Dobbeltanmeldelse: House of 1000 Corpses / The Devil's Rejects.

Årgang: 2003 / 2005
Tagline: "God bless this house." / "This summer, go to Hell…"
Instruktør: Rob Zombie.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Runtime: 85 minutter / 104 minutter.
Udgiver: Scanbox / Nordisk Film.
Link til filmene: IMDB / IMDB.
Se også: 'The Texas Chainsaw Massacre' (1974), 'Halloween' (2007), 'Death Proof' (2007), 'Planet Terror' (2007).

Anmeldt af Jesper Pedersen.







I et gammelt, faldefærdigt hus langt ude på det sydamerikanske bøhland, bor familien Firefly. Bedstefar, mor og fire voksne børn lever et afsondret liv med fasttømrede roller, fællesinteresser og et solidt greb om gamle familietraditioner -  som desværre i dette tilfælde går ud på at bortføre, ydmyge, torturere og dræbe tilfældige forbipasserende. En allehelgensaften går det ud over to halvnørdede vennepar, som netop er på vej hjem til den ene piges forældre for at fejre Halloween. Pigens far, som er pensioneret betjent i den nærliggende by, får hurtigt iværksat en eftersøgning, som dog ender brat ved Firefly-huset, da faderen og de to medfølgende betjente bliver myrdet. Kort tid efter forfølger sherif Wydell, hvis bror var en af de myrdede betjente, sporet til Firefly-huset, som han omringer med sin samlede politistyrke. To af børnene, Otis og Baby, slipper imidlertid væk, og de advarer deres medsammensvorne, Kaptajn Spaulding, så de tre sammen kan slippe væk med livet i behold.

 

Det er i korte, korte træk, hvad der sker i 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects'. Jeg synes, det gav mening at skrive filmenes handlingsforløb sammen - som det måske fremgår, skiller forløbene efter at "betjentene og faderen bliver myrdet" - eftersom dette jo er en dobbeltanmeldelse af Rob Zombies to første spillefilm, begge omhandlende den crazy familie Firefly. Men faktisk er disse to film meget forskellige. Trioen Otis B. Driftwood, Kaptajn Spaulding og Baby Firefly går igen i begge film, og det samme gør enkelte handlingsforløb, som eksempelvis den døde betjent, der hævnes af sin sherif-broder. Men fortællemåden, stilen, skuespillet og hele stemningen er så markant anderledes fra 'House of 1000 Corpses' til 'The Devil's Rejects', at fortsættelsen måske bedre betegnes som et spin-off end en sequel.

En hyggelig køretur med familien!

Forskelligheden skyldes nok langt hen ad vejen, at Rob Zombie simpelthen er blevet en bedre instruktør, og at han efter succesen med 'House of 1000 Corpses' har fået mulighed for at arbejde med nogle flere og mere professionelle folk. Det officielle udgivelsesår for 'House of 1000 Corpses' er 2003, men den var faktisk færdiggjort allerede tre år tidligere. Rob Zombie havde lavet den for Universal, som besluttede sig for ikke at bruge yderligere penge på at udgive filmen, eftersom man ikke regnede med, den ville komme i nærheden af at tjene sit budget ind med dens voldsomme NC 17-rating. Senere fik Rob Zombie overført filmrettighederne til Lions Gate, som endte med at få plus på kontoen allerede på premieredagen. De bad med det samme Rob Zombie om at gå i gang med en fortsættelse, men ventetiden hos Universal har altså givet ham et par år til at kunne øve sine instruktørkundskaber, blandt andet på musikvideoer for hans sideløbende heavy metal-karriere.

Læg mærke til baggrunden og Otis' seneste kunstværk; Fish Boy!

Siden er Rob Zombie kommet i godt selskab i det såkaldte "Splat Pack", bestående af Alexandre Aja, Neil Marshall, Eli Roth, Robert Rodriquez, Greg McLean, hovednavnene bag 'Saw'-franchisen; James Wan, Leigh Whannell og Darren Lynn Bousman samt altså Rob Zombie. Denne gruppe er blevet berømt og berygtet i det nye årtusinde for at gå imod de familievenlige blockbustertendenser, og i stedet vende tilbage til de lave budgetter og høje ratings, som var kendetegnende for de bedste af 70'ernes og 80'ernes genrefilm. Splat Pack er i den grad Hollywoods hårde børster, men samtidig også sande guldgruber for deres produktionsselskaber, og særligt Lions Gate og Dimension Films har nydt godt af disse instruktørers evne til at underholde et stort, betalende publikum på en meget billig måde. Rob Zombie blev desuden sammen med Eli Roth og en anden instruktør, som også har styr på sine genrer; Edgar Wright, valgt til at skabe de underholdende falske trailers til Quentin Tarantino og Robert Rodriquez Grindhouse-projekt fra 2007. 'Werewolf Women of the SS' viser atter, at Rob Zombie har udviklet sig som instruktør - jeg synes faktisk næsten, traileren er for flot til genren.

Rob Zombie har selv udtalt, at han bestræbte sig på at gøre karaktererne mindre tegneserieagtige i 'The Devil's Rejects' - det burde være en overskuelig opgave! Karaktererne i 'House of 1000 Corpses' er alle meget ekstreme, og i lang tid er det svært at hitte ud af, hvem der egentlig er hovedpersonen i det overskruede persongalleri. Jeg mener, man har den regel, når det gælder drama, at hovedpersonen er den, der udvikler sig mest i løbet af handlingen. Om dette kan overføres til horrorgenren ved jeg ikke, men ellers kan man vel grundlæggende sige, at hovedpersonen er den, der overlever længst. Dermed finder vi da også til sidst ud af, hvem af de fire venner der er hovedpersonen. I 'The Devil's Rejects' har galningefamilien en mere fremtrædende rolle, og derfor er mange af de overfladiske, opmærksomhedskrævende detaljer også fjernet; Otis' øjne er ikke helt så spilåbne og vilde; Babys irriterende, skingre latter (en reference til Linda fra 'Evil Dead 2') er helt fjernet; og Kaptajn Spaulding går rundt uden sin klovnemakeup det meste af tiden. Familien Firefly begynder ligeledes at vise en smule empati og tillid overfor hinanden, hvilket også er menneskelige egenskaber, man skal lede langt efter i etteren. Det gør karaktererne mere troværdige og ægte, og deres handlinger meget mere skræmmende. Man kunne argumentere for, at den egentlige hovedperson i 'The Devil's Rejects' er sherif Wydell, som udvikler sig fra at ville håndhæve loven i sit lille samfund, til at ville hævne sin døde bror og sågar hyrer mexikanske lejemordere til at hjælpe ham med at opspore Otis, Baby og Kaptajn Spaulding.

Når loven ikke rækker, må den lange arm have fat i syvtommersøm og hammer!

Det kan være lidt vanskeligt at finde rundt i familien Fireflys indbyrdes relationer. Vi ved, der er en Mother Firefly og en Grampa Hugo Firefly, men ingen Father Firefly til Otis, Baby og brødrene Rufus og Tiny - for slet ikke at tale om de mange deforme babyfostre, som står rundt omkring i huset i formaldehyd-fyldte syltetøjsglas. Indavl er uden tvivl en afgørende faktor, og jeg vil da ikke afvise, at ungerne er forældre til hinanden på kryds og tværs - men det er nok heller ikke uden betydning, at Mother Firefly er blevet arresteret for prostitution hele 17 gange (og det er vel at mærke kun de gange, hun er blevet arresteret for det), som sherif Wydell afslører det i 'The Devil's Rejects'. I samme film kalder Baby Kaptajn Spaulding for far, men eftersom han kalder Charlie Altamont, spillet af afroamerikaneren Ken Foree, for bror er dén oplysning heller ikke helt troværdig. Ganske vist har Kaptajn Spaulding og Charlie Altamont samme udstående øjne, men der hører de genetiske ligheder også op, eftersom den ene er kridhvid og den anden kulsort.

Det er egentlig utroligt, hvor meget et menneske fylder, når det ligger splattet ud på en vej!

Hvor 'The Devil's Rejects' er en enkel og stilsikker film, er 'House of 1000 Corpses' mere vild. Handlingen er plasket til med klassiske skræmmeelementer som blaffere, børnesange, klovne, fuldmåne, fugleskræmsler, skrald og så videre og så videre. Sammen med det bizarre persongalleri gør det 'House of 1000 Corpses' til en utroligt underholdende og uforudsigelig film, men også en smule uoverskuelig til tider. Den indeholder mange referencer til horrorgenren, som heldigvis for det meste er så implicitte, at man aldrig oplever, filmen bare nasser på tidligere succeser. Man fornemmer, at Rob Zombie er vel kendt i genren, og han finder inspiration fra alle mulige og umulige kanter. Største inspirationskilde er dog, naturligvis, Tobe Hoopers 'The Texas Chainsaw Massacre' (1974), og den udsættes også for én af de mest direkte hentydninger, lad os kalde det en hyldest, da Otis syer en maske af menneskehud. En fritidssyssel Otis i øvrigt genoptager i 'The Devil's Rejects'.

Uanset hvor primitive de er ude på bøhlandet, har de altid en Coca Cola ved hånden!

Jeg er vild med 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects', og jeg håber, Rob Zombie og Lions Gate lader det blive ved disse to. For når det kommer til denne grumsede exploitaton-genre, er der noget symbolværdi i at udgive film i par fremfor i trilogier, som er moderne i alle andre sammenhænge. 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects' er selvfølgelig ikke en rigtig dobbeltfilm i stil med selve Grindhouse-projektet eller Tarantinos 'Kill Bill' (2003 & 2004), men de er stadig to alen ud af et stykke. Jeg har svært ved at vælge en sikker favorit blandt de to; den første er totalt underholdende og overrumplende, mens den anden er flot og stilsikker. Når billed- og lydsiden spiller bedst sammen, når 'The Devil's Rejects' Tarantinoske højder. Heldigvis er dette en dobbeltanmeldelse, og jeg kan derfor nøjes med at sige, at begge film er fantastiske hver især og alle fem Pinhead's værd!

Score:

Nyhed: Hele april vil stå i røde og hvide farver!

Vi sætter nemlig fokus på dansk low-budget filmageri, undergrundsscenen og danske genre-, gys- og horror-film. Første indslag kommer d.03/04 hvor Claus Reinhold interviewer Danmarks genrefilminstruktør no. 1 Shaky González. Hele vores program bliver offentliggjort d.01/04 - og det er ingen aprilsnar...

Nattens Engel.

Anmeldelse: From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money.

Årgang: 1999.
Tagline: Ingen. 
Instruktør: Scott Spiegel.
Runtime: 88 minutter. 
Medie: DVD. 
Set på: 42" LCD. 
Udgiver: Nordisk Film. 
Link til filmen: IMDB. 
Se også: 'From Dusk Till Dawn' (1996), 'From Dusk Till Dawn 3: The Hangman’s Daughter' (1999).

Anmeldt af Mark S. Svensson.








På Titty Twister Bar mødes fem hardcore forbrydere med Seth og Richie Gecko (de to gangstere vi følger i den første film) for at få tegningerne over en mexicansk bank. Men gæsterne i baren er der ikke bare for at drikke øl - de er der for at drikke blod. Med nød og næppe undslipper banden de gale vampyrer og gør klar til at røve banken. Her venter FBI-agent Chase på dem. Men hvad er det, der er galt med bankrøverne? Alle undtagen Buck (Robert Patrick), bandens leder, har pludselig fået så store hjørnetænder.

Den oprindelige 'From Dusk Till Dawn' (1996) er en favorit for mange genrefans, inklusiv mig selv. Robert Rodriguez og Quentin Tarantinos kollaboration på filmen medførte i et noget nært perfekt miks af spænding, splat og vaskeægte americana stemning, som kun få kan levere det. Hvad der blandt andet var mesterligt var, at den originale film tog sig enorm god tid med sin fortælling, men aldrig blev kedelig eller gennemskuelig. I denne direkte til video fortsættelse har Scott Spiegel overtaget instruktørtjansen og har ligeledes påtaget sig at formulere både historie og manuskript i samarbejde med Boaz Yakin og Duane Whitaker, hvoraf sidstnævnte også spiller Luther i filmen og for mange i øvrigt vil være kendt fra Tarantinos 'Pulp Fiction' (1994), hvori hans karakter Duane ytrede den velkendte replik "Gimp's sleeping" til en ganske utilfreds Zed (Peter Greene). For instruktør Scott Spiegels vedkommende er det ikke just klassikere, der vægter på instruktørens CV. Manden er, som tidligere omtalt her på bloggen, mere kendt for at have lagt sofa til, da en ung Quentin Tarantino forsøgte at skabe sit gennembrud som instruktør end for egne evner. Spiegel er i øvrigt gode venner med instruktør Sam Raimi, hvilket har indtjent ham et par statistroller i flere af instruktørens film.

Er der noget flagermus kan, så er det (tilsyneladende) at bide elevatorkabler i stykker.

Går man på jagt efter information om 'From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money' online, er det ikke meget, der dukker op. Udover at filmen refereres til i en hel række nylige anmeldelser af 'Hostel III' (som Spiegel også har instrueret), er der ikke meget at komme efter. Det har formentlig meget at gøre med filmens kvalitet. Tidligere nævntes det, at den oprindelige 'From Dusk Till Dawn' udmærkede sig ved en lang og stemningsfuld indledning, som gav publikum mulighed for at lære karaktererne at kende; Karakterer som i øvrigt var spillet af folk som George Clooney, Juliette Lewis og Harvey Keitel. Med andre ord var der en del mere vægt og troværdighed bag den første films karakterer, og det til trods fik de en grundig introduktion. Det er ikke tilfældet i Scott Spiegels fortsættelse. I stedet smides vi fluks ind i vampyr-action og forsøges i åbningssekvensen allerede skræmt væk fra at se resten af filmen med nogle af de af de ringeste specialeffekter, selv for 1999. Der lægges således op til en film der er klodset udført, men i det mindste tempofyldt. Det bliver der ganske hurtigt vendt op og ned på, da filmen går fra højeste og mest skabede gear til det laveste. I et forsøg på at genskabe den første films americana stemning, ændrer filmens rytme sig drastisk og bliver hurtigt decideret søvndyssende. Plottet er allerede indenfor de første få minutter ovenpå den troværdighedsfrarøvende åbningssekvensen blevet fuldstændigt intetsigende. Det varer ikke længe, før filmen nærmest gør totalt ophold ved en meget langvarig sekvens, der involverer hovedpersonerne, der på et motelværelse benytter en uforholdsvis stor del af filmens spilletid på at se porno. Alle de momenter som i en bedre film ville være benyttet til at opbygge karaktererne benyttes blot her til ligegyldigheder og spildes med andre ord. Alt sammen er det med til at gøre filmens 88 minutter utrolig lange at komme igennem.

Underholdningsværdien i at betragte filmens karakterer sidde og glo på et tv er mildest talt til at overse.

Scott Spiegel har utvivlsomt fået sat sit fingeraftryk på filmen. Som man også vil bemærke i instruktørens seneste film 'Hostel III' og måske endnu mere i hans instruktørdebut 'Intruder' (1989), har han en kærlighed for vinkler, der er mere bizarre, end de er interessante. Eksempelvis er her i filmen en del af en sekvens, der ses fra bag en af vampyrernes tænder. Interesserer man sig for, hvad forskellen på god og dårlig instruktion er, kan man med fordel sammenligne denne film og dens forgænger, da der næsten ikke kan blive større forskel på to film, som ellers har så meget til fælles i udgangspunktet. Selve plottet er som tidligere nævnt ret ligegyldigt, og selvom første film ikke just var nogen omfattende historie, havde den mange interessante elementer både i form af en unik stil og nogle sympatiske omend skæve karakterer. Her er stilen mere generende, end den er givende, og det resulterer i, at selv de actionprægede sekvenser bliver generende at sidde igennem. Den eneste skuespiller, der går igen fra den første film, er Danny Trejo, hvilket ikke er overraskende, da skuespilleren har en tendens til at sige ja til de fleste ting, han bliver tilbudt at medvirke i. At det på mange måder gør mærkelige ting ved kontinuiteten i forhold til den første film er skaberne formentlig ganske ligeglade med, og som tilskuer er undertegnede ikke engageret nok til for alvor at irritere sig over det.

At filmen ikke er synderligt god, skal ikke afholde Danny Trejo fra at være en bad ass.

Man skal ikke være synsk for at gætte, hvilken retning denne anmeldelse bærer i. Det er vitterligt ganske få film, jeg ikke kan finde noget positivt at sige om, men 'From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money' er en af dem. Filmen er gumpetung at sidde igennem. De tempomæssigt nedspillede sekvenser er uinteressante grundet de intetsigende karakter. Det samme kan siges om actionelementerne, som er uengagerende, fordi instruktør Spiegels stil bliver forstyrrende. Endvidere har enten talent eller budget ikke kunne række til at gøre splat-segmenterne så gloriøst opblæste og underholdende, som de er i den oprindelige film. Alt sammen toppes det af med en historie, der er en blanding af genbrug fra originalen og nye elementer, som dog ikke formår at tilføje noget nyt til universet.

Score:

Anmeldelse: Piranha 3D.

Årgang: 2010.
Tagline: "There's Something in the Water".
Instruktør: Alexandre Aja.
Medie: Video on demand.
Set på: 21,5" iMac.
Runtime: 88 minutter.
Udgiver: Mis Label.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Jaws' (1975), 'Piranha' (1978), 'Snakes on a Plane' (2006).

Anmeldt af Jesper Pedersen.








Det er blevet forår i Lake Victoria, Arizona - og med foråret kommer tusindvis af feststemte unge, klædt i six-packs og wet t-shirts. Pornoinstruktøren Derrick Jones har set sit snit til at få nogle store kasser i kassen, og han shanghaier den lokale knægt Jake Forester som guide på sin luksusyacht. Imens har Jakes mor, Sheriff Julie Forester, travlt på jobbet. Ikke nok med at byen flyder over med tomme øldåser og tabte bikinitoppe, så har et mindre jordskælv åbnet en sprække til en kæmpe underjordisk sø under selve Lake Victoria. Midt i al festivitasen må Julie eskortere et hold seismologer ud til sprækken, og det de finder er mildest talt foruroligende. En koloni af forhistoriske piratfisk har kurs direkte mod nutidens ungdom, som intetanende plasker løs i det forårslune badevand.

I en tid hvor ordet "remake" kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver horrorfan, er  Alexandre Aja, sammen med hans faste manuspartner; Grégory Levasseur et ganske bemærkelsesværdigt bekendtskab. Han har efterhånden gjort det til sin metier at genindspille horrorklassikere… og oven i købet gøre det aldeles vellykket. Udover 'Piranha 3D' er der den fremragende nyfortolkning af Wes Cravens tidlige 'The Hills Have Eyes' (1977/2006), 'Mirrors' (2008), som dog vist endte med at blive meget løst baseret på sit sydkoreanske forlæg; 'Into the Mirror' (2003) og i år får vi så 'Maniac', som Alexandre Aja ganske vist kun har produceret. Aja er en sand auteur indenfor den tvivlsomme kunst at fixe noget that ain't broken! Man kan diskutere, hvorvidt 'Piranha 3D' egentlig er et remake, en fortsættelse eller bare en film helt for sig selv. Historierne har ikke meget tilfælles, og modsat Joe Dantes 'Piranha' (1978) og James Camerons efterfølger, 'Piranha 2: The Spawning' (1981), i hvilke piratfiskene var fremavlet til militære formål, er Alexandre Ajas moderne version, pudsigt nok, et levn fra fortiden. 'Piranha 3D' refererer mere til 'Jaws' (1975), som også var Joe Dantes inspirationskilde for originalen.

3D-effekter er meget gimmickprægede, i stil med de tidlige forsøg på at tilføre horroren en ekstra dimension!

Ligesom 'The Hills Have Eyes' har 'Piranha 3D' en helt særlig og meget skarp colorgrading. Bakkerne, som omgiver søen er skærende orange, og vandet har en klar blå farve (hvilket egentlig er imponerende, eftersom søen, ifølge sheriffen, er fyldt med skrammel og skrald) Samtidig har det hele en grålig, grumset tone, som passer perfekt til exploitationstilen, uden at det bliver den påtagede slitage, som er blevet lidt for moderne siden Rodriquez' og Tarantinos Grindhouse-projekt. Persongalleriet i 'Piranha 3D' er temmeligt overfladisk. Hovedpersonerne i familien Forester; mor Julie, storebror Jake og to yngre søskende, gør det helt okay, men filmen tilhører i høj grad de skøre gimmicks og skæve bifigurer. De to bedste indslag er Ving Rhames, som vanligt brillerer i rollen som cool cop med kasketten stramt sat på toppen af den skaldede issen, samt Christopher Lloyd i rollen som excentrisk fiskeprofessor med udstående øjne og store armbevægelser. Deres roller er meget små, på kanten af en cameo, og jeg havde nok håbet på at se noget mere til dem. Men den tid de er på skærmen, stjæler de fuldstændigt billedet - og så kan jeg jo bare glæde mig til 'Piranha 3DD' (2012), hvor de begge vender tilbage.

Fiskepedicure er blevet så moderne!

Jeg blev overrasket over, hvor meget udpenslet vold og nøgenhed der egentlig var med i 'Piranha 3D'. Positivt overrasket, selvfølgelig! Det er klart, at der i en film med så mange barmfagre statister iført minibikini må forventes at forekomme bare bryster i ét eller andet omfang. Mest mindeværdig er en sjældent set smuk scene, hvori Kelly Brook og Riley Steele svømmer rundt som to nøgne badenymfer i den azurblå sø, mens pornoinstruktøren Derrick Jones filmer dem gennem sin bundløse lystbåd. Og så er der jo mesterskaberne i våd t-shirt, anført af ingen ringere end Eli Roth, som med tændt haveslange sprøjter sig til sjaskvåde patter og stive nipples en masse. De blodige effekter er der som sagt heller ikke sparet på. Efter en times spilletid uden de helt store udsving på klamhedskurven, tager det fuldstændig overhånd, da fiskene endelig når Lake Victorias attraktive havnefront med de mange nøgne og sårbare kroppe. Det er en stor, stor fornøjelse at overvære, hvordan huden bliver flået af og kropsdele fortæres ind til benet. Selvom 'Piranha 3D' er klam, bliver den dog aldrig så grum som eksempelvis 'The Hills Have Eyes', hvor castet og historien fungerer betydeligt bedre.

Ving Rhames for fuld skrue!

Jeg blev fuldstændigt revet med af voldsomheden i 'Piranha 3D', og det slog mig pludselig, at filmen havde samme effekt på mig som en zombiefilm - min yndlings-subgenre! Panikken der breder sig blandt de unge mennesker, da vandet går fra azurblåt til blodrødt og piratfiskene for alvor begynder at bide fra sig. De halvfortærede kroppe, som kæmper sig i sikkerhed kun for at opdage, at hele understellet er flænset i laser. Dog vågner ingen af de døde op igen, men hvem ved, om et zompiranha-crossover måske vil være at finde i fremtiden? 'Piranha 3D' har i hvert fald midlertidigt genoplivet "når havdyr går amok"-genren, og selvfølgelig er både Roger Corman og Asylum hoppet med på bølgen med titler som 'Piranhaconda' (2012) og 'Mega Piranha' (2010) - for slet ikke at tale om alle deres mærkværdige hajfilm. Som sagt kommer der i år en officiel fortsættelse med titlen 'Piranha 3DD', og traileren lover helt fint. Jeg passer dog på med ikke at skubbe forventningerne alt for højt i vejret, for der skal rigtig meget til at komme op på siden af Alexandre Ajas lille mesterværk af en splatter-patter-film.

Score:

Anmeldelse: The Town That Dreaded Sundown.

Årgang: 1976.
Tagline: "In 1946 this man killed five people… Today he still lurks the streets of Texarkana, Ark."
Instruktør: Charles B. Pierce.
Runtime: 90 minutter.
Medie: Bootleg-DVD
Set på: 40” LED
Udgiver: ZDD Visual Media
Link til filmen: IMDB
Se også: 'Zodiac' (2007), 'To Catch A Killer' (1992), 'The Hunt for the BTK Killer' (2005)

Anmeldt af Claus Reinhold.

Året er 1946, og i grænsebyen Texarkana er man begyndt at komme sig i kølvandet på Anden Verdenskrig og opsvinget er så småt begyndt, både arbejds- og salgsmæssigt. Men da et ungt kærestepar en stille aften holder ind på en øde rasteplads dukker en maskeret mand pludselig op og overfalder og terroriserer det unge par. De slipper levende derfra, men kan ikke give det lokale politi brugbare oplysninger.  Snart slår den maskerede person til igen og begynder for alvor at terrorisere indbyggerne i dette, ellers så fredelige, samfund. Panikken breder sig hurtigt og det lokale politi står uden spor af gerningsmanden, som efter det andet mord, får tilnavnet The Phantom Killer, baseret på de signalementer de overlevende har givet, om at den mystiske morder er iført en hvid stofpose over ansigtet. Viceinspektør Ramsey står for opklaringen af sagen, men da politiet er helt uden spor og drabene fortsætter, spreder panikken og frygten sig yderligere i byen. Folk er blevet bange for at færdes ude efter solnedgang og indbyggerne køber pistoler og ammunition i stor stil, ligesom de barrikaderer deres hjem af frygt for den ukendte The Phantom Killer. Det bliver hurtigt klart, at Ramsey ikke kan opklare sagen på egen hånd så politiet indkalder den berømte Texas Ranger, JD Morales, der har stor erfaring i denne type sager, til at stå i spidsen for den intense menneskejagt. Men selv hans talenter ser ud til at blive sat på prøve, idet den mystiske Phantom Killer aldrig efterlader et eneste spor.

’The Town That Dreaded Sundown’ er inspireret af virkelige begivenheder, nærmere betegnet sagen om The Texarkana Moonlight Murders, der udspillede sig i 1946, hvor The Phantom Killer hærgede Texarkana, Texas og Arkansas. Han overfaldt otte mennesker hvoraf fem døde, men ligesom The Zodiac, der 26 år senere begyndte sine myrderier i San Fransisco, er The Phantom Killer aldrig blevet pågrebet eller identificeret, og sagen er den dag i dag stadig uopklaret. Det at filmen er baseret på virkelige begivenheder, samt ligheden med Zodiac sagen, gør ’The Town That Dreaded Sundown’ til en slags low-budget 70'er pendant til David Finchers mesterlige film. Blandt andet gives der også her lige så meget opmærksomhed til morderens natlige ugerninger, som der gør til selve efterforskningen med alle sine løse ender og manglende spor, som efterforskerne konstant klør sig i håret over. At The Phantom Killer aldrig blev pågrebet, samt den manglende konklusion til sidst, hjælper også med til at give filmen og historien en følelse af mystik og usikkerhed, præcis som i førnævnte ’Zodiac’.

Måske lurer han stadig derude.

Instruktøren Charles B. Pierce, lavede i 1972 ’The Legend of Boggy Creek’ som udspillede sig som en pseudo dokumentar, og denne stil fortsætter han i ’The Town That Dreaded Sundown’. I åbningsscenen fortæller en alvorlig stemme i en voice-over hvor vi befinder os, dato, årstal osv., lidt i stil med åbningsscenen i ’The Texas Chainsaw Massacre’ (1974), og filmen igennem vender voice-over stemmen tilbage for at opdatere publikum. Ser man bort fra pseudo dokumentar-etiketten, så bevæger filmen sig genremæssigt i krimi universet, men den har nogle helt væsentlige horror elementer, som man normalt ikke finder i inden for krimi genren, nemlig det at instruktøren, som tidligere nævnt, helt bevidst bruger meget tid på morderen og dennes jagt, tortur og mord på sine ofre. Derudover emmer filmen af ubehagelig atmosfære og stemning i scenerne hvor The Phantom Killer forfølger sine ofre. Disse to elementer er ren horror, smeltet sammen med en klassisk kriminal historie, og dette fungerer rigtigt godt. Men til trods for disse positive egenskaber, er den bestemt ikke fejlfri. I særdeleshed er instruktørens beslutning om at indarbejde små humoristiske scener og elementer i historien, helt forfejlet og det kiksede forsøg på humor hæmmer den ellers så alvorlige tone kraftigt. Disse scener med malplaceret komik involverer hovedsageligt politifolk, der enten er dummere eller mere fjollede end loven tillader, og læner sig op af noget der ville passe bedre ind i en Gøg og Gokke film.

Texas Ranger JD Morales har gerningsmanden på kornet.

Skuespillerpræstationerne er som man kan forvente for en b-film fra 70’erne, og varierer fra standard til under middel. Dog er der to som skiller sig særligt ud. Nemlig den viljestærke Texas Ranger, JD Morales, som spilles af skuespillerveteranen Ben Johnson, som giver både troværdighed og autoritet til karakteren og filmen. Han har blandt andet også medvirket i ’The Wild Bunch’ (1969), ’The Getaway’ (1972) ’Terror Train’ (1980) og ’Cherry 2000’ (1987) og sågar vundet en Oscar statuette for sin birolle i ’The Last Picture Show’ (1971). Sidste er der Bud Davis der spiller selveste The Phantom Killer. Han gør det fremragende og giver morderen en yderst skræmmende og brutal fremtoning.
I øvrigt er den hvide stofpose som The Phantom Killer bærer over hovedet, så meget lig den som Jason Voorhees bærer i ’Friday the 13th Part 2’ (1981), at man skulle tro Steve Miner og manuskriptforfatterne har ladet sig inspirere af sagen om The Texarkana Moonlight Murders. I øvrigt er instruktøren, Charles B. Pierce, selv med i en cameo, som en småtbegavet politimand ved navn Benson.

The Phantom Killer - hvem gemmer sig bag den hvide stofpose?

’The Town That Dreaded Sundown’ er overordnet set en underholdende b-film om jagten på en morder. Filmens store force er uden tvivl de stemningsmættede scener med The Phantom Killer der i ly af natten er på jagt efter sit næste offer, men desværre hæmmes filmen af et til tider slæbende tempo, for mange svagt tegnede karakterer og unødvendig komik. Men er man til krimi blandet med horror, film baseret på virkelige mordsager eller finder man generelt bare slidte 70’er exploitation film tiltalende, så er den ellers så svært tilgængelige ’The Town That Dreaded Sundown’ absolut indtil flere gennemspilninger værd. Det skal nævnes at filmen ikke har fået en officiel DVD eller Blu-ray udgivelse. Den anmeldte udgave er en bootleg DVD, købt gennem det engelske undergrundsselskab, ZDD Visual Media, som sælger DVD-R kopier udelukkende med sjældne, uudgivne eller out-of-print film. Selve filmen står i øvrigt rigtigt flot, alderen taget i betragtning, og kommer i anamorfisk widescreen med filmens originale 2.35:1 format. 

Score:

Nyhed: Flotte horror-wallpapers fra Beyond HorrorDesign.

Britiske Humphrey Humbert driver facebook-siden Beyond HorrorDesign og her kan du finde wallpapers, artwork, DVD-covers og genfortolkninger af posters der kan få enhver horrorfan til at stor-savle. Han er heldigvis flink til at uploade til billedtjenesten ImageShack, og det gør det nemt og smertefrit at downloade hans fede designs. Så gå på opdagelse på hans side, der er lige pt 105 billeder i wallpaper-sektionen, 43 DVD covers og 29 plakater. Her er en lille smagsprøve, resten finder du ved at trykke her; Beyond HorrorDesign.

Artikel: Horror og andre genrefilm på CPH PIX 2012.

Programmet for filmfestivalen CPH PIX 2012 er nu kommet på gaden, og traditionen tro er her masse at komme efter for fans af gys og gru. Jeg har gennemgået hele programmet og kommer her med en komplet oversigt over horror og andre genrefilm på CPH PIX 2012. Sidst i denne artikel, finder du mine personlige anbefalinger til hvad jeg syntes man skal holde øje med på dette års festival. Filmfestivalen kører fra 12. til 29. april og du kan se hele CPH PIX 2012 programmet her. Der tages forbehold for fejl og ændringer i programmet.

BABYCALL (læs mere)
Torsdag 19/04 17:00 Empire Bio
Søndag 29/04 21:30 Grand Teatret

BULLHEAD (læs mere)
04/04-14/04 Cinemateket

JÆGERNE 2 (læs mere)
Tirsdag 17/04 21:30 Grand Teatret

IRON SKY (læs mere)
Onsdag 11/04 21:30 Palads

SNOWTOWN (læs mere)
Torsdag 19/04 16:30 Dagmar Teatret
Tirsdag 24/04 21:30 Grand Teatret
Søndag 29/04 16:30 Dagmar Teatret

TWIXT (læs mere)
Tirsdag 17/04 21:30 Imperial
Onsdag 15/04 19:00 Palads

FAUST (Læs mere)
Søndag 15/04 17:00 Empire Bio
Søndag 29/04 19:00 Grand Teatret

JUAN OF THE DEAD (læs mere)
Lørdag 14/04 21:30 Dagmar Teatret
Mandag 16/04 19:00 Dagmar Teatret

HAYWIRE (læs mere)
Mandag 02/04 21:30 Palads.

HORROR OF DRACULA (læs mere)
Tirsdag 17/04 21:45 Cinemateket

HUMAN CENTIPEDE 2 (læs vores anmeldelse her)
Lørdag 14/04 22:30 Empire Bio
Torsdag 19/04 21:30 Husets Biograf
Lørdag 28/04 21:45 Cinemateket

KILLER JOE (læs mere)
Fredag 13/04 23:59 Gloria
Mandag 23/04 16:30 Aarhus Øst for Paradis
Onsdag 25/04 21:30 Palads
Fredag 27/04 22:30 Empire Bio

LIVID (læs mere)
Fredag 13/04 20:15 Gloria
Lørdag 21/04 22:30 Empire Bio
Mandag 23/04 21:30 Palads

LOVELY MOLLY (læs mere)
Torsdag 12/04 21:45 Cinemateket
Onsdag 25/04 19:15 Cinemateket

MARTHA MARCY MAY MARLENE (læs mere)
Lørdag 14/04 21:30 Grand Teatret
Fredag 20/04 21:30 Grand Teatret

MISS BALA (læs mere)
Lørdag 14/04 20:00 Empire Bio
Søndag 22/04 21:30 Grand Teatret

HEADSHOT (læs mere)
Fredag 20/04 Dagmar Teatret
Tirsdag 24/04 Dagmar Teatret
Søndag 29/04 Aarhus Øst for Paradis

HARD LABOR (læs mere)
Onsdag 18/04 19:00 Dagmar Teatret
Søndag 22/04 20:00 Empire Bio

CUT (læs mere)
Torsdag 12/04 21:30 Gloria
Onsdag 18/04 16:45 Gloria

GANTZ: PERFECT ANSWER (læs mere)
Søndag 15/04 22:30 Empire Bio
Fredag 27/04 21:30 Dagmar Teatret

THE SORCERER AND THE WHITE SNAKE (læs mere)
Mandag 16/04 22:30 Empire Bio
Tirsdag 24/04 21:30 Palads Biograferne

GANTZ (læs mere)
Søndag 15/04 20:00 Empire Bio
Fredag 27/04 19:00 Dagmar Teatret

SMUGGLER (læs mere)
Tirsdag 17/04 22:30 Empire Bio
Lørdag 28/04 21:30 Dagmar Teatret

DAD MADE DIRTY MOVIES + ORGY OF THE DEAD (læs mere)
Lørdag 14/04 19:00 Husets Biograf
Søndag 22/04 19:30 Husets Biograf

RESTIVE (læs mere)
Mandag 16/04 20:30 Husets Biograf
Lørdag 21/04 22:00 Husets Biograf
Tirsdag 24/04 17:30 Husets Biograf

INVASION OF ALIEN BIKINI (læs mere)
Mandag 16/04 18:30 Husets Biograf
Fredag 20/04 21:30 Husets Biograf

MOVIE BATTLE 2012: SUPERNATURAL HORROR (læs mere)
Onsdag 18/04 kl. 19:00 (Konkurrence) Palads
Torsdag 19/04 kl. 19:30 (The Full Programme 1) Husets Biograf
Fredag 20/04 kl. 19:30 (The Full Programme 2) Husets Biograf
Lørdag 21/04 kl. 19:30 (The Full Programme 3) Husets Biograf

NIGHT OF THE HUNTER (læs mere)
Fredag 20/04 16:45 Cinemateket

RESTIVE (læs mere)
Mandag 16/04 20:30 Husets Biograf
Lørdag 21/04 22:00 Husets Biograf
Tirsdag 24/04 17:30 Husets Biograf

THE RAID: REDEMPTION (læs mere)
Onsdag 18/04 22:30 Empire Bio
Tirsdag 24/04 19:00 Palads
Onsdag 25/04 16:30 Palads

SLEEP TIGHT (læs mere)
Mandag 16/04 20:00 Empire Bio
Mandag 23/04 19:00 Dagmar Teatret

CORMAN’S WORLD: EXPLOITS OF A HOLLYWOOD REBEL (læs mere)
Fredag 13/04 16:45 Cinemateket
Lørdag 21/04 14:00 Cinemateket

TAKE SHELTER (læs mere)
Søndag 15/04 14:45 Cinemateket
Torsdag 26/04 21:45 Cinemateket

THE PRESENCE (læs mere)
Fredag 20/04 21:45 Cinemateket
Fredag 27/04 19:00 Cinemateket

THE PREENING SWAN (læs mere)
Fredag 13/04 22:00 Gloria
Mandag 23/04 22:30 Empire Bio
Fredag 27/04 21:00 Husets Biograf

WHERE THE DEAD GO TO DIE (læs mere)
Tirsdag 17/04 21:00 Husets Biograf
Søndag 22/04 17:30 Husets Biograf
Onsdag 25/04 21:00 Husets Biograf

Specialvisninger:

EPIDEMIC PÅ MEDICINSK MUSEION
Torsdag 12/04 19:00
MØDESTED: Medicinsk Museion

PIX viser traditionen tro en særlig udvalgt film i helt specielle rammer. Lokaliteten spiller hovedrollen, når Medicinsk Museion åbner dørene for en aften i epidemiens navn, og hvilken bedre anledning end at fejre 25-års jubilæet på Lars von Triers anden spillefilm Epidemic? Filmen fortæller på bedste meta-vis to sideløbende historier. Den ene om det spirende fi lmtalent Lars von
Trier og manuskriptforfatter Niels Vørsel, som sammen og imod uret udklækker det geniale manuskript om et epidemiramt Europa. Den anden skildrer den fi lm, Trier og Vørsel skriver, om den idealistiske Doktor Mesmer (spillet ømt-ironisk af Trier selv), der rejser rundt for at hjælpe de sygdomsplagede europæere. Men mens manus bliver til, puster handlingen forfatterne i nakken, og pludselig fl yder fiktion og virkelighed sammen. Udover at (gen)opleve den højst underholdende lille genistreg Epidemic får publikum en illustreret indføring i dansk epidemihistorie af Museions kyndige historiker Adam Bencard - i det selvsamme auditorium, hvor generationer af medicinstuderende har modtaget lektioner i anatomilære og overværet dissektioner af lig.

ZOMBIER I PROVINSEN
Lørdag 21/04 20:00
MØDESTED: DGI BYEN
Dawn of the Dead i storcentret og Day of the Dead på fortet - sådan har publikum tidligere kunne opleve zombiefilm på PIX. Nu er tiden kommet til en tur ud på landet og en afstikker tilbage i tiden til George A. Romeros debut, kultklassikeren Night of the Living Dead (læs vores anmeldelse her). Zombiefilm skal ses … on location, og som afrunding på PIX's Romero-trilogi tager festivalen i samarbejde med Vallekilde Højskole og Vig Bio de hurtige og heldige, der sikrer sig billet, med på en tur til provinsens øde gader. I Night of the Living Dead søger en gruppe overlevende tilflugt i et barrikaderet hus, da de døde genopstår fra graven, hungrende efter frisk blod. Her forsøger de indespærrede med alle midler at holde de vaklende kadavere fra døren. Spring på bussen til provinsen og genoplev Romeros film i de helt rette rammer. Der er et begrænset antal billetter, som sættes til salg i april, så følg med på cphpix.dk.

GYS I DE GLEMTE TUNNELLER
Mandag 23/04 21:30
MØDESTED: VED ELEFANTERNE, CARLSBERGEt australsk tv-hold af graverjournalister begiver sig ned i Sydneys undergrund på jagt efter fakta til en historie om lokalpolitikernes planer med byens vandreservoir. Turen viser sig dog at afdække skrækkelige hemmeligheder, der truer med at tage livet af hele holdet. I bedste The Blair Witch Project- og REC-stil for found-footage-horror inkorporeres kameraet i filmens fortælling, så man som seer mærker hver en sten på jorden og hvert et dryp i nakken fra de klamme tunneller. The Tunnel (læs mere) er blevet en realitet på baggrund af massiv støtte fra fans verden over gennem crowdfunding. Nu giver PIX helt eksklusivt publikum mulighed for at tage med "down under" og se filmen på det eneste rigtige sted: dybt under byens overflade i mørke, rungende tunneller. Visningen er et samarbejde med arealsponsor Carlsberg Byen. NB: Der er få billetter, og husk at klæde dig varmt, da der er koldt og fugtigt. 

ANBEFALINGER: CPH PIX 2012 handler om at gå på opdagelse i filmens verden, men jeg vil nu alligevel anbefale lidt titler , som jeg vil mene er turen værd. Iron Sky, som vi allerede har skrevet en hel del om her på bloggen (læs mere), ligner et b-films brag uden sidestykke - den kan gå begge veje, intet bliver det helt forfærdeligt eller også bliver det hæsblæsende godt! Gå heller ikke glip af chancen for at se Hammer-klassikeren over dem alle, nu på det store lærred - Horror of Dracula! Filmen med legendariske Christopher Lee, som den blodtørstige greve, og Peter Cushing i rollen som vampyr-jægeren Doctor Van Helsing er og bliver et mesterværk i gotisk horror. Horror-magasinet Fangoria har skrevet mange fine ting om Livid (instrueret af Alexandre Bustillo der stod bag den fantastiske À l'intérieur aka Inside) og Sleep Tight (skabt af folkene bag den populære REC]-serie), så dem vil jeg også anbefale at du prøver at ramme. William Friedkin's grindhouse-film Killer Joe, med badebollen Matthew McConaughey som Killer Joe Cooper, ligner også et spændende bekendtskab og det samme kan siges om den norske Babycall med Noomi Rapace, den sindssyge kung-fu action-ramasjang-gå-helt-amok-film The Raid: Redemption og Steven Soderbergh's action-thriller Haywire. Vil du slå hele 3 fluer med et smæk, så er muligheden der fredag d.13/04. Her holder den dejlige Gloria-biograf nemlig genrefilms-aften, og her kan du se både Livid, Killer Joe og The Preening. I Take Shelter kan du opleve den altid seværdige Michael Shannon spille en vis legemsdel ud af bukserne, i en stærk indie-film, med apokalyptiske undertoner. Er du genre-nørd og elsker gamle kultfilm, så er dokumentaren Corman's World: Exploits of a Hollywood Rebel et must see! Legender som Quentin Tarantino, Jack Nicholson, Martin Scorsese og Traci Lords... fortæller om deres samarbejde med ikonet Roger Corman. Sidst men ikke mindst vil jeg anbefale at tage til CPHPIX's Specialvisninger. Sidste år kidnappede jeg kæresten og tog på Trekroner Fortet, og i et labyrintisk system af gange og celler så vi 'Day of the Dead' - det var et fremragende arrangement! Har er så mange fede film at kaste sig over på dette års festival, så af sted med dig og vi ses derude! CHP PIX kører i København fra den 12. til den 29. april.

På TV: Overset gangster-pulp fra 90'erne.

Things to Do in Denver When You're Dead - har du nogensinde hørt om den? Har du nogensinde set den? Det er uhyggeligt hvor overset denne gangster-film fra midt-90'erne er endt med at være. Dens forbandelse blev at den kom lige i kølvandet på monster-hittet Pulp Fiction og de to film har da også en del tilfælles - men se den for guds skyld alligevel, for den kan sagtens stå på egne ben! Der bydes op til dans med et fremragende cast bestående af Andy Garcia, Christopher Lloyd, William Forsythe, Steve Buscemi, Treat Williams og Christopher Walken kigger da også lige forbi. Filmen er velspillet, tosset, cool og proppet med masser af skarpsindig og sjov dialog - det er med andre ord underholdende pulp-noir af den bedste og mest sorthumoristiske slags. Scenen herunder hvor en af håndlangerne, der går under det meget dækkende navn Critical Bill, træner sine boksefærdigheder på liget af en død wiseguy til tonerne af Johnny Cash's fængsels-ballade Folsom Prison Blues viser meget godt hvad man kan forvente af denne film...

 

Things to Do in Denver When You're Dead kan købes på play.com til €6.49 (dette er inklusiv fragt - klik her for direkte link). Den engelske DVD indeholder også engelske undertekster. Hvis du ikke gider at købe filmen, så tænd for tossekassen klokken 14:00 på fredag (16/03-2012), slå over på TV2FILM og nyd den kvit og frit!

"The blood runs when the time comes."

Synopsis: Jimmy 'The Saint' (Andy Garcia), en ex-gangster der vil i gang med et nyt og mere ærligt liv, skylder den tidligere gangster-boss 'The Man With the Plan" (Christopher Walken) en tjeneste. Jimmy og fire ex-kumpaner har imidlertid mistet håndelaget, og hvad der ellers skulle have været en nem opgave, løber af sporet og ender i en sand katastrofe. Gruppens dage er talte, da fejltagelsen 'belønnes' med en håndfuld dødsdomme underskrevet af 'manden med planen'. Et sandt kapløb mod tiden og diverse lejemordere kan begynde.

Anmeldelse: Dog Soldiers.

Årgang: 2002.
Tagline: "Six soldiers. Full moon. No Chance."
Instruktør: Neil Marshall.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Runtime: 101 minutter.
Udgiver: Scanbox.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'The Howling' (1981), The Company of Wolves (1984), 'Predator' (1987).

Anmeldt af Jesper Pedersen.








En lille gruppe soldater på øvelse i det nordlige Skotlands barske og ubeboede skovområder kommer pludselig på en noget hårdere prøve, end de først havde forventet. På vej mod et hul i modstanderens forsvar ser de et nødblus stige til vejrs over træernes kroner, og ved ulykkesstedet finder de resterne af et hold specialstyrker med kommandør Richard Ryan som eneste overlevende. Modsat soldaternes løse krudt er specialstyrkerne bevæbnet med ikke blot skarpe skud, men også bedøvelsespile og sprængstoffer. Inden soldaterne får set sig om er solen gået ned, og fuldmånen står rund og flot på nattehimlen. Det begynder pludselig at knase i skovbundens kviste og blade…

Det virkede naturligt for mig at afslutte resumeet med en cliffhanger, men jeg føler mig lidt dum, når jeg nu efterfølgende afslører, hvad det rent faktisk er, som lurer i mørket. For jeg spoiler vist ikke for meget ved at sige, at 'Dog Soldiers' er en varulvefilm. En pokkers effektiv én af slagsen, faktisk. Jeg har ganske vist ikke den store referenceramme, men der eksisterer vel heller ikke det samme udbud, som der eksempelvis gør med vampyrer og zombier. Fordi man ikke kan nøjes med en tandprotese og et par liter teaterblod, er varulven ikke et oplagt B-filmsmonster. Det kræver masser af tid og talent i sminken, og enhver vareulvefilm med respekt for sig selv har en forvandlingsscene, hvor menneskekroppen langsomt muterer, indstilling for indstilling, mens værten vrider sig i smerte. Faktisk sker denne del off-screen i 'Dog Soldiers', og derfor kan man ikke påstå, at filmen har en decideret forvandlingsscene. Budgettet har givetvis ikke været til det, og så vil jeg også hellere lade det foregå i fantasien, fremfor at blive irriteret over middelmådige effekter - i hvert fald når resten af filmen fungerer så godt. Varulvedragterne er ellers ganske fine, omend noget statiske. Maskernes eneste bevægelige element er underkæben, som skubbes op og ned ved hyl eller knurren. Det fungerer dog udemærket, da varulvene stort set altid skjules i silhuet eller bevæger sig i actionscener med hurtig klipning.

Filmens nervepirrende forvandlingsscene… udspiller sig lige under dette spisebord!

Manden bag 'Dog Soldiers' er Neil Marshall, som de fleste måske kender fra horrorfilmene 'The Descent' (2005) og 'Doomsday' (2008) eller forrige års sværd-og-sandalfilm 'Centurion' (2010). 'Dog Soldiers' var Neil Marshalls spillefilmsdebut, og selvom budgetterne er steget siden, har han kunne bevare så meget uafhængighed, at han stadig er både instruktør og ene-manuskriptforfatter på alle sine film. Så kan han blandt andet bestemme ting som, at alle filmene skal foregå i Skotland. Siden jeg første gang stiftede bekendtskab med Michael Smileys cykelbud Tyres fra tv-serien 'Spaced' (1999) har jeg været en sucker for de fede irske og skotske accenter - dem er der masser af i denne film, og de giver noget ekstra punch til de i forvejen grove og grotesk sorte replikker. Eftersom stort set alle karaktererne i 'Dog Soldiers' er militærmænd, bærer dialogen naturligvis præg af at de pisser territorie af og tager pis på hinanden. Det kunne blive trættende i længden, hvis ikke hver enkelt replik var så velformuleret og gennemtænkt som her. "Run for your lives, before they tear your legs off!" er blot ét pragteksempel ud af mange. Midt i al herrehørmen er der oven i købet plads til lidt ægte britisk hygge, da den midlertidige befalingsmand, menig Cooper, beordrer soldaterne at koge vand på alle blus som et ekstra forsvar, hvis ammunitionen slipper op… og samtidig beder dem sætte over til en kop te.

Varulvene har ikke den mest veludviklede ansigtsmimik, men de kan udføre det basale: åbne gabet!

Filmen kommer egentlig lidt skidt fra start med en prolog, som er besynderligt B-filmsagtig i forhold til resten - dog hives scenen akkurat i land med en underholdende detalje omkring en lynlås! Vi præsenteres for et forelsket par på telttur, som BUM! bliver spist af en varulv. Inden når hun lige at give ham en gave; en brevkniv i ægte sølv, som naturligvis viser sig at være et alt for tydeligt setup på et meget senere payoff. Herudover har filmen gang i hele to mysterier, twists om man vil, hvoraf det ene er for oplagt, og det andet er for uoplagt. Et twist fungerer netop som payoff på en række setups i løbet af den foregående handling. Små detaljer, som umiddelbart virker tilfældige, men som det i payoff'et går op for seeren havde en vigtig betydning. Det første twist er ganske vist let at gætte, men som sådan fungerer det meget bedre end det næste, som kommer ud af den blå luft. Og så er der altså ikke meget arbejde i at lave et godt twist!

"@#☠$%*ϟ&!?!"

'Dog Soldiers' indeholder et utal af referencer til tidligere horrorfilm, mest nævneværdigt; 'Wolfman' (1941), 'The Howling' (1981) og 'The Company of Wolves' (1984). Men det er også sjovt at se, hvordan Neil Marshall igennem hele filmen refererer til gamle folkeeventyr. De tre små grise, Rødhætte, bedstemor, en fåreflok, Guldlok og bjørnene samt Hans og Grethe og deres brødkrummer nævnes alle direkte eller indirekte i manuskriptet. Hen mod slutningen har to af filmens centrale karakterer, sergent Wells og menig Cooper, sågar skjult sig i et skab, lidt i stil med det velkendte syvende gedekid, som gemmer sig i uret, da ulven kommer på besøg. Og Sergent Wells render faktisk rundt med indvoldende slæbende efter sig det meste af filmen, indtil Cooper sætter hans mave sammen med superlim - det minder også om både 'Rødhætte' og 'Ulven og de syv gedekid', hvor rovdyret får skåret sin mave op til slut. Horrorfilmen er vel også den nuværende fortællemåde, der ligger tættest opad eventyret - bortset fra, at horrorfilmen er forbudt for børn naturligvis. Men samtidig med at filmen eksisterer som en hyldest til tidligere tiders gys og gru, fungerer 'Dog Soldiers' på sin helt egen måde, og den er et studie i hvor velfungerende en splatterfilm kan være uden alt for mange effekter, men med et godt greb om de rigtige virkemidler.

Score:

Nyhed: Kino.dk lancerer On Demand VOD-tjeneste.

Film-sitet Kino.dk har lanceret en VOD-tjeneste kaldet On Demand og det betyder at du nu kan se film på computerskærmen derhjemme, i toget eller i princippet - hvor som helst. Tjenesten tilbyder hele 2300 film, og udbudet bliver bliver opdateret med nye titler hver uge. Premierefilm vil som tommelfingerregel udkomme på VOD fire måneder efter premieren i biografen. Lanceringen markerer Kino.dk ved at forære den første film gratis. Hvis du sender en SMS (alm. takst) med teksten "On Demand" til 1225, modtager du en kode, og med den kan du se en gratis film på www.kino.dk/ondemand.

Kino.dk har lige pt 180 titler at vælge imellem i gyser-genren, så her er altså masser at kaste sig over. Her findes både ældre og nye film, alt lige fra Roman Polanskis klassiker Rosemary's Baby til horror-ramasjang som Final Destination 5. Du finder også en masse genre-film som vi tidligere har anmeldt her på bloggen; The House of the Devil, The Woman, Hostel 3, Insidious, Tony, Caged, Four Flies on Grey Velvet, Vanishing on 7th Street, A Horrible Way to Die, Tucker & Dale vs Evil og Deadgirl.

Anmeldelse: A Horrible Way to Die.

Årgang: 2010.

Tagline: ?
Instruktør: Adam Wingard.
Medie: DVD.
Set på: 42" LCD.
Runtime: 82 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Maniac' (1980), 'Henry: Portrait of a Serial Killer' (1986), 'Natural Born Killers' (1994).

A Horrible Way to Die er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.





Sarah (Amy Seimetz) er flyttet, har besejret sin alkoholisme og genfundet kærligheden. Alt sammen har det været nødvendigt ovenpå bruddet med den tidligere kæreste Garrick (AJ Bowen), som var en kende hård ved Sarah. Med terapi og sit inderlige forsøg på at starte forfra, er det så småt lykkedes hende at skabe noget, der minder om et almindeligt liv for sig selv. Den trygge hverdag, hun har fået opbygget, tager dog en dramatisk vending, da ex-kæresten flygter fra fængslet. Kan Sarah overleve sin fortid?

Der er friske kræfter bag ‘A Horrible Way to Die’. Den unge instruktør Adam Wingard er endnu ikke noget stort genrenavn, men har siden hans debutfilm ‘Home Sick’ (2007) kæmpet for at få mulighed for at skabe horrorfilm. Det har betalt sig, siden han trinvist er nået bredere ud. Nogle har sammenlignet instruktørens stil med etablerede navne som David Lynch. Filmens primære roller er ligeledes ganske ukendte, selvom Amy Seimetz har været yderst aktiv og har en god stak film undervejs. AJ Bowen har medvirket i enkelte andre film, deriblandt ‘The House of the Devil’ (2009), som også er tilgængelig fra Another World Entertainment her i landet. ‘A Horrible Way to Die’ har i øvrigt haft æren af at vinde tre store priser (manuskript samt mandlige og kvindelige hovedrolle) på Fantastic Fest, som årligt afholdes i Austin, Texas. Derudover er der ikke meget baggrund at grave ned i omkring denne titel, fordi filmen er besat af et bemærkelsesværdigt uerfarent (dermed ikke sagt at de er ringe af den grund) hold. Til gengæld er der masser at sige om selve filmen.

Der er ingen tvivl om, at filmen kan være smuk i momenter. Det eksemplificeres fint i dette billede, hvor belysning og stemning går op i en højere enhed.

Når diskussionen falder på stil versus substans, vil de fleste nok foretrække substans. Andre vil påstå, at stil og substans kan være en og samme ting. Det er jeg helt og aldeles enig i. En veludført og stilsikker film kan styrke et stærkt grundlag eller sågar være sin egen force. I 'A Horrible Way to Die’ fylder stilen utrolig meget. Hvorvidt filmens ikke just omfangsrige budget har været en af årsagerne til, at man har valgt den håndholdte vej vides ikke. Ikke desto mindre tager førnævnte valg fuldstændig fokus her. Ligesom det var tilfældet i den overvurderede actionfilm ‘Unstoppable’ (2010) rystes der her ukontrolleret med kameraet og også langt mere, end det naturligt vil forekomme, når man vælger at optage uden et fast underlag. Man må udlede, at skaberne har taget en beslutning om, at lade filmen få dette udseende. Det er problematisk, fordi det bliver for fyldigt et element. Selv i film som ‘The Last Exorcism’ (2010), hvori det er found footage formen, der er årsag til at kameraarbejdet fremstår sløset, virkede det ikke så ekstremt som her. Det er heller ikke umuligt at se, hvad man har stilet efter fra skabernes side, og i enkelte øjeblikke giver stilen mening. Problemet er bare, som læseren nok efterhånden har udledt, at det oftere har en tendens til at genere end at styrke filmen. Det hjælper særligt heller ikke, når filmens i forvejen noget rodede fortælling tages med i overvejelsen, og selvom det hele ender med at give nogenlunde mening, sad undertegnede alligevel tilbage med oplevelsen af en dårlig fortalt film. Filmen leder muligvis efter en egen stil, som kan gøre den unik, men for mig er det svært at se andet end en kameramand, der bevidst står og vifter med kameraet for at forsøge at skabe en intensitet, som ikke rigtigt er til stede i fortællingen.

Denne vrisne ældre herre er et af filmens bedste indslag.

Det er ikke frygtelig meget der reelt sker i filmen. Historien er meget simpel, og bygger i høj grad op til det sidste kvarter, som indeholder filmens egentlige pointe (som dog også er noget mudret leveret). At man derudover vælger at splitte fortællingen op, så man både følger Sarah og Garrick, giver blot tilskueren endnu mindre mulighed for at blive knyttet til nogle af de to karakterer. Det til trods for, at mange af replikudvekslingerne i filmen er fint skrevet, og særligt AJ Brown gør et godt stykke arbejde som Garrick, der utvivlsomt er den mest interessante af de to karakterer. I momenter mindede hans fortælling mig om Joe Spinells karakter i William Lustigs ‘Maniac’ (1980), men det indtryk er desværre noget flygtigt, og karaktererne udvikler sig aldrig rigtig udover det umiddelbare indtryk, tilskueren får af dem. Tematisk må man i mellemtiden give folkene bag ‘A Horrible Way to Die’, at de har haft store ambitioner. Der hintes undervejs til temaet, der som sagt først færdigudvikles i filmens sidste minutter. Det står desværre ikke helt klart, hvad filmen vil sige omkring det fænomen, den kommenterer, og det er et alvorligt problem. Absurditeten, som er indeholdt i førnævnte klimaks, er ikke desto mindre rammende og indeholder glimt af noget, der kunne have været meget mere. Filmen har flere af disse punkter, hvor man fornemmer potentiale. Det er eksempelvis en scene, hvori Garrick på en tankstation møder en tilfældig mand, der mest af alt mindede denne anmelder om de mange variationer af skøre mænd, som ‘Friday the 13th” franchisen har budt på. Endvidere er hans provokerende udtalelser tilpas kantede til, at øjeblikket bliver foruroligende. Det er også et af de få øjeblikke, hvor det rystede udtryk giver mening og rent faktisk styrker filmen i stedet for at genere.

Mangler din film intensitet, kan du jo altid prøve at hænge din hovedrolleindehaver med hovedet ned af og se, om det hjælper.

Jeg blev ret hurtigt spændt på, hvad ‘A Horrible Way to Die’ havde at byde på, da jeg satte den i afspilleren. Det æstetiske udtryk, som jeg snart har nævnt mange gange, fremstod indledningsvist som en forfriskende anderledes og kunstnerisk tilgang til horrorgenren. Det er derfor med stor ærgrelse, at jeg må placere filmen så lavt på karakterskalaen. Både Adam Wingard og i særdeleshed manuskriptforfatter Simon Barrett har sandsynligvis gode film i sig, men dette er ikke en af dem. Filmen er for sløv til at underholde, for klodset til at være intelligent og alt i alt blot en gumpetung oplevelse, som kunne have været meget mere.

Score: