærget de seneste par år. Da jeg spørger ind til Rasmus Asks personlige forhold til zombiegenren og prøver at udfritte ham for en yndlingsfilm, fremhæver han dog især en af de gamle klassikere.

Jeg havde 'Day of the Dead' liggende på VHS, da jeg boede hjemme. Og hver gang vi som 16-17-årige kom fulde hjem fra byen, satte vi den på. Der er jo bare noget dragende ved genren. Det her survival-mode, som vores generation på ingen måde har berøring med. Allerhøjest kan vi blive KFUM-spejdere eller tage på overlevelsestur. Der er ingen kontakt med det der overlevelsesgen, og derfor er det dybt fascinerende.

Jeg er meget inspireret af 'The Walking Dead', men det er mere idéen om den serie, der er fed, mere end det er serien. I allerførste afsnit møder Rick den der far og hans søn, som er fanget i et hus, og konen går rundt som zombie udenfor. Det står for mig som det lyseste punkt i serien. Hvad hvis en du elsker er blandt zombierne. Det må være den eneste grund til at sådan en zombiedommedag rent faktisk kan ske, medmindre de selvfølgelig alle sammen er vildt hurtigt ligesom i 'World War Z'.

Rasmus Ask er uddannet i 2012 fra Statens Teaterskole men har allerede slået sig fast som en spændingsskabende sceneinstruktør, og han er netop denne sommer blevet tildelt Reumerts talentpris. Kan man ligefrem kalde det for et mål med karrieren at skulle udfordre teatret i en mere actionorienteret retning?

Mere bare et delmål. Det kom fordi jeg for to år siden på min afgang fra teaterskolen fandt et stykke, som handler om et hjemmerøveri, en person gør på sin egen kæreste. Alt går galt, og han kommer til at slå hende ihjel på den mest bestialske måde, selvom det ikke engang var meningen. Sådan noget med ekstremt overdrevne situationer på et lille sted tændte mig. Det, syntes jeg, var en sjov måde at lave drama på i forhold til store familiedramaer, som også har en masse fedt, og det skal jeg også nok komme til på et tidspunkt.

Til sidst er jeg naturligvis nødt til at vide, om der i fremtiden kommer mere zombieteater fra Rasmus Ask?

Det kunne jeg rigtigt godt finde på. 100%! Ikke lige nu men det er ikke af min gode vilje. Man starter jo med at få idéen om at lave zombieteater, og pludselig har man lavet et lille stykke af potentielt kæmpemange idéer. Jeg har rigtigt mange idéer, det kunne være sjovt at arbejde med.

Nyhed: Sørensen Exploitation Cinema åbner forum.

Som et lille eksperiment har vi igennem facebook tilknyttet et åbent film-forum til Sørensen Exploitation Cinema. I må bruge det alt det I har lyst - snak film, spil, musik, dine sidste film-indkøb, tilbudstips, skuespillere, del links, billeder, videoer alt hvad I kan komme på. Og hvis interessen udebliver, så begraver vi tiltaget igen. Men kom glad og hjælp os med at få liv i debatten! Du finder vores nye film-forum her eller ved at klikke på billedet.

Anmeldelse: Under The Skin.

Årgang: 2013.
Instruktør: Jonathan Glazer.Runtime: 108 minutter.Medie: US iTunes.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Man Who Fell To Earth' (1976), 'Birth' (2004).
 
Anmeldt af Michael Sørensen.

Et kvindeligt rumvæsen kommer til Skotland (?!) og overtager posten efter en afdød kollega. Hun tilbringer sin tid i en varevogn, hvor hun samler tilfældige mænd op, som hun tager sig kærligt af. En mand på en motorcykel hjælper hende ved at gøre al oprydningsarbejdet, men en dag sker der noget, der forandrer rumvæsenets liv på Jorden.
Ja, det lyder spændende, ikke sandt? Det har helt sikkert heller ikke været et nemt manuskript at sælge. Det tog tolv år fra første manuskript var færdigt til at filmen endelig blev skabt i hele sin bizarre og underlige form. Under The Skin er adapteret fra Michel Fabers prisvindende roman af samme navn fra 2000, der blev oversat til mere end femogtyve sprog, men højst sandsynligt stadig var en mundfuld at læse og forstå. Det er nemlig en særdeles kompliceret bog, der udover at tage udgangspunkt i de skotske højlande, hvilket i sig selv er bizart nok – også er et rent samsurium af dekadent prosa, gys, sci-fi og ren spænding. Et litterært mesterværk, der umuligt kunne oversættes til et nogenlunde fornuftigt manuskript, hvilket  alligevel viste sig at være muligt…med tiden.

Jo jo, hun har skam tøj på en gang imellem.

Jonathan Glazer, der for mig bedst var kendt fra Birth og Sexy Beast, har instrueret en perle af en science-fiction film, der med garanti vil dele vandene skarpere end Moses, Luiz Suarez og Amin Jensen til sammen. Her er nemlig ingen forklaringer, ingen talen ned til laveste fællesnævner – og slet ingen karakter, der skal spille rollen som den forklarende alf, der lige sørger for at alle er med gennem hele filmen. Det er forfriskende og farligt på en og samme tid, for her er ingen kære mor, søster eller bror – men derimod er ansvaret alene på publikums skuldre, for hvordan man vælger at opleve de bizarre hændelser, der langsomt flettes sammen til en fantastisk historie med et plot, der burde vække den indre filmelsker i alle intelligente mennesker.

Da Vinci har ikke levet forgæves.

Filmen er fyldt med scener skudt fra skjulte kameraer, hvilket giver en autentisk følelse, der gør alt og alle meget virkelige. Kontrasterne mellem hvad man ser og hvad man oplever er vidunderlig – og det hele er bundet sammen som en drøm, der bliver mere og mere virkelig, jo dybere man synker ind i den. Udover de skjulte skud har Glazer formået at fylde filmen med æstetisk smukke skud, der også bidrager til følelsen af drømmescenarier i tilskuerens sind.
Scarlett Johansson bærer filmen helt på egne skuldre. Hun er den altoverskyggende hovedrolle, og eksisterer i en afpillet udgave, der er milevidt fra hendes Hollywoodroller, hvor hun oftest er gudinde i galleri af farver og effekter. Her er hun nøgen (også bogstaveligt) og hendes udtryk på skærmen er enormt. Alle bevægelser, mimik og ansigtsudtryk er et studie i intelligent skuespil, der tilsammen portrætterer et rumvæsen, der oplever nye ting, stimulanser og input, der alt sammen virker forfærdeligt ægte.

Tron 2: The Scottish Highlands.

Glazers rumvæsen smager meget af Nicolas Roegs ditto fra The Man Who Fell to Earth, hvilket ikke er en kritik, men derimod vejer positivt for Scarletts rumvæsen, der sagtens kunne have fungeret i Roegs klassiker – eller endnu bedre, i en Bowie video fra den periode. Scarlett stjæler skærmen på samme måde som Bowie, mimikken bærer en slående lighed og hele filmens udtryk er som skabt ud af The Man Who Fell to Earth. Heldigvis virker intet af det stjålet, plagieret eller kopieret og derfor fungerer ”Man” bare som en slags reference for den opmærksomme seer.
Under The Skin kan sagtens virke for meget som en kunstfilm, der i den grad mangler struktur, men giver man den en chance, gemmer den på en fantastisk oplevelse, som jeg helt sikker skal gense meget snart. At Scarlett Johansson au naturel samtidig er en del af oplevelsen, gør ikke glæden ved et gensyn mindre.

Score: