Anmeldelse: Child's Play.

Årgang: 1988.
Tagline: " Andy Barclay has a new playmate who's in no mood to play."
DVD.
42" LCD.
Runtime: 87 minutter.
Udgiver: MGM DVD.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Child's Play II' (1990), 'Magic' (1978), 'Bride of Chucky' (1998).

Anmeldt af Mark S. Svensson.





 


Da Andy Barclay (Alex Vincent) får foræret den dukke, han havde ønsket sig, er han lykkelig. Hvad han ikke ved er, at dukken er besat af seriemorderen Charles Lee Ray (Brad Dourif), og snart begynder den at manipulere med den lille dreng. Inden længe er Andys barnepige død, og knægten selv er den mest oplagte at mistænke for ugerningerne. Hans mor Karen (Catherine Hicks) nægter at tro noget sådant om sit barn, også selvom hun har undret sig en anelse over de samtaler, hun har overhørt drengen have med sin nye dukke...

Med Tom Hollands 'Child's Play' fødtes endnu en af 80ernes bizarre slashere. Dukken Chucky, der bringes til live ved hjælp af sort magi, er formentlig en af de mest åbenlyst aggressive og hævnlystne dræbere, en film fra denne æra har præsenteret os for. For selvom han er snu, er han også afsindig utålmodig i hans higen efter at straffe dem, der kommer på tværs af ham. Efter karakterens debut på den store skærm i 1988, fulgte flere film om dræberdukken hurtigt efter. Allerede 2 år senere i 1990 fulgte 'Child's Play 2', som om muligt tog franchisen i en endnu mørkere retning. Med tredje film 'Child's Play 3' (1991) blev karakteren Andy Barclay rundet af i seriens ringeste kapitel. Måske var det netop derfor, at fortsættelsen hertil 'Bride of Chucky' (1998) lod vente en smule længere på sig og desværre heller ikke var nogen videre succes til trods for dens enorme underholdningsværdi. Don Mancini, som er manden bag samtlige films historie, fik sin instruktør debut med det foreløbige sidste kapitel 'Seed of Chucky' (2004), som er bedre end 3eren, men alligevel falder ret meget til jorden og nærmest komplet mister fornemmelsen af uhygge til fordel for en mere rendyrket komediestil. Således har Chucky været vidt omkring men i modsætning til eksempelvis Michael Myers fra 'Halloween' (1978), har det aldrig været mystikken, der fyldte mest i 'Child's Play' universet, hvor karakterens mål altid har været meget gennemskuelige.

"Hi, I'm Chucky. Wanna play?"

Hvad der til gengæld er rigeligt af i filmene om Chucky er humoren. Over de mange fortsættelser er denne blevet mere og mere central, men i seriens første film er der noget mere mådehold, idet de morsomme elementer her er noget mere underspillede og sorte i karakter. Det har sandsynligvis også at gøre med det faktum, at instruktør Tom Holland tilgår karakteren med en "less is more" tilgang, der muligvis har været dikteret af datidens tekniske muligheder, men samtidig også ender med at være en force for filmen, som først ganske sent viser Chucky fra sin mest løsslupne side. Det er interessant, at Chucky undervejs forsøger at være snu og tålmodig men i sidste ende giver op og i stedet benytter sig af plan b, som tilsyneladende er at gå amok på enhver, der kommer i vejen for ham. Det skaber en enormt dynamisk film, som både indeholder uhyggen i den første halvdel, og i den afsluttende del indeholder mere humor, action og den uundgåelige flugt fra skurken. Parametrene er imidlertid ændret her, fordi der ikke er tale om en kvinde, der flygter fra en fuldvoksen mand, som det er  tilfældet i mange andre slasherfilm. I stedet er det en dukke på jagt efter en uskyldig lille dreng; vel at mærke en dreng som allerede har været meget igennem i filmens forløb; noget som giver filmen ekstra punch.

Brad Dourif får for første og eneste gang i seriens hidtige historie mulighed for at vise sit ansigt i nærværende films indledning.

At lade en lille dreng være i centrum af denne film er ganske genialt, idet han er enormt sårbar overfor Chuckys manipulation og ligeledes har svært ved at få de voksne omkring ham til at tro på hans historie om, at hans dukke er i live. Den purunge Alex Vincent gør et fornemt stykke arbejde i en rolle, som ellers er meget krævende. Hans spil og karakter hjælpes også godt på vej af Catherine Hicks i rollen som hans mor, der formår at placere utrolig meget sympati for både sin og Vincents karakterer hos seeren. Selvom filmens replikker til tider har en smule af den helt særlige klodsethed, som kun 80er film kan levere, er det også en del af dens charme. Hvad der er endnu vigtigere er, at enkelte skæve formuleringer til trods, virker universet troværdigt på egne præmisser og karaktererne ligeså. Selv Chris Sarandons politimand Mike Norris når at udvikle sig til en smule mere end den arketype, han nemt kunne have været. Sarandons karisma spiller i den forbindelse en stor rolle. I sidste ende er det imidlertid Brad Dourifs stemme, der tager rollen som den mest mindeværdige del af filmen. Niveauet af sindssygt raseri, der til tider lægges i Chuckys stemme, er usandsynligt underholdende og formentlig også en af hovedårsagerne til, at serien har fået et så relativt høj antal efterfølgere. Det er i øvrigt også hos Dourif og hans karakters beskidte formuleringer, at størstedelen af 'Child's Play's humor er begravet. En vis humor gemmer der sig også i Joe Renzettis soundtrack, som på mange måder minder om Perry Botkins soundtrack til 'Silent Night, Deadly Night' (1984), idet også Renzettis soundtrack forskruer det muntre således, at det vendes til noget dystert. 

Det kan til tider være svært at overbevise andre om, at en dukke er i live og tilmed er dødsensfarlig.

Ikke alene er 'Child's Play' stærkt underholdende, men der er også masser af gensynsværdi i den. Karaktererne synes til trods for til tider at være over-the-top at holde. Det samme gør effekterne, og stemningen er i top, både når filmen opbygger suspense, og når den endeligt leverer det, seeren har ventet på. Det største ankepunkt for undertegnede er slutningen, som trækkes lige i langdrag, men det er i sidste ende til at overse, og filmen er overordnet set en både særpræget men også velfortalt og stærkt eksekveret kompilation af nogle af de elementer, som der til stadighed higes efter at kombinere i nyere genrefilm. Derudover er denne og seriens andet samt fjerde kapitel blandt mine personlige favoritter og til dels også min oprindelige indgang til genren.

Score:

Anmeldelse: Sint.

Årgang: 2010.
Tagline: "This Christmas, Santa’s Coming To Slay…"
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 84 minutter.
Udgiver: Metrodome.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Santa's Slay' (2005), 'Rare Exports' (2010), 'The Fog' (1980).
 

Anmeldt af Allan Sørensen.









'Sint' (eller 'Saint' som den engelske titel lyder) tager sin begyndelse i det 16. århundrede da en gruppe landsbyboere, efter at være blevet godt og grundigt udplyndret, voldtaget og skamhugget af en gruppe spanske pirater under kommando af en yderst modbydelig biskop, tager sagen i egen hånd og dræber deres morderiske plageånder ved at sætte ild til  deres skonnert. Hele skibets besætning og den onde biskop bliver taget på sengen og omkommer i flammehavet. Vi springer frem til nutidens Amsterdam, den 5. december 2010. Det er fuldmåne og myten siger, at hvis det er fuldmåne på lige netop den 5. december - så vender den gale biskop, Saint Nicholas, og hans forkullede pirater tilbage fra deres grav, for at skabe død og ødelæggelse omkring sig.

Det er lidt langt ude (men historien kommer også fra et land, hvor det er lovligt at ryge den skæve tobak 24/7) og der skal ikke herske den mindste tvivl om, at jeres anmelder her ikke er 100 procent inde i hollandsk folklore, myter og urban legends, og dermed havde en del bøvl med at finde hoved og hale i denne uges film. For slet ikke at tale om de detaljer og spidsfindigheder der kan være lost in translation. Underholdningsværdien kan der til gengæld ikke sættes spørgsmålstegn ved! Hoveder og andre legemsdele flyver fornøjeligt rundt når den dæmoniske julemands-sailor og hans nådesløse band of misfits går i land. De gæve pirater er nemlig ikke interesserede i, hvad den typiske sømand er ude efter når han går i land - d.v.s øl fisse og hornmusik (her ville Amsterdam jo ellers være en helt naturlig havn at kaste for anker i). Piraterne er nemlig under deres kaptajn, Saint Nicholas befaling, og som enhver anden sund og rask biskop, har filmens forbrændte helgen, kun øje for en ting og det er børn - og gerne mange af dem!

Julemandens hjælpere er knap så "nissede" og går under navnet Black Pit's - jeg forstod det i første omgang som Brad Pitt...

Den 60 årige hollandske instruktør, Dick Mass, er ikke helt ukendt i sit hjemland, men herhjemme er han nok ikke en der sådan lige umiddelbart får juleklokkerne til at ringe hos den gængse film-fan. Hans mest berømte værk er 'Amsterdamned' fra 1988. Den hollandske Giallo-film er helt klart værd at tjekke ud, hvis du er så heldig at falde over den. Det samme gælder den mere typiske horror-film 'De Lift' aka 'The Elevator' fra 1983. Den aldrende instruktør har ikke bare instrueret, men også skrevet manuskriptet, co-produceret og skrevet filmens soundtrack. I 'Sint' formår Mass også at holde underholdningsbarometeret oppe i det røde felt i stort set hele filmens spilletid. Bevares, 84 minutter er måske ikke så meget at skulle udfylde, men det arbejder klart til filmens fordel, at den ikke holder alt for mange ligegyldige kunstpauser. Det er et  action-packed horror-eventyr der blæser igennem et smukt og snedækket Amsterdam.

Saint Nicholas har smidt Rudolf på porten og opgraderet med en kraftfuld og dæmonisk krigshingst.

Publikum bliver også stopfodret med de gængse klichéer vi kender så godt fra genren. Her er forudsigelige jump-scares (men heldigvis også et par uforudsigelige af slagsen), kønne piger, den unge helt med kæresteproblemer og andre stereotyper som f.eks den fordrukne og suspenderede betjent, som prøver at overbevise folk omkring sig, at myten er sand og at den rent faktisk udspiller sig lige foran næsen på dem. Skuespillerne er for mig, og sikkert også for hovedparten af jer læsere, ukendte ansigter. De går til opgaven med krum hals, uden specielt at imponere eller direkte falde igennem. Den eneste der leverer over gennemsnittet, er den rutinerede Bert Luppes i rollen som vores fortabte og stædige betjent, Goert.

Den hårdtprøvede betjent Goert hader julen og det har han en god grund til.

Filmens største styrke er uden tvivl tempoet og Dick Mass' evne til at iscenesætte sin vision på den helt rigtige måde. Volden er tegneserie-agtig og grafisk på den overdrevne og humoristiske måde, og filmens set-pieces er forrygende godt skruet sammen. Især scenen der udspiller sig da jagten på Saint Nicholas går over Amsterdam's hustage er værd at bide mærke i, den er dynamisk, fandenivoldsk og dum - men den virker. Teknikken er på plads og det hele udspiller sig med tungen solidt plantet i kinden. Filmen er selvsikker og karikeret farvelade horror, af en instruktør der ved hvad han laver. Ældgammel jule-folklore og slapstick-horror går fint hånd i hånd i Dick Mass' balstyriske højtids-horrorfilm, og 'Sint' ender som et oplagt valg som værende en film man kan vende tilbage til jul efter jul. Vi kan dog ikke svinge os op på mere end tre meget store Pinhead's i scoren, for gu er det kalorielet og lidt tyndbenet underholdning, men den slags skal der nu engang også være plads til - det er jo jul, så vi skal alligevel passe på vægten...

Score:

På TV: To gode i TV.

Hvis du stadig kan finde på at se film når de kommer i fjernsynet, så sørg for at være klar foran tossekassen i aften klokken 18:20. Her blænder DR2 nemlig op for Walter Hill's 'Hard Times' aka 'Med de bare næver' fra 1975. Vi har tidligere anmeldt en Walter Hill film her på bloggen. Det skete da jeg så hans survival-film 'Southen Comfort'. Den erfarne action-instruktør kan sit håndværk og det ser vi også i 'Hard Times'! Det er uden tvivl en af Charles Bronson's bedste film og at manden var 53 år da 'Hard Times' blev skudt virker nærmest uvirkeligt. Den aldrende Bronson spiller en lean mean fighting machine og det ligner hans fysik utroligt nok også. Den altid seværdige James Coburn medvirker også. Som en lille bonus bliver den efterfulgt af Quentin Tarantino's episke 'Inglourious Basterds' (som også kan ses på DRHD).

Anmeldelse: The Dorm That Dripped Blood (1981).

The Dorm That Dripped Blood aka Death Dorm aka Pranks (1981).
Tagline: "A crash course in terror!"
Blu-ray.
40” LED.
Runtime: 88 minutter.
Udgiver: Synapse Films.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Black Christmas' (1974), 'Final Exam' (1981), 'The House on Sorority Row' (1983).

Anmeldt af Claus Reinhold.

Juleferien er netop startet og Joanne Murray (Laurie Lapinski) og hendes fire gode venner, Debbie (Daphne Zuniga), Patti (Pamela Holland), Brian (David Snow) og Craig (Stephen Sachs), har alle meldt sig frivilligt til at tømme deres nu nedlagte kollegium, Meadows Hall, for inventar inden bygningen skal rives ned for at skabe plads til et lejlighedskompleks. Men efter den første aften ser Debbie sig nødsaget til at tage hjem og holde jul med sine forældre og sin syge bedstemor. Da hendes forældre kommer for at hente hende, bliver de slået ihjel på bestialsk vis af en ukendt gerningsmand, og snart overgår samme skæbne Debbie. Herefter går det hurtigt op for Joanne og de tre andre at der er en sindssyg morder løs i kollegiets lange, mørke og mennesketomme gange, og at de selv vil blive de næste ofre.

'The Dorm That Dripped Blood' fra 1981 er Jeffrey Obrow og Stephen Carpenters debut film, lavet i deres fritid for næsten ingen penge mens de stadig gik på filmskole. Inspirationen til at lave en slasher-film fik de efter at have været i biografen og se film som 'Halloween' (1978) og 'Friday the 13th' (1980) og da de alligevel selv boede på kollegium og julen nærmede sig, hvorfor så ikke lave en horror-film der handler om nogle unge der er alene på netop et kollegium i juleferien? Resultatet blev en udmærket b-film, som er klassisk i sin opbygning og struktur, og ikke tilbyder noget nyt eller uset. Alt i alt er det en standard low-budget slasher-film som set så mange gange før. Men overraskende nok indeholder filmen en kold og isnende stemning der er yderst effektiv og så velfungerende at kun få af samtidens low-budget produktioner kan matche den. Selvfølgelig har filmen også alle de typiske ingredienser som hører denne sub-genre til, såsom skud fra morderens point-of-view, masser af close-ups og hovedkarakterer der tåbeligt deler sig op, for hver især at udforske de mørke rum på kollegiet, hvilket fører til masser af falske skræmmemomenter.

Melrose Place' stjernen Daphne Zuniga i sin første filmrolle.

Manuskriptet af Jeffrey Obrow, Stephen Carpenter og Stacey Giachino tager sin tid om at komme i omdrejninger, men efter at have passeret de 30 minutter, tager tempoet til og tingene begynder at blive interessante. Instruktørerne formår samtidig i filmens sidste halvdel at levere en rimelig mængde af spænding og engagement, trods det alt for velkendte set-up. Dette skyldes primært den overraskende gode brug af dystre, farvefattige og klaustrofobiske rum og korridorer i det tomme kollegium, som samtidig er en velfungerende location, med sine mørke sale og industrielle trapper, og disse elementer bygger en god følelse af isolation og uhygge. Filmen blev i sin tid stemplet som en Video Nasty i censurens højborg, England, men det er helt sikket, at de der giver sig i kast med Obrow og Carpenters film i forventning om et forestående blodbad, får sig en skuffelse. 'The Dorm That Dripped Blood' er ikke en specielt blodig eller gore-fyldt film, men de mord scener der vises, er til gengæld overbevisende! Tilskueren udsættes for scener hvor en hånd bliver skåret op med en kniv, et hoved der bliver smadret af et baseball bat, hvilket er en ret ubehagelig scene, og en ung kvindelig hovedperson får sit hoved knust, ganske vist off-screen, under hjulene fra en bil. Ellers bydes der også på et virkeligt grafisk øjeblik, da kollegiets vicevært, bliver dræbt på bestialsk vis med en boremaskine i baghovedet – måske et venligt nik til Abel Ferraras 'The Driller Killer'.

El-artikler på badeværelset kan altså være livsfarligt.

'The Dorm That Dripped Blood' byder også på udmærket skuespil, dog i den cheesy ende, fantastisk godt special F/X arbejde af Matthew W. Mungle, der senere skulle gå hen og vinde en Oscar for sit make-up arbejde på Francis Ford Coppolas 'Dracula' (1992), samt et simpelt men helt igennem fantastisk score af den ligeledes debuterende komponist, Chris Young, der gik hen og blev en af de helt store komponister i Hollywood og senere lavede musik til bl.a. 'Hellraiser' (1987), 'Hellbound: Hellraiser II' (1988), 'Species' (1995), 'Spider-Man 3' (2007) og senest 'Priest' (2011).

Denne juleferie glemmer de unge mennesker nok aldrig.

Så det er i sandhed talentfulde kræfter der står bag denne lille oversete 80’er perle og selvom filmen, som tidligere nævnt, er meget low-budget (nogle vil endda nok sige amatøragtig), leverer den stadig hvad der forventes på næsten alle niveauer, og til trods for at 'The Dorm That Dripped Blood' ikke er et decideret mesterværk inden for slasher-genren og har flere kedelige øjeblikke, så rummer den stadig en god atmosfære, en finale med et noget overraskende twist og besidder nok charme og nostalgi til at enhver fan af 80’er horror, vil finde den tiltalende.

Score:

Nyhed: Kom til forpremiere på 'Kill List'.

Den lille biograf Gloria i hjertet af København præsentere i samarbejde med CPH PIX genre-filmen 'Kill List' d.25/12-2011, men der er mulighed for at komme til forpremiere allerede d.21/12-2011 kl.21:30. Den meget roste og ikke meget hypede britiske horror-film kommer med anmelder-citater som "BRITISK TOPKLASSE - Hvis Ricky Gervais lavede en horrorfilm, kunne den blive som Kill List" Guardian, "SÆRDELES VELGJORT BRITISK THRILLER... EN NYKLASSIKER"  Daily Express og "FALDER FORNEMT IND PÅ ÆRESRÆKKEN MELLEM THE WICKER MAN OG'THE SHINING" Movie Emporium. Det skorter ikke på lovprisninger, så måske det var en ide at trodse vinterkulden og smutte biografen.

Jay og Gal er gamle venner fra Irak-krigen, og begge lever et dobbeltliv. Jay har lige passeret de 30 år og er lykkeligt gift med Shel. Sammen har de en lille søn, Sam. Gal er en midaldrende fyr på evig jagt efter nye stik i bolledejen, og han og Jay udgør sammen et velfungerende team. Umiddelbart syner de af forretningsmænd med succes, men i virkeligheden er de lejemordere med taskerne fyldt af skydevåben og andet værktøj. I disse økonomisk svære tider kan end ikke lejemordere tillade sig at være kræsne, når man søger job: De vælger derfor at tilsidesætte deres ellers så indgroede principper, da de påtager sig deres næste opgave - og pludselig havner de i en snusket og forkætret verden med uhyrlige snuff film, sataniske mord og en konspiration, som fører dem langt op i samfundets top.

Filmen er instrueret af Ben Wheatley og har Neil Maskell ('The Football Factory') i hovedrollen, fornemt flankeret af bl.a. Michael Smiley og MyAnna Buring.'Kill List' er som sagt genstand for en pæn portion hype, og vakte bla. en del røre da den blev vist i Toronto, i hjemlandet England har den fået særdeles gode anmeldelser, og flotte ord med på vejen. Jeg vil selv være til stede til forpremieren og vil du også med kan du købe (50 kr.- stykket) billetter lige her. Så se nu at komme afsted, ud og støt de små biografer og deres vilje til at vise noget andet end den gængse mainstream! Filmen bliver ovenikøbet vist med danske undertekster, på 35mm i scope og med fremragende lyd. Håber vi ses!

Anmeldelse: Rare Exports A Christmas Tale (2010).

Anmeldelse: Rare Exports A Christmas Tale (2010).

Tagline: "This christmas everyone will believe in Santa Claus."

DVD.

40" LCD.

Runtime: 84 minutter.

Udgiver: Scanbox Entertainment.

Link til filmen på IMDB.

Se også: Rare Exports Inc (2003), The Official Rare Exports Inc. Safety Instructions 2005 (2005).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

                

Slagteren Rauno bor sammen med sin søn, Pietari, i en bygd for foden af Korvatunturi-fjeldet i Lapland. Det er december måned og tid til at fylde fryseren op med friskt rensdyrkød, men et vilddyr er trængt ind i det lokale reservat og har dræbt alle dyrene på bestialsk vis. Rauno og hans kammerater mistænker amerikanerne, som i længere tid har gravet på Korvatunturi, for at være skyld i at en ulveflok er sluppet igennem indhegningen. Men pludselig begynder de særeste ting at ske for områdets beboere, og da Rauno og Pietari fanger en gammel mand med langt hvidt skæg i deres ulvefælde, går det op for dem, at julemanden er kommet til byen!

Jeg kender til en del myter om julemænd, -bukke og -nisser, ikke mindst takket være Martin Miehe-Renard og alle hans Pyrus-kalendere. Jeg mindes dog ikke, Gyldengrød nogensinde har lært mig, at julemanden skulle komme fra Finland(!) Det mener finnerne imidlertid selv, og det er med baggrund i denne påstand, Jalmari og Juuso Helander har skabt fænomenet 'Rare Exports'. I Finland bilder man børn ind, at julemanden holder øje med dem fra toppen af Korvatunturi-fjeldet, og ud fra deres opførsel beslutter, om de har fortjent en julegave eller ej. I 'Rare Exports' får historien imidlertid et drejning, da Korvatunturi viser sig at være et kunstigt fjeld bygget for mange, mange år siden af samerne for at skjule den indefrosne julemand. En julemand som hellere straffer de uartige end belønner de gode. Arkæologerne på Korvatunturi tror, de har fundet en hellig grav, men det viser sig, der er mere horn i panden end glorie over virkelighedens julemand.

Børnetegninger er bare uhyggelige!

Brødrene Helander har rigtigt set, at hvis man vil sprede et budskab fra Norden til den omkringliggende filmverden, må man gøre det ved hjælp af horrorgenren; se bare vampyrdramaet 'Låt den rätte komma in' (2008), zombiesplatteren 'Død Snø' (2009) og troldumentaren 'Trolljegeren' (2010). Kulde og gys går godt i spænd, ligesom farverne snehvid og blodrød står skidegodt til hinanden. Men egentlig går idéen til 'Rare Exports' længere tilbage end nogle af førnævnte titler. Allerede i 2003 lavede brødrene Helander den virale video 'Rare Exports Inc.', som følger tre finners jagt på deres bytte; de vilde julemænd, som må fanges og tæmmes, inden de kan blive klædt i Coca Cola-rødt, solgt og sendt som luksuslolitadukker i store trækasser til alverdens lande. Den er en utroligt præcis og velproduceret kortfilm og en sjov kommentar til debatten om, hvor i alverden julemanden stammer fra. I 2005 kom opfølgeren; 'Rare Exports: The Official Safety Instructions', som slog fast, at julemænd kan være livsfarlige, hvis man ikke følger sikkerhedsreglementet (læs: opfører dig pænt!) Bortset fra et par enkelte detaljer i kronologien, fungerer spillefilmen som en direkte prequel for de to kortfilm, som i øvrigt begge er inkluderet på dvd-udgivelsen.

Når man fanger en gammel mand i en ulovlig ulvefælde er der kun én ting at gøre; frem med rundsaven!

'Rare Exports: A Christmas Tale' har fået flot kritik af anmeldere og fans af kortfilmene. Men mange skriver, den er en parodi på hele den horror-subgenre, hvor døde ting bliver vakt til live med skræk og rædsel til følge, og det synes jeg er en fejl! Jeg betragter den som et særdeles originalt værk og en flot tilføjelse til en subgenre, som i forvejen indeholder nogle af horror'ens største klassikere. Den ironiske distance fra kortfilmene er fjernet fra spillefilmen. Der er øjeblikke af ironi - som når julemanden bliver spiddet i en ulvefælde skåret af grantræstammer og dækket til med grangrene - men de får aldrig lov at overmande den i øvrigt gennemtænkte og velfortalte historie. Eneste malplacering i denne sammenhæng er den amerikanske rigmand Riley, som står bag udgravningerne på Korvatunturi. Han spilles af den erfarne og dygtige Per Christian Ellefsen, måske bedre kendt som Elling fra den Oscar-nominerede filmtrilogi af samme navn, men han over-overspiller og leverer en sørgelig amerikansk accent. Mange af hans replikker er tilmed skrevet med en unødvendig tydelighed - som da han i filmens klimaks udbryder: "Santa is going to find out who is naughty, and who is nice!" - som måske vidner om, at vi kan være taknemmelige for, størstedelen af filmen er indspillet på et herligt, komplet uforståeligt finsk.

Det er ikke alle film, der tør vise hundredevis af nøgne, gamle mænd løbende i hælene på en lille dreng!

Sidste år så jeg Helander-brødrenes to virale videoer om de finske julemænd, og siden har jeg glædet mig til at se spillefilmen som et lille barn glæder sig til juleaften. Jeg har undervejs været bange for, om mine forventninger måske var for høje, men jeg er blevet imponeret over, hvor flot stilen fra kortfilmene bibeholdes, og hvor meget historie, der er kommet ud af den egentlig ganske simple idé, som lå bag 'Rare Exports Inc.'. Min største anke er, at filmen med sine godt og vel 75 minutters spilletid er for kort - slutningen bliver en anelse forhastet, og måske kunne man med ekstra spilletid have uddybet Per Christian Ellefsens karakter. Men man kan vel håbe på, universet uddybes yderligere i fremtiden med flere virale videoer af samme høje kvalitet.

Score:

Tilbud: 14 grusomme-gave-gys.

Er du ved at gå i panik over manglende julegave-indkøb og dovne familiemedlemmer der bare ikke gider at få nosset en ønskeliste sammen? Slå koldt vand i blodet for vi kommer dig undsætning - især hvis du er på gavefod med en filmfreak eller to. Her finder du 14 forslag til de hårde pakker under træet, alle proppet med blodig horror og slibrig grindhouse underholdning. Alle blu-ray udgivelser her bliver forslået kan afspilles på danske blu-ray afspillere.

The Thing (1982). 

Format: Blu-ray.

Undertekster: Danske. 67 kr.-

Pris: 67 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com

Link til varen. 

Bonus info:

Spark det nye remake af h til og nyd i stedet den gamle klassiker igen, eller måske for første gang? Blu-ray udgaven har fået fremragende anmeldelser for både billede og lyd, desværre er her ikke så forfærdeligt meget spændende ekstramateriale at komme efter.

Prom Night - Collection (1980-1992).

Format: 4-DVD'er.

Undertekster: Danske.

Pris: 50 kroner.

Sælger: TPMusik.

Link til varen (Sælges ikke online).

Bonus info:

Få de 4 film i Prom Night-franchisen til en flad 50'er. Boxen er udgivet af svenske Atlantic Film og er helt klart værd at hive ned i indkøbskurven.

Scream 4 (2011).

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 56 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Måske den bedste film i serien? I hvert fald den bedste af forsættelserne til Wes Craven's populære slasher-franchise. Blu-ray udgavens billede og lyd er af højeste klasse og ikke til at sætte en finger på. Det er en forrygende udgivelse.

The Bruce Campbell Collection. 

Format: DVD.

Undertekster: Engelske.

Pris: 85 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Kun for fans af den hårdtprøvede Bruce "Ash" Campbell. Samlingen indeholder i alt 4 film med b-films ikonet som blev horror-legende med 'Evil Dead' serien. Boksen byder på 'My Name Is Bruce', 'Bubba Ho-Tep', 'The Man With The Screaming Brain' og 'Alien Apocalypse'. Elvis og JFK vs mumie-cowboyen i 'Bubba Ho'-Tep er klart boksens højdepunkt.

The Fly (1986). 

Format: Blu-ray.

Undertekster: Danske.

Pris: 48 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

David Cronenberg's remake af Vincent Price filmen 'The Fly' fra 1958 er stadig ligeså rystende og ulækker som den var for 25 år siden. Denne blu-ray byder også på den fantastiske bag-om-filmen dokumentar 'Fear of the Flesh: The Making Of The Fly' på hele 2 timer og 16 minutter. Filmen her er et must have for alle seriøse horror-fans!

I Saw The Devil (2010). 

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 52 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

En af de mest spændende og dynamiske film der ramte os i løbet af 2011. Den sydkoreanske revenge-film er original, blodig og ikke mindst action-packed. Grib chancen og se den inde Hollywood kommer med et tamt remake. Den asiatiske Robert De Niro (altså dengang De Niro var god) Min-sik Choi er helt i særklasse som den sadistiske seriemorder Kyung-chul. Du kender ham forhåbentligt allerede fra nyklassikeren 'Oldboy' fra 2003.

Zombie - 2 Disc Ultimate Edition (1974). 

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 134 kroner.

Sælger: Planetaxel.com.

Link til varen.

Bonus info:

En af de eneste film der har scoret alle 6 Pinhead's her på bloggen er Lucio Fulci's mesterværk fra 1974. Filmen med de mange navne er rendyrket dommedags-zombie-horror-underholdning fra øverste hylde og er nu kommet i en forrygende blu-ray udgave spækket med (u)lækkert ekstramateriale.

The Silent House (2010). 

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 52 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Uhyggelig hunted-house film fra Uruguay. Filmen bryster sig af at være skudt i et take og den virker afsindig skræmmende. Vi har selvfølgelig allerede anmeldt filmen lige her.

Grindhouse Trailer Classics: Volume 1. 

Format: DVD.

Undertekster: Ingen.

Pris: 48 kroner.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Første volume af foreløbigt i alt 3 udgivelser der udelukkende indeholder trailere fra alle mulige og også helt umulige grindhouse-, kult- og b-film. Nucleus Films har samlet godt 1 time og 40 minutters trailer-show fra film der inspirerede Tarantino og Rodriguez til at gå i krig med deres Grindhouse dobbelt feature: 'Planet Terror' og 'Death Proof' fra 2007.

Critters - Collection (1986-1992). 

Format: DVD.

Undertekster: Engelske.

Pris: 59 kroner.

Sælger: Cdon.com.

Link til varen.

Bonus info:

Denne boks indeholder alle 4 film i Critters-franchisen. Filmene er ikke det mindste uhyggelige men det er tilgengæld sjovt, dumt og yderst underholdende!

Inland Empire (2006).

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 48 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Ikke ligefrem horror i den klassiske forstand men  David Lynch's syretrip er stadig et meget skræmmende og dybt foruroligende bekendtskab. Billede og lyd på denne blu-ray skulle være i helt i top.

 

Hobo With A Shotgun (2011).

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 75 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Her har vi endnu en topscore på bloggen. Den Canadiske film er ufortyndet b-films ramasjang i stil med 80'er-filmene fra independent- filmselskabet Troma. Rutger Hauer er helt på toppen og filmen levere på alle fronter. En af de bedste genre-film i 2011 - hvis ikke DEN bedste.

The Warriors - Ultimate Director's Cut (1979).

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 70 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Action-instruktøren Walter Hill's bande-film fra 1979 holder stadig den dag i dag. Her får du hans klassiker i en Ultimate Director's Cut udgave og på en virkelig lækker blu-ray. Billede og lyd er helt i top og at filmen er 32 år gammel er helt ubegribeligt. Udgivelsen her indeholder også en timelang dokumentar om filmen.

3 horror/kult-film for Another World Entertainment.

Format: DVD.

Undertekster: Danske.

Pris: 99 kroner.

Sælger: Cdon.com.

Link til varen.

Bonus info: Læs mere her.

Anmeldelse: Silent Night, Deadly Night (1984).

Silent Night, Deadly Night (1984).
Tagline: "He knows when you've been naughty."
DVD.
42" LCD.
Runtime: 79 minutter.
Udgiver: Midget Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Child's Play' (1988), 'Black Christmas' (1974), 'Silent Night, Deadly Night Part 2' (1987).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den unge Billy (Danny Wagner) bliver en juleaften vidne til, at begge hans forældre myrdes af en mand udklædt som julemanden. Den nu forældreløse dreng placeres på et børnehjem, hvor han holdes i kort snor af stedets strenge leder kaldet Mother Superior (Lilyan Chauvin), som ikke har meget til overs for Billys psykiske ar. Da Billy som 18årig (Robert Brian Wilson) får job i en butik i lokalområdet, er han glad igen. Lige indtil en aften, hvor Billy efter at være blevet tvunget til at bære et julemandskostume, går bersærk i forretningen og dræber sine kollegaer. Billy begiver sig herefter ud på et morderisk togt gennem byen, og det varer ikke længe, før rejsen får et mål.

Julen er for mange forbundet med rare og varme ting som julelys, juleklip og juletræer. Det var formentlig også årsagen til, at modtagelsen af 'Silent Night, Deadly Night' var mindre end positiv, da filmen først blev udgivet i 1984. Anmeldere kaldte den værdiløs, og mange blev fornærmede over koblingen mellem jul og splat. Den psykisk forstyrrede hovedperson hjalp formentlig heller ikke på sagen, og få dage efter filmens oprindelige udgivelse, blev den trukket tilbage. Senere blev filmen imidlertid ikke alene genudgivet, men fandt også et publikum, som tilsyneladende var tilstrækkelig stort, for i 1987 blev der lavet en fortsættelse, som blot kaldtes 'Silent Night, Deadly Night Part II' (1987), som fokuserer på Billys broders historie. Yderligere 3 fortsættelser blev det til, og serien stoppede med 'Silent Night, Deadly Night Part 5: The Toy Maker' (1991). Den originale films instruktør Charles E. Sellier vendte dog ikke tilbage som instruktør på nogle af fortsættelserne, men afsluttede sin instruktørkarriere med 'The Annihilators' (1985), hvorefter han vendte sit fokus mod at producere nogle, tilsyneladende, ganske obskure tv-film. Charles E. Sellier døde således i 2011 med blot 4 film på CV'et som instruktør, hvoraf 'Silent Night, Deadly Night' formentlig er den bedst kendte.

“Naughty!”

'Silent Night, Deadly Night' var tydeligvis stærkt provokerende, da den i sin tid udkom, men selvom det moderne slasher-publikum formentlig har noget sværere ved at blive provokerede, er filmen stadig god underholdning. Her er masser af effektive aflivninger at komme efter, og historien tager sågar udgangspunkt i en voldsomt traumatisk oplevelse, som i filmen er portrætteret ganske brutalt, og selvom det ville være for meget at påstå, at den scene viser os oplevelsen udelukkende gennem barnets øjne, er det alligevel den unge Billy, vi føler med i sekvensen, og det gør øjeblikket så meget desto stærkere. Resten af filmen er en smule mere genre-typisk og har langt hen ad vejen den samme struktur, som så mange andre slashere. Hvad der løfter denne del af filmen, er til dels de tidligere momenter af gloriøst veleksekveret gore og ligeledes hovedkarakterens målsætning. Lilyan Chauvins lettere sadistiske karakter, Mother Superior, er ekstremt karikeret og kommer til tider til at fremstå så usympatisk, at Billys ønske om at aflive hende nærmest kommer til at virke om ikke sympatisk, så i det mindste forståeligt. For selvom det for de færreste vil være muligt at synes om det faktum, at karakteren myrder mange uskyldige, er Chauvins skurk så tilpas ondskabsfuld i sin autoritet, at de fleste formentlig vil kunne acceptere Billys ønske om at dræbe hende og det reaktionære verdensbillede, hun repræsenterer.

Lilyan Chauvins karakter i filmen besidder ikke særlig megen juleånd.

Selvom filmens manuskript ikke just er fyldt med guldklumper på dialogsiden, er præmissen vellykket, og den måde, hvorpå filmen udnytter sit juletema til at opbygge stemning og gys, er så tilpas medrivende, at man snildt kommer igennem de mere klodsede replikker. Skuespillerne gør også sit til at støtte op om replikkerne og til trods for, at der heller ikke her er tale om deciderede pragtpræstationer fra skuespillernes side, gør Lilyan Chauvin, som allerede nævnt, sig godt som filmens antagonist, og selvom man formentlig ikke kan kalde Robert Brian Wilsons, Billy, for en antihelt, er han alligevel mere et offer for nogle uheldige omstændigheder og en svag psyke, end andre koldblodige mordere indenfor genren har været det. Det er i høj grad det tidligere nævnte juletema, der gør den attraktiv, og ligeledes fotograf Henning Schellerups stedvist dystre billeder, der hæver filmen over førnævnte middelmådighed. På den positive side er også filmens musik, som er komponeret af Perry Botkin, som har skabt et soundtrack, der giver mindelser om filmens juletema men også helt tydeligt indeholder en skævhed, som gør opmærksom på filmens dystre overtone. Filmen har også nogle fornøjelige bikarakterer undervejs, deriblandt Will Hare, som spiller den 8 årige Billys bedstefar, som advarer lille Billy om de kommende ubehageligheder, og også leverer de første af en række replikker, der ligesom musikken, er meget almindelige for julen og normalt leveres gemytligt og derfor virker hyggelige. Her leveres de med en anderledes betoning, og derfor får de en langt mere dyster undertone. Filmen lægger ingenlunde skjul på, at en fortsættelse er en mulighed og afsluttes på en så sigende måde, at det er overraskende, at det skulle tage så mange år, før en fortsættelse kom til verden.

“Santy Claus only brings presents to them that's been good all year. All the other ones, all the naughty ones, he punishes! What about you, boy? You been good all year?”

Om den danske DVD-udgivelse skal det siges, at der er nogle sære udfald i billedkvaliteten, hvor enkelte billeder antager en sær uringul farve, hvilket er sært, fordi udgivelsen i øvrigt har et transfer, som er ganske fint. Ikke desto mindre er 'Silent Night, Deadly Night' utvivlsomt en seværdig film, som muligvis ikke kan måle sig med de største indenfor genren men alligevel gør sig rigtig godt og indeholder nogle mindeværdige sekvenser og desuden besidder masser af sort humor.

Score:

Nyhed: Fra alle os til alle jer...

Hvor bliver julehyggen af? Det er jo ikke ligefrem fordi at julesneen vugger blidt ned fra en frostklar himmel, ungerne tumler rundt med snemænd og drabelige sneboldskampe, alt i mens duften af brunkager og klejner smyger sig fra mormors køkken. Det er jo nærmest forår og solskin?! Dette skal dog ikke holde os fra at prøve at sprede lidt (u)hyggelig julestemning på 'Sørensen Exploitation Cinema'. Hele december vil vi derfor udelukkende anmelde genre-film der udspiller sig i eller omkring højtiden - eller på anden måde har nogle rødder i den ældgamle tradition. Vi kommer med i alt 5 anmeldelser og de bliver (som altid) postet hver fredag i hele måneden. Så læs endelig med når vi kaster os over 'Silent Night, Deadly Night' (1984), 'Rare Exports: A Christmas Tale' (2010), 'The Dorm That Dripped Blood' (1982), 'Child's Play' (1988) og 'Sint' (2010). Den lille håndfuld horror-film skulle gerne garantere en blodig og drabelig december her på bloggen, så ho ho ho-ber at vi ses. Sidst men ikke mindst - glædelig jul og godt nytår fra alle os til alle jer!