3. apr. 2012

Interview: Film skal være larger than life - en snak med instruktør Shaky González.

Danmarks genrefilminstruktør no. 1, den filmskoleuddannede Shaky González, står bag film som ’Nattens Engel’, ’One Hell of a Christmas’ og ’Pistoleros’. Hans film skiller sig kraftigt ud fra massen af danske film som hovedsageligt består af socialrealistiske dramaer og fjollede komedier. Men ud over at skrive, instruere og producere, er han også initiativtager til kortfilms-konkurrencen Movie Battle, og da dette års konkurrence, med temaet supernatural horror, løber af stablen i denne måned, fik Sørensen Exploitation Cinema en snak med Shaky González.




Hej Shaky og velkommen til Sørensen Exploitation Cinema. Lad mig lægge ud med filmkonkurrencen Movie Battle, som jo står for døren. Du er jo ophavsmand til Movie Battle, men hvad fik dig til at starte konkurrencen, og hvad ligger der til grund for den?

- En håndfuld venner og jeg havde længe haft en lille filmklub hvor vi nørdede en masse genrefilm og der snakkede vi altid om skøre ideer til nogle fede genre film man kunne lave osv. Så en dag foreslog jeg at vi skulle gøre noget ved det i stedet for bare at snakke om det. Alle kan jo nu om dage skaffe et kamera og komme til at klippe sin film. Det er ikke ligesom 80’erne hvor jeg rendte rundt og klippede direkte i et VHS kamera. Så det syntes de fleste var en super idé og gik straks i gang med at skyde en kortfilm. Der var dog, som altid, et par stykker som kun blev ved snakken og de snakker stadig den dag i dag - sådan vil det altid være.
Den første Movie Battle var i 2004. Den blev holdt vi hjemme hos en af mine venner i Hvidovre, da han havde den største stue og temaet var action-komedie på max fem minutter.  Det kom der otte sjove kortfilm ud af. Det blev til en super sjov aften hvor vi pressede over 50 mennesker ind i lejligheden og så filmene på en projektor. Vi havde allerede dengang dommere på som var skuespillere og filmfolk fra branchen.

Så man kan sige at Movie Battle oprindeligt var et opgør med/eller en udfordring til alle dem som aldrig selv producerede noget, men som blot kritiserede dansk film?

- Ja, det kan man faktisk godt sige. De fleste er dog heldigvis kommet ret langt i dag og har produceret gode novellefilm og medvirket i mange etablerede produktioner. Og selvom alle har en lille genre-nørd skjult i maven, så har de lavet lidt mere “realistiske” historier, da det er den eneste måde hvorpå man overhovedet har en chance for at få støtte her i Danmark.

Senere har konkurrencen jo vokset sig større i takt med der kom flere og flere tilmeldte film, men hvad er det grundlæggende der lægges vægt på ved Movie Battle når filmene skal udvælges og bedømmes – er det historien og idéen eller er der også andre elementer som f.eks. det tekniske, skuespillet etc.?

- Ja som sagt så startede det med 50 mennesker i en lejlighed i Hvidovre og anden gang blev det 100 mennesker i en ungdomsklub i Hvidovre, tredje gang var det i nogle større lokaler i Vanløse, hvor vi blev over 400 mennesker. Og nu er det CPH PIX i Palads bio med over 20 tilmeldte film. Vi har tre hovedpræmier og det er bedste film og bedste skuespiller som bedømmes af fem dommere fra filmbranchen, og så er der publikumsprisen, hvor publikum vælger deres bedste filmoplevelse den aften. Dommerne vælger først og fremmest ud fra den bedste historie, idé og skuespil. Teknik er sekundær.

I 2007 blev endnu en Movie Battle afholdt og denne gang var der 70’er tema på programmet. Her lavede du (ene mand har jeg hørt) kortfilmen ’Tony Venganza’ og i 2010 var temaet post-apokalyptisk. Her lavede du ’The Last Warrior’ som på flere punkter er kraftigt inspireret af ’The Road Warrior’ men også af nogle af Enzo G. Castellaris post-nuke produktioner. Er det helt skudt ved siden af?

- Ja det var sjovt at lave ’Tony Venganza’, da jeg er ret vild med 70’er film. Så jeg fik fat i en masse 70’er skjorter og skaffede et par biler til filmen. Vi skød den på tre dage og jeg var faktisk hele holdet. Og ja, du har helt ret - jeg er simpelthen helt vild med post-apokalyptiske film. ’The Road Warrior’ er selvfølgelig en kongefilm, men jeg så alle post-apokalyptiske flicks i 80’erne og var specielt vild med de italienske. Så ja, de var helt sikkert min inspiration til ’The Last Warrior’.

Hvordan skete det så at Another World Entertainment endte med at udgive ’Wasteland Tales’ – filmene fra Movie Battle 2010?

- Da vi i vores film-nørdeklub er store tilhængere af Another World Entertainments DVD udgivelser, så besluttede vi at kontakte Jan Schmidt fra AWE og invitere ham med til vores visning. Heldigvis var Jan meget begejstret for vores arrangement. Faktisk så meget at han selv foreslog en DVD udgivelse. Og det var jo fantastisk at få vores kortfilm udgivet. Og nu udkommer DVD’en til årets Movie Battle samme dag som premieren den 18. april.
The Last Warrior.
Shaky, du er jo en af de få herhjemme der holder fanen højt når det kommer til at lave genre film, men det er jo en næsten umulig opgave at få finansieret sådanne film her i landet. Hvorfor tror du et er så svært at komme igennem med genrefilm herhjemme? Og hvorfor har du ikke bare taget den nemme vej og lavet nogle hverdagsdramaer og folkekomedier?

- Det er helt umuligt at få finansieret en 100% genrefilm her i Danmark og jeg tror desværre ikke at det ændrer sig foreløbigt. Det er ikke en tradition her i landet og sådan som det ser ud med elever fra både Den Danske Filmskole, men også Super 16, så er der bestemt ikke mange genrefilm imellem. Tværtimod så syntes jeg at de nye filmfolk som bliver uddannet trækker mere og mere i retning af socialrealisme og drama.
Det er desværre, for mig som bor i Danmark, ikke noget som har kunnet tiltrække mig. Jeg syntes stadig at film skal være lidt mere ”larger-than-life”. Jeg kan ikke komme op at ringe over en historie om en alkoholiseret mor som bor på Nørrebro og har en datter som vil være punker, og som bliver drillet i skolen osv. Men jeg arbejder på et projekt hvor selve miljøet er et realistisk Nørrebro, men hvor historien er lidt mere end bare et hverdagsdrama.
Okay, det lyder spændende. Her til sidst vil jeg høre om du kan løfte sløret for hvilke film du arbejder på for tiden og hvornår vi kan forvente at se mere fra din hånd?

- Jeg arbejder som sagt på det førnævnte danske projekt som jeg desværre ikke kan sige så meget om, andet end at det bliver super fedt dansk action. Og et udenlandsk projekt som er lige noget for mig – en supernatural horror og martial arts film som foregår i 80’erne. Det bliver så fedt.

Ja, det lyder det bestemt til. Okay, det var alt for denne gang – tusind tak for din tid Shaky og held og lykke med dine nuværende og fremtidige projekter. Vi ser frem til dem!

1. apr. 2012

Nyhed: Tema-måned i rød-hvide farver.

Hele april vil vi sætte fokus på dansk low-budget, undergrundsscenen og både ukendte og mere kendte danske genre- og horror-film. Vi kigger med over skulderen på produktionen af de to danske low-budget projekter '318' og zombie-filmen 'Du Danske Sommer 2' - der kommer med den forrygende tagline "I Udkantsdanmark kan ingen høre dig skrige". Det er en film som vi også regner med at få eksklusiv premiere på, lige her på bloggen! I kan også se frem til et interview med Danmarks genrefilminstruktør no. 1, Shaky González, manden bag film som 'Nattens Engel' og 'Pistoleros'. Vi tager også en snak med norske Lars-Erik Lie, om tilblivelsen af low-budget filmen 'The Thrill of a Kill' - en kærlighedserklæring til slasher-filmene fra 70érne og 80'erne. Vi tager et kig på de 6 post-postapokalyptiske danske kortfilm som alle dystede på MovieBattle festivalen i 2010, og en snak med folkene bag en af dem - den fremragende 'Connected'. Derudover får du som altid en god håndfuld grundige og gory anmeldelser - denne gang udelukkende af danske film.

Her er det fulde program (der kan opstå ændringer):

Interview med Shaky González om hans film og MovieBattle. Udkommer d.03/04.
Anmeldelsen af Mørkeleg (1996). Udkommer d.06/04.
Anmeldelsen af Farligt Venskab (1995). Udkommer d.10/04.
Interview Lars-Erik Lie om at lave film på no-budget, den norske bølge af genre-film og hans 'The Thrill of a Kill'. Udkommer d.13/04.
Interview med Jens Raunkjær Christensen og Jonas Drotner Mouritsen og en snak om deres danske sci-fi-kortfilm 'Connected'. Udkommer d.17/04.
Anmeldelsen af Nattevagten (1994). Udkommer d.20/04.
Bag-om artikel på den danske low-budget kortfilm '318'. Udkommer d.24/04.
Anmeldelsen af Nattens Engel (1998). Udkommer d.27/04.
Bag-om artikel på den danske low-budget zombiefilm 'Du Danske Sommer 2'. Udkommer d.29/04.

30. mar. 2012

Dobbeltanmeldelse: House of 1000 Corpses / The Devil's Rejects.

Årgang: 2003 / 2005
Tagline: "God bless this house." / "This summer, go to Hell…"
Instruktør: Rob Zombie.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Runtime: 85 minutter / 104 minutter.
Udgiver: Scanbox / Nordisk Film.
Link til filmene: IMDB / IMDB.
Se også: 'The Texas Chainsaw Massacre' (1974), 'Halloween' (2007), 'Death Proof' (2007), 'Planet Terror' (2007).

Anmeldt af Jesper Pedersen.







I et gammelt, faldefærdigt hus langt ude på det sydamerikanske bøhland, bor familien Firefly. Bedstefar, mor og fire voksne børn lever et afsondret liv med fasttømrede roller, fællesinteresser og et solidt greb om gamle familietraditioner -  som desværre i dette tilfælde går ud på at bortføre, ydmyge, torturere og dræbe tilfældige forbipasserende. En allehelgensaften går det ud over to halvnørdede vennepar, som netop er på vej hjem til den ene piges forældre for at fejre Halloween. Pigens far, som er pensioneret betjent i den nærliggende by, får hurtigt iværksat en eftersøgning, som dog ender brat ved Firefly-huset, da faderen og de to medfølgende betjente bliver myrdet. Kort tid efter forfølger sherif Wydell, hvis bror var en af de myrdede betjente, sporet til Firefly-huset, som han omringer med sin samlede politistyrke. To af børnene, Otis og Baby, slipper imidlertid væk, og de advarer deres medsammensvorne, Kaptajn Spaulding, så de tre sammen kan slippe væk med livet i behold.
 

Det er i korte, korte træk, hvad der sker i 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects'. Jeg synes, det gav mening at skrive filmenes handlingsforløb sammen - som det måske fremgår, skiller forløbene efter at "betjentene og faderen bliver myrdet" - eftersom dette jo er en dobbeltanmeldelse af Rob Zombies to første spillefilm, begge omhandlende den crazy familie Firefly. Men faktisk er disse to film meget forskellige. Trioen Otis B. Driftwood, Kaptajn Spaulding og Baby Firefly går igen i begge film, og det samme gør enkelte handlingsforløb, som eksempelvis den døde betjent, der hævnes af sin sherif-broder. Men fortællemåden, stilen, skuespillet og hele stemningen er så markant anderledes fra 'House of 1000 Corpses' til 'The Devil's Rejects', at fortsættelsen måske bedre betegnes som et spin-off end en sequel.
En hyggelig køretur med familien!
Forskelligheden skyldes nok langt hen ad vejen, at Rob Zombie simpelthen er blevet en bedre instruktør, og at han efter succesen med 'House of 1000 Corpses' har fået mulighed for at arbejde med nogle flere og mere professionelle folk. Det officielle udgivelsesår for 'House of 1000 Corpses' er 2003, men den var faktisk færdiggjort allerede tre år tidligere. Rob Zombie havde lavet den for Universal, som besluttede sig for ikke at bruge yderligere penge på at udgive filmen, eftersom man ikke regnede med, den ville komme i nærheden af at tjene sit budget ind med dens voldsomme NC 17-rating. Senere fik Rob Zombie overført filmrettighederne til Lions Gate, som endte med at få plus på kontoen allerede på premieredagen. De bad med det samme Rob Zombie om at gå i gang med en fortsættelse, men ventetiden hos Universal har altså givet ham et par år til at kunne øve sine instruktørkundskaber, blandt andet på musikvideoer for hans sideløbende heavy metal-karriere.
Læg mærke til baggrunden og Otis' seneste kunstværk; Fish Boy!
Siden er Rob Zombie kommet i godt selskab i det såkaldte "Splat Pack", bestående af Alexandre Aja, Neil Marshall, Eli Roth, Robert Rodriquez, Greg McLean, hovednavnene bag 'Saw'-franchisen; James Wan, Leigh Whannell og Darren Lynn Bousman samt altså Rob Zombie. Denne gruppe er blevet berømt og berygtet i det nye årtusinde for at gå imod de familievenlige blockbustertendenser, og i stedet vende tilbage til de lave budgetter og høje ratings, som var kendetegnende for de bedste af 70'ernes og 80'ernes genrefilm. Splat Pack er i den grad Hollywoods hårde børster, men samtidig også sande guldgruber for deres produktionsselskaber, og særligt Lions Gate og Dimension Films har nydt godt af disse instruktørers evne til at underholde et stort, betalende publikum på en meget billig måde. Rob Zombie blev desuden sammen med Eli Roth og en anden instruktør, som også har styr på sine genrer; Edgar Wright, valgt til at skabe de underholdende falske trailers til Quentin Tarantino og Robert Rodriquez Grindhouse-projekt fra 2007. 'Werewolf Women of the SS' viser atter, at Rob Zombie har udviklet sig som instruktør - jeg synes faktisk næsten, traileren er for flot til genren.


Rob Zombie har selv udtalt, at han bestræbte sig på at gøre karaktererne mindre tegneserieagtige i 'The Devil's Rejects' - det burde være en overskuelig opgave! Karaktererne i 'House of 1000 Corpses' er alle meget ekstreme, og i lang tid er det svært at hitte ud af, hvem der egentlig er hovedpersonen i det overskruede persongalleri. Jeg mener, man har den regel, når det gælder drama, at hovedpersonen er den, der udvikler sig mest i løbet af handlingen. Om dette kan overføres til horrorgenren ved jeg ikke, men ellers kan man vel grundlæggende sige, at hovedpersonen er den, der overlever længst. Dermed finder vi da også til sidst ud af, hvem af de fire venner der er hovedpersonen. I 'The Devil's Rejects' har galningefamilien en mere fremtrædende rolle, og derfor er mange af de overfladiske, opmærksomhedskrævende detaljer også fjernet; Otis' øjne er ikke helt så spilåbne og vilde; Babys irriterende, skingre latter (en reference til Linda fra 'Evil Dead 2') er helt fjernet; og Kaptajn Spaulding går rundt uden sin klovnemakeup det meste af tiden. Familien Firefly begynder ligeledes at vise en smule empati og tillid overfor hinanden, hvilket også er menneskelige egenskaber, man skal lede langt efter i etteren. Det gør karaktererne mere troværdige og ægte, og deres handlinger meget mere skræmmende. Man kunne argumentere for, at den egentlige hovedperson i 'The Devil's Rejects' er sherif Wydell, som udvikler sig fra at ville håndhæve loven i sit lille samfund, til at ville hævne sin døde bror og sågar hyrer mexikanske lejemordere til at hjælpe ham med at opspore Otis, Baby og Kaptajn Spaulding.
Når loven ikke rækker, må den lange arm have fat i syvtommersøm og hammer!
Det kan være lidt vanskeligt at finde rundt i familien Fireflys indbyrdes relationer. Vi ved, der er en Mother Firefly og en Grampa Hugo Firefly, men ingen Father Firefly til Otis, Baby og brødrene Rufus og Tiny - for slet ikke at tale om de mange deforme babyfostre, som står rundt omkring i huset i formaldehyd-fyldte syltetøjsglas. Indavl er uden tvivl en afgørende faktor, og jeg vil da ikke afvise, at ungerne er forældre til hinanden på kryds og tværs - men det er nok heller ikke uden betydning, at Mother Firefly er blevet arresteret for prostitution hele 17 gange (og det er vel at mærke kun de gange, hun er blevet arresteret for det), som sherif Wydell afslører det i 'The Devil's Rejects'. I samme film kalder Baby Kaptajn Spaulding for far, men eftersom han kalder Charlie Altamont, spillet af afroamerikaneren Ken Foree, for bror er dén oplysning heller ikke helt troværdig. Ganske vist har Kaptajn Spaulding og Charlie Altamont samme udstående øjne, men der hører de genetiske ligheder også op, eftersom den ene er kridhvid og den anden kulsort.
Det er egentlig utroligt, hvor meget et menneske fylder, når det ligger splattet ud på en vej!
Hvor 'The Devil's Rejects' er en enkel og stilsikker film, er 'House of 1000 Corpses' mere vild. Handlingen er plasket til med klassiske skræmmeelementer som blaffere, børnesange, klovne, fuldmåne, fugleskræmsler, skrald og så videre og så videre. Sammen med det bizarre persongalleri gør det 'House of 1000 Corpses' til en utroligt underholdende og uforudsigelig film, men også en smule uoverskuelig til tider. Den indeholder mange referencer til horrorgenren, som heldigvis for det meste er så implicitte, at man aldrig oplever, filmen bare nasser på tidligere succeser. Man fornemmer, at Rob Zombie er vel kendt i genren, og han finder inspiration fra alle mulige og umulige kanter. Største inspirationskilde er dog, naturligvis, Tobe Hoopers 'The Texas Chainsaw Massacre' (1974), og den udsættes også for én af de mest direkte hentydninger, lad os kalde det en hyldest, da Otis syer en maske af menneskehud. En fritidssyssel Otis i øvrigt genoptager i 'The Devil's Rejects'.
Uanset hvor primitive de er ude på bøhlandet, har de altid en Coca Cola ved hånden!
Jeg er vild med 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects', og jeg håber, Rob Zombie og Lions Gate lader det blive ved disse to. For når det kommer til denne grumsede exploitaton-genre, er der noget symbolværdi i at udgive film i par fremfor i trilogier, som er moderne i alle andre sammenhænge. 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects' er selvfølgelig ikke en rigtig dobbeltfilm i stil med selve Grindhouse-projektet eller Tarantinos 'Kill Bill' (2003 & 2004), men de er stadig to alen ud af et stykke. Jeg har svært ved at vælge en sikker favorit blandt de to; den første er totalt underholdende og overrumplende, mens den anden er flot og stilsikker. Når billed- og lydsiden spiller bedst sammen, når 'The Devil's Rejects' Tarantinoske højder. Heldigvis er dette en dobbeltanmeldelse, og jeg kan derfor nøjes med at sige, at begge film er fantastiske hver især og alle fem Pinhead's værd!

Score:

25. mar. 2012

Nyhed: Hele april vil stå i røde og hvide farver!

Vi sætter nemlig fokus på dansk low-budget filmageri, undergrundsscenen og danske genre-, gys- og horror-film. Første indslag kommer d.03/04 hvor Claus Reinhold interviewer Danmarks genrefilminstruktør no. 1 Shaky González. Hele vores program bliver offentliggjort d.01/04 - og det er ingen aprilsnar...

Nattens Engel.

23. mar. 2012

Anmeldelse: From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money.

Årgang: 1999.
Tagline: Ingen. 
Instruktør: Scott Spiegel.
Runtime:
88 minutter. 
Medie: DVD. 
Set på: 42" LCD. 
Udgiver: Nordisk Film. 
Link til filmen: IMDB. 
Se også: 'From Dusk Till Dawn' (1996), 'From Dusk Till Dawn 3: The Hangman’s Daughter' (1999).

Anmeldt af Mark S. Svensson.








På Titty Twister Bar mødes fem hardcore forbrydere med Seth og Richie Gecko (de to gangstere vi følger i den første film) for at få tegningerne over en mexicansk bank. Men gæsterne i baren er der ikke bare for at drikke øl - de er der for at drikke blod. Med nød og næppe undslipper banden de gale vampyrer og gør klar til at røve banken. Her venter FBI-agent Chase på dem. Men hvad er det, der er galt med bankrøverne? Alle undtagen Buck (Robert Patrick), bandens leder, har pludselig fået så store hjørnetænder.


Den oprindelige 'From Dusk Till Dawn' (1996) er en favorit for mange genrefans, inklusiv mig selv. Robert Rodriguez og Quentin Tarantinos kollaboration på filmen medførte i et noget nært perfekt miks af spænding, splat og vaskeægte americana stemning, som kun få kan levere det. Hvad der blandt andet var mesterligt var, at den originale film tog sig enorm god tid med sin fortælling, men aldrig blev kedelig eller gennemskuelig. I denne direkte til video fortsættelse har Scott Spiegel overtaget instruktørtjansen og har ligeledes påtaget sig at formulere både historie og manuskript i samarbejde med Boaz Yakin og Duane Whitaker, hvoraf sidstnævnte også spiller Luther i filmen og for mange i øvrigt vil være kendt fra Tarantinos 'Pulp Fiction' (1994), hvori hans karakter Duane ytrede den velkendte replik "Gimp's sleeping" til en ganske utilfreds Zed (Peter Greene). For instruktør Scott Spiegels vedkommende er det ikke just klassikere, der vægter på instruktørens CV. Manden er, som tidligere omtalt her på bloggen, mere kendt for at have lagt sofa til, da en ung Quentin Tarantino forsøgte at skabe sit gennembrud som instruktør end for egne evner. Spiegel er i øvrigt gode venner med instruktør Sam Raimi, hvilket har indtjent ham et par statistroller i flere af instruktørens film.
Er der noget flagermus kan, så er det (tilsyneladende) at bide elevatorkabler i stykker.
Går man på jagt efter information om 'From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money' online, er det ikke meget, der dukker op. Udover at filmen refereres til i en hel række nylige anmeldelser af 'Hostel III' (som Spiegel også har instrueret), er der ikke meget at komme efter. Det har formentlig meget at gøre med filmens kvalitet. Tidligere nævntes det, at den oprindelige 'From Dusk Till Dawn' udmærkede sig ved en lang og stemningsfuld indledning, som gav publikum mulighed for at lære karaktererne at kende; Karakterer som i øvrigt var spillet af folk som George Clooney, Juliette Lewis og Harvey Keitel. Med andre ord var der en del mere vægt og troværdighed bag den første films karakterer, og det til trods fik de en grundig introduktion. Det er ikke tilfældet i Scott Spiegels fortsættelse. I stedet smides vi fluks ind i vampyr-action og forsøges i åbningssekvensen allerede skræmt væk fra at se resten af filmen med nogle af de af de ringeste specialeffekter, selv for 1999. Der lægges således op til en film der er klodset udført, men i det mindste tempofyldt. Det bliver der ganske hurtigt vendt op og ned på, da filmen går fra højeste og mest skabede gear til det laveste. I et forsøg på at genskabe den første films americana stemning, ændrer filmens rytme sig drastisk og bliver hurtigt decideret søvndyssende. Plottet er allerede indenfor de første få minutter ovenpå den troværdighedsfrarøvende åbningssekvensen blevet fuldstændigt intetsigende. Det varer ikke længe, før filmen nærmest gør totalt ophold ved en meget langvarig sekvens, der involverer hovedpersonerne, der på et motelværelse benytter en uforholdsvis stor del af filmens spilletid på at se porno. Alle de momenter som i en bedre film ville være benyttet til at opbygge karaktererne benyttes blot her til ligegyldigheder og spildes med andre ord. Alt sammen er det med til at gøre filmens 88 minutter utrolig lange at komme igennem.
Underholdningsværdien i at betragte filmens karakterer sidde og glo på et tv er mildest talt til at overse.
Scott Spiegel har utvivlsomt fået sat sit fingeraftryk på filmen. Som man også vil bemærke i instruktørens seneste film 'Hostel III' og måske endnu mere i hans instruktørdebut 'Intruder' (1989), har han en kærlighed for vinkler, der er mere bizarre, end de er interessante. Eksempelvis er her i filmen en del af en sekvens, der ses fra bag en af vampyrernes tænder. Interesserer man sig for, hvad forskellen på god og dårlig instruktion er, kan man med fordel sammenligne denne film og dens forgænger, da der næsten ikke kan blive større forskel på to film, som ellers har så meget til fælles i udgangspunktet. Selve plottet er som tidligere nævnt ret ligegyldigt, og selvom første film ikke just var nogen omfattende historie, havde den mange interessante elementer både i form af en unik stil og nogle sympatiske omend skæve karakterer. Her er stilen mere generende, end den er givende, og det resulterer i, at selv de actionprægede sekvenser bliver generende at sidde igennem. Den eneste skuespiller, der går igen fra den første film, er Danny Trejo, hvilket ikke er overraskende, da skuespilleren har en tendens til at sige ja til de fleste ting, han bliver tilbudt at medvirke i. At det på mange måder gør mærkelige ting ved kontinuiteten i forhold til den første film er skaberne formentlig ganske ligeglade med, og som tilskuer er undertegnede ikke engageret nok til for alvor at irritere sig over det.
At filmen ikke er synderligt god, skal ikke afholde Danny Trejo fra at være en bad ass.
Man skal ikke være synsk for at gætte, hvilken retning denne anmeldelse bærer i. Det er vitterligt ganske få film, jeg ikke kan finde noget positivt at sige om, men 'From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money' er en af dem. Filmen er gumpetung at sidde igennem. De tempomæssigt nedspillede sekvenser er uinteressante grundet de intetsigende karakter. Det samme kan siges om actionelementerne, som er uengagerende, fordi instruktør Spiegels stil bliver forstyrrende. Endvidere har enten talent eller budget ikke kunne række til at gøre splat-segmenterne så gloriøst opblæste og underholdende, som de er i den oprindelige film. Alt sammen toppes det af med en historie, der er en blanding af genbrug fra originalen og nye elementer, som dog ikke formår at tilføje noget nyt til universet.

Score:

20. mar. 2012

Anmeldelse: Piranha 3D.

Årgang: 2010.
Tagline: "There's Something in the Water".
Instruktør: Alexandre Aja.
Medie: Video on demand.
Set på: 21,5" iMac.
Runtime: 88 minutter.
Udgiver: Mis Label.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Jaws' (1975), 'Piranha' (1978), 'Snakes on a Plane' (2006).

Anmeldt af Jesper Pedersen.








Det er blevet forår i Lake Victoria, Arizona - og med foråret kommer tusindvis af feststemte unge, klædt i six-packs og wet t-shirts. Pornoinstruktøren Derrick Jones har set sit snit til at få nogle store kasser i kassen, og han shanghaier den lokale knægt Jake Forester som guide på sin luksusyacht. Imens har Jakes mor, Sheriff Julie Forester, travlt på jobbet. Ikke nok med at byen flyder over med tomme øldåser og tabte bikinitoppe, så har et mindre jordskælv åbnet en sprække til en kæmpe underjordisk sø under selve Lake Victoria. Midt i al festivitasen må Julie eskortere et hold seismologer ud til sprækken, og det de finder er mildest talt foruroligende. En koloni af forhistoriske piratfisk har kurs direkte mod nutidens ungdom, som intetanende plasker løs i det forårslune badevand.


I en tid hvor ordet "remake" kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver horrorfan, er  Alexandre Aja, sammen med hans faste manuspartner; Grégory Levasseur et ganske bemærkelsesværdigt bekendtskab. Han har efterhånden gjort det til sin metier at genindspille horrorklassikere… og oven i købet gøre det aldeles vellykket. Udover 'Piranha 3D' er der den fremragende nyfortolkning af Wes Cravens tidlige 'The Hills Have Eyes' (1977/2006), 'Mirrors' (2008), som dog vist endte med at blive meget løst baseret på sit sydkoreanske forlæg; 'Into the Mirror' (2003) og i år får vi så 'Maniac', som Alexandre Aja ganske vist kun har produceret. Aja er en sand auteur indenfor den tvivlsomme kunst at fixe noget that ain't broken! Man kan diskutere, hvorvidt 'Piranha 3D' egentlig er et remake, en fortsættelse eller bare en film helt for sig selv. Historierne har ikke meget tilfælles, og modsat Joe Dantes 'Piranha' (1978) og James Camerons efterfølger, 'Piranha 2: The Spawning' (1981), i hvilke piratfiskene var fremavlet til militære formål, er Alexandre Ajas moderne version, pudsigt nok, et levn fra fortiden. 'Piranha 3D' refererer mere til 'Jaws' (1975), som også var Joe Dantes inspirationskilde for originalen.
3D-effekter er meget gimmickprægede, i stil med de tidlige forsøg på at tilføre horroren en ekstra dimension!
Ligesom 'The Hills Have Eyes' har 'Piranha 3D' en helt særlig og meget skarp colorgrading. Bakkerne, som omgiver søen er skærende orange, og vandet har en klar blå farve (hvilket egentlig er imponerende, eftersom søen, ifølge sheriffen, er fyldt med skrammel og skrald) Samtidig har det hele en grålig, grumset tone, som passer perfekt til exploitationstilen, uden at det bliver den påtagede slitage, som er blevet lidt for moderne siden Rodriquez' og Tarantinos Grindhouse-projekt. Persongalleriet i 'Piranha 3D' er temmeligt overfladisk. Hovedpersonerne i familien Forester; mor Julie, storebror Jake og to yngre søskende, gør det helt okay, men filmen tilhører i høj grad de skøre gimmicks og skæve bifigurer. De to bedste indslag er Ving Rhames, som vanligt brillerer i rollen som cool cop med kasketten stramt sat på toppen af den skaldede issen, samt Christopher Lloyd i rollen som excentrisk fiskeprofessor med udstående øjne og store armbevægelser. Deres roller er meget små, på kanten af en cameo, og jeg havde nok håbet på at se noget mere til dem. Men den tid de er på skærmen, stjæler de fuldstændigt billedet - og så kan jeg jo bare glæde mig til 'Piranha 3DD' (2012), hvor de begge vender tilbage.
Fiskepedicure er blevet så moderne!
Jeg blev overrasket over, hvor meget udpenslet vold og nøgenhed der egentlig var med i 'Piranha 3D'. Positivt overrasket, selvfølgelig! Det er klart, at der i en film med så mange barmfagre statister iført minibikini må forventes at forekomme bare bryster i ét eller andet omfang. Mest mindeværdig er en sjældent set smuk scene, hvori Kelly Brook og Riley Steele svømmer rundt som to nøgne badenymfer i den azurblå sø, mens pornoinstruktøren Derrick Jones filmer dem gennem sin bundløse lystbåd. Og så er der jo mesterskaberne i våd t-shirt, anført af ingen ringere end Eli Roth, som med tændt haveslange sprøjter sig til sjaskvåde patter og stive nipples en masse. De blodige effekter er der som sagt heller ikke sparet på. Efter en times spilletid uden de helt store udsving på klamhedskurven, tager det fuldstændig overhånd, da fiskene endelig når Lake Victorias attraktive havnefront med de mange nøgne og sårbare kroppe. Det er en stor, stor fornøjelse at overvære, hvordan huden bliver flået af og kropsdele fortæres ind til benet. Selvom 'Piranha 3D' er klam, bliver den dog aldrig så grum som eksempelvis 'The Hills Have Eyes', hvor castet og historien fungerer betydeligt bedre.
Ving Rhames for fuld skrue!
Jeg blev fuldstændigt revet med af voldsomheden i 'Piranha 3D', og det slog mig pludselig, at filmen havde samme effekt på mig som en zombiefilm - min yndlings-subgenre! Panikken der breder sig blandt de unge mennesker, da vandet går fra azurblåt til blodrødt og piratfiskene for alvor begynder at bide fra sig. De halvfortærede kroppe, som kæmper sig i sikkerhed kun for at opdage, at hele understellet er flænset i laser. Dog vågner ingen af de døde op igen, men hvem ved, om et zompiranha-crossover måske vil være at finde i fremtiden? 'Piranha 3D' har i hvert fald midlertidigt genoplivet "når havdyr går amok"-genren, og selvfølgelig er både Roger Corman og Asylum hoppet med på bølgen med titler som 'Piranhaconda' (2012) og 'Mega Piranha' (2010) - for slet ikke at tale om alle deres mærkværdige hajfilm. Som sagt kommer der i år en officiel fortsættelse med titlen 'Piranha 3DD', og traileren lover helt fint. Jeg passer dog på med ikke at skubbe forventningerne alt for højt i vejret, for der skal rigtig meget til at komme op på siden af Alexandre Ajas lille mesterværk af en splatter-patter-film.

Score: