Film-samlingen: Nye DVD'er og Blu-ray's.

Så er der kommet lidt nyt i samlingen. Perkins' 14 (2009), The Tomie Collection (indeholder Tomie, Tomie Replay, Tomie Rebirth, Tomie - FinalChapter, Forbidden fruit), Twelve (2010), Mark of the Devil (1970), The Wolfman (2010) og Don't Go in the House (1980). Husk at du kan se tidligere indlæg i denne artikelserie ved at klikke på ikonet i menuen til venstre - eller klik her.

Anmeldelse: The Hidden.

Årgang: 1987.
Tagline: "It's only human on the outside..."

Runtime: 98 minutter.
Medie: DVD.
Set på: HD-Projektor.
Udgiver: New Line Cinema.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'The Terminator' (1984), 'The Thing' (1987), 'Men in Black' (1997).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Kriminalbetjent, Tom Beck, får en travl dag på kontoret da helt normale og velfungerende mennesker pludselig, ud af det blå, begynder at begå brutale forbrydelser og slå folk ihjel på må og få. Beck gør sit bedst for at komme de mange sager til livs og han får inden længe selskab af den noget akavede FBI-agent, Lloyd. Alt i mens tager kaoset til, de to ordenshåndhævere står nemlig overfor en noget uvant fjende: Et parasit-lignende væsen, der ynder at overtage mennesker som værtskrop, og med en glubsk smag for død, ødelæggelse, hurtige biler og høj musik! Det er nu op til det umage par at sætte en stopper for truslen fra det ydre rum.

Film som Jack Sholder's sci-fi action-basker 'The Hidden' gør det nemt at være anmelder: Her er SÅ meget at holde af og hvis du ikke har set den endnu, så er det bare af sted! Herlighederne sparkes i gang med store, fede og skriggrønne 80'er fonts. Herefter bliver vi kastet ud i en fuldstændig fantastisk start på filmen med pumpguns, ferrari, skarp biljagt og kulsort humor. Og fuldstændig som i biljagten, så bliver gaspedalen heller aldrig sluppet, i resten af filmens 98 minutter lange spilletid. Selv om filmens præmis har mange ligheder med John Carpenter's klassiske 'The Thing' fra 1982, så sidder man heldigvis aldrig med smagen af dårlig kopi i munden. Hvor Carpenter's mesterværk var dystert, ondt og drevet af den voksende paranoia og det psykologiske spil imellem karaktererne, tager 'The Hidden' en mere fandenivolsk og tegneserieagtigt tilgang til emnet. I denne film er det skjulte alien-bæst nemlig fløjtende ligeglad med om den bliver opdaget, og får den øje på noget den vil have - så tager den det bare. Når værtskroppen er blevet så medtaget at den er ved at falde fra hinanden, så finder rumvæsnet da bare en ny krop og starter forfra. Den minder om en hyperaktiv, forkælet og udødelig 5-årig med licens til at dræbe og  ødelægge, og det er forrygende underholdende at være vidne til.

Falling Down with a Vengeance!

'The Hidden' byder også på en lille håndfuld charmerende 80'er-koryfæer. TV-serie/film-stjernen Michael Nouri spiller den hårdt prøvede kriminalbetjent Tom Beck, og flankeres elegant af Kyle 'Twin Peaks' MacLachlan i rollen som FBI-agenten Lloyd Gallagher. De to udvikler sig hurtigt til et team - omend et lidt besynderligt et af slagsen. Her er næsten tale om et klassisk buddy-cop-setup, hvis altså det ikke lige var fordi de to ordenshåndhævere sloges mod et rumvæsen. Nu tænker du nok at det lyder en hel del som Tommy Lee Jones og Will Smith's 'Men in Black', men der tager du fejl. Dette er ikke en komedie og filmen er på ingen måde børnevenlig. Filmene har ligheder, men der bliver altså ikke lagt fingre imellem. Den tidligere western-stjerne og nu genre-vetaran, Clu Gulager, har også en mindre rolle, og han når da også lige at flashe nogle bitchin' cowboy-boots inden han ryger af skærmen igen. Ed O'Ross, som du helt sikkert har oplevet som bad-guy i et hav af action-film fra 80'erne og start 90'erne (f.eks 'Red Heat' og 'Another 48 Hrs'), kigger også forbi. Nå ja, og så valser Claudia Christian da også rundt med udsigt til det meste. Alle skuespillere gør det fortrinligt - altså på vanlig b-films 80'er maner...

"Kalder du det en gøb?! Gaaaaaay!" - tænker Michael Nouri i rollen som Tom Beck uden tvivl.

Manuskriptforfatter, Jim Kouf, har tydeligvis fået sin primære inspiration til 'The Hidden' fra værker som 'The Thing' og 'Invasion of the Body Snatchers'. Han har taget den velkendte præmis om de krops- og identitets-stjælende aliens og tilføjet nogle skæve og meget morsomme situationer, et højt tempo og nogle gode og stærke action-scener. Hvad vi ender op med, er en sjov, hæsblæsende, actionpacked, sci-fi buddy-cop-film der vil underholde selv de mest støvede og grå filmnørder. Der bliver også budt på lidt special-effects, men slet ikke samme slimede og gore-sprøjtende kategori som vi så i 'The Thing'. Der er dog en scene hvor rumvæsnet vil skifte sin sønderskudte værts-krop ud med en anden, der kan give lidt opkastningsfornemmelser hos de lidt sarte.

Avanceret skægpest.

Shoulder's debut som instruktør var på en film vi tidligere har anmeldt, nemlig 'Alone in the Dark' fra 1982. Derefter fik Shoulder det utaknemmelige job at prøve at gøre Wes Craven kunsten efter, og det resulterede i den knap så heldige forsættelse til den legandariske 'A Nightmare on Elm Street'. Forsættelsen kaldet, 'Part 2: Freddy's Revenge', endte med at blive en film mange fans af den første Freddy Krueger-film, ville ønske de var faldet i søvn til. 'Part 2: Freddy's Revenge' var, trods filmens mange problemer, stadig et kæmpe hit i salgslugerne, og instruktøren fik derfor hurtigt tilbuddet om at tage sig af 'The Hidden' og den chance greb han heldigvis! Jack Shoulder peakede virkelig med 'The Hidden', men desværre slog filmen aldrig rigtig igennem og blev hurtigt glemt. Filmen blev ikke et kæmpe flop, men desværre forsvandt Jack Shoulder alligevel ind i TV-film og seriernes altopslugende mørke efter 'The Hidden', og han er aldrig kommet ud igen.

Claudia Christian - det kvindelige svar på en Terminator fra 80'erne.

Denne skammeligt, oversete 80'er perle har slet ikke fået det ry eller det revival, som filmen i den grad fortjener. Måske skyldes det at folk simpelthen aldrig har hørt om den, eller også skyldes det, at filmen SKRIGER af 80'erne. Det er en lidt ældre sag og den er ikke ældet med ynde som f.eks 'The Thing' er. Kan du leve med dette og ser du det måske ligefrem som et plus, så er det på med skulderpuderne og ud på jagt efter 'The Hidden'. New Line Cinema's DVD-udgivelse har et overraskede rent billede-transfer og et helt fint surround soundtrack at booste action-scenerne med, den indeholder også engelske undertekster. For at dette ikke skal udvikle sig til en sand love-fest, så lider filmen af lidt løse ender. Der er lidt plothuller hist og her og der er plotpoints der ikke rigtig bliver fulgt ordenligt op på. Meget mere negativt kan jeg ikke komme på. Det er forrygende b-films-sci-fi der ikke prøver at være mere end den er. Det er drøn underholderne og halsbrækkende 80'er ramasjang for fuld skrue. Hvis man tænker over hvor meget Hollywood elsker at voldtage de lidt ældre film, så er det mig en gåde at denne film ikke er blevet remaket endnu. Se endelig den originale inden det sker!

Score:

Nyhed: The Walking Dead Sæson 3 kommer på dansk TV.

Ifølge apokalyptisk.wordpress.com bekræfter DR at de forsætter med at sende AMC's populære zombie-serie. The Walking Dead vender nemlig tilbage til de  danske TV-skærme og det bliver måske allerede i slutningen af 2012 eller i starten af 2013. Serien vil blive sendt på DRHD og DRMAMA.

Nyhed: Nyt dansk horror-fanzine ser dagens lys (eller nattens mørke).

Med de mange digitale platforme og medier til rådighed er det godt nok mange år siden, at man har set et trykt horror-fanzine, også oven i købet et på dansk! Se det er commitment! Peter Ryberg Larsen har kastet sig ud i det, og hans nye blad, Sick in the Head, er netop udkommet. Bladet fokuserer på "gys, splat, trash, exploitation og andre former for makabre film". Bladet er i A5-format, er på 44 sider og i den første udgave kan man f.eks læse et interview med Jesper Mørch - der giver et indblik i svundne tider i den danske genre-undergrund, en snak med den nærmest legendariske filmsamler Miz Pol, filmanmeldelser og meget andet godt. Støt op om Peter's fantastiske projekt og bestil det første nummer her. Bladet koster 35 kroner og portoen er inkluderet i prisen - det er et tilbud der er til at have med at gøre! Jeg glæder mig utrolig meget til mit eget nummer lander i postkassen.

Nyhed: En legende fylder 90.

Manden der for mange er den ultimative Dracula, fylder i dag 90 år. Den britiske skuespiller Christopher Lee blev født i 1922 og er med sine mange roller i et utal af Hammer-film blevet et symbol på det legendariske filmselskab. Lee dannede sammen med Peter Cushing rygraden i Hammer Film Productions og de to ikoner skabte ren filmmagi, når de tørnede sammen, i film som The Curse of Frankenstein - her spillede Lee Frankenstein's monster, Horror of Dracula - nok den stærkeste Hammer-film overhovedet, The Hound of the Baskervilles - en Hammer-version af den velkendte Sherlock Holmes historie og The Mummy fra 1959. Den næsten 2 meter høje Lee har også gjort sig gældende udenfor Hammer's verden med store roller som Bond-skurken Francisco Scaramanga i 007-filmen The Man with the Golden Gun fra 1974, den onde troldmand Saruman i The Lord of the Rings trilogien og ikke mindst rollen som den tossede Lord Summerisle i The Wicker Man. Lee prøvede også at kaste lidt klasse over den ellers ret uheldige Star Wars: Episode II - Attack of the Clones. Christopher Lee er stadig aktiv den dag i dag og han vender f.eks tilbage til rollen som Saruman, i Peter Jackson's længe ventede The Hobbit: An Unexpected Journey. Måske er den gode Lee rent faktisk Grev Dracula og dermed udødelig - man har da lov at håbe!

Christopher Lee i Dracula: Prince of Darkness fra 1966.

Nyhed: Ucensureret trailer til Abraham Lincoln: Vampire Hunter.

Så har 20th Century Fox endelig udgivet en red band trailer (dvs ucensureret) til Timur Bekmambetov's (manden bag Angelina Jolie actionbraget Wanted fra 2008 og vampyrfilmen Night Watch tilbage i 2004) historisk ukorrekte Abraham Lincoln: Vampire Hunter. Fiktion, uhygge, action og historie bliver blandet godt og grundigt sammen når USA's 16. præsident sætte sig for at udrydde vampyr-plagen. I rollen som den fandenivoldske vampyrdræbende præsident ser vi Benjamin Walker, flankeret af Mary Elizabeth Winstead, Alan Tudyk og Dominic Cooper. Filmen kommer i de danske biografer d.12. juli.

Nyhed: Fango-fødselsdagsgaven i Limited Edition.

Som tidligere proklameret er bloggen lige fyldt år og nu landede "fødselsdagsgaven" endelig. For en 14 dage siden bestilte jeg nemlig Fangoria's  Limited Edition magasin kaldet Fangoria Legends Presents. Fangoria Legends Presents er et nyt tiltag fra Fangoria som dedikere et helt blad (i dette tilfæle 66 sider) til én horror-legende - og i det første nummer er det zombie-godfatheren George A. Romero. Bladet er proppet med artikler om hans mesterværker og om hans mindre kendte film, som f.eks Martin (1976), Monkey Shines (1988) og Bruiser fra 2000 med svenske Peter Stormare. Her er også interviews med folk der har arbejdet sammen med legenden, som Tom Savini, og kommentarer fra personligheder som Roger Corman, Michael Rooker og Ti West. Det første nummer af Fangoria Legends Presents er kun udkommet i 1000 eksemplarer og er ikke udsolgt endnu. Har du fået blod på tanden, så kan du bestille det her.

 

Indholdsfortegnelsen:

THE LATENT IMAGE John Russo remembers how the terrifying teamup began.

“NIGHT OF THE LIVING DEAD”
“NIGHT OF THE LIVING DEAD: 30TH ANNIVERSARY EDITION” The truth behind this version, Debbie Rochon says, isn’t so scary.
“YEAR OF THE LIVING DEAD” A new documentary puts the ghouls in historical context.
“SEASON OF THE WITCH”
“THE CRAZIES”
LYNN LOWRY The actress was one of the Crazies-t of them all.
“MARTIN”
JOHN AMPLAS Romero’s walking corpses are legion, but this actor portrayed his only vampire.
DONALD RUBINSTEIN He made music for undead feeding, revenge-taking and knightriding.
“DAWN OF THE DEAD”
DeWOLFE MUSIC Ain’t it a “Gonk” in the head?
“KNIGHTRIDERS”
TOM SAVINI, PART ONE He leaped into his biggest acting role on a “Knightriders” motorcycle.
“CREEPSHOW”
JOHN HARRISON, PART ONE How the composer Creeped out audiences.
“DAY OF THE DEAD”
JOHN HARRISON, PART TWO Scoring the end of Romero’s first trilogy.
“MONKEY SHINES”
“TWO EVIL EYES”
TOM SAVINI, PART TWO Looking back on his “Night of the Living Dead” remake.
“THE DARK HALF”
“BRUISER”
“LAND OF THE DEAD”
“DIARY OF THE DEAD”
“SURVIVAL OF THE DEAD”
THE WALKING DEADICATED While Zombie Walks are many, Romero made Toronto’s an extra-special event.
SELLING THE UNDEAD A look at Romero poster art from around the world.
TRIBUTES Filmmakers and other horror folks homage the great man.
ROMERO’S NEW DAWN Final words from the director himself.

Anmeldelse: Happy Birthday to Me.

Årgang: 1981.
Tagline: "Six of the most bizarre murders you will ever see."
Instruktør: J. Lee Thompson.
Runtime: 110 minutter.
Medie: Stream.
Set på: 21,5" iMac.
Udgiver: YouTube.
Link til filmen: IMDB.
Se også:  'Cape Fear' (1962), 'My Bloody Valentine' (1981), 'Bloody Birthday' (1981).

Anmeldt af Jesper Pedersen.








Virginia Wainwright er sammen med sin far flyttet tilbage til fødebyen Crawford, som de ellers forlod nogle år tidligere, da moderen døde. Ginny, som Virginia kaldes, går på high school og er blevet en del af det populære rich kid-slæng, som går under navnet "Top Ten". Hver aften mødes slænget på det lokale værtshus, hvor de laver sjov med hinanden og de øvrige gæster. Men pludselig begynder medlemmerne én efter én at blive væk fra værtshuset… ja, faktisk bliver de helt væk. Forsvinder! Hvad er der blevet af de unge mennesker? Hvordan døde Ginnys mor egentlig? Hvorfor har Ginny fået foretaget et banebrydende kirurgisk indgreb i sin hjerne, som forårsager hukommelsestab? Hvad ønsker hun sig i fødselsdagsgave? Og hvad pokker har det hele egentlig med hinanden at gøre?!? Hvis noget overhovedet…

Ligesom Sean Cunningham i 1980 på en måde udnyttede 'Halloween'-filmens popularitet ved også at opkalde sin 'Friday the 13th' efter en dag i kalenderen, kom der efterfølgende en lang række af disse "højtidelige" horrorfilm. Eftersom de uhyggelige datoer var taget, måtte man dreje skræmmende handlinger op omkring så fornøjelige festdage som juleaften, valentinsdag, nytårsaften, mors dag, translokation og så videre. Samme år som 'Happy Birthday to Me' kom oven i købet også 'Bloody Birthday' (1981) - der var virkelig rift om de gode dage! Rollen som fødselsdagsbarnet, Virginia "Ginny" Wainwright, spilles af Melissa Sue Anderson, som (min kæreste kunne fortælle mig) er bedst kendt som storesøster Mary Ingalls fra 'Little House on the Prairie' (1974-1981). Hun har givetvis haft akut behov for at udskifte det sukkersøde sæbeimage, og det er griske filmproducenter ikke sene til at misbruge - særligt når det gælder en jomfruelig scream queen-rolle i en slasherfilm.

Denne scene giver en helt ny betydning til ordet "vægttab"!

Instruktøren af 'Happy Birthday to Me', J. Lee Thompson, var en produktiv herre, som i sine fyrre års virke nåede at lave cirka lige så mange film. Efter at have instrueret flere krimier og komedier hjemme i 50'ernes England, fik han et større gennembrud internationalt med krigsfilmen 'The Guns of Navarone' (1962), hvilket blev hans billet til Hollywood, hvor han instruerede 'Cape Fear' (1962) - hvilket han som bekendt gjorde fænomenalt! Siden gik det ned ad bakke for J. Lee Thompson, rent professionelt, og han vaklede rundt mellem alle mulige forskellige genrer. I starten af 70'erne instruerede han de sidste to, ret uinteressante, kapitler i den originale 'Planet of the Apes'-serie, inden han fandt sig til rette som Charles Bronsons husinstruktør. Denne rolle udfyldte han de sidste 15 år af sit arbejdende liv, kun afbrudt af en enkelt Chuck Norris-film og så denne fødselsdagsslasher.

♪Og se nu her, hvordan vi alle bløde vil!♫

Det er svært at tro, det er den samme instruktør, som står bag 'Cape Fear' og 'Happy Birthday to Me'. Det er selvfølgelig to meget forskellige film, med tyve år imellem sig, men i 'Cape Fear' viste J. Lee Thompson originalitet og fænomenalt håndværk modsat 'Happy Birthday to Me', som er en rodet fortælling forklædt som enhver anden af periodens slasherfilm. Når man oven i købet ser, at John C. W. Saxton står bag manuskriptet, undrer man sig endnu mere! Året efter var han med til at skrive 'Class of 1984' (1982); en flot, flot film om ungdommens voldsomme rodløshed, som tålmodigt fortæller sin vigtige historie, indtil den til sidst flipper ud i hævngerrig splat. Med 'Happy Birthday to Me' er det lige omvendt. Den viser, som taglinen lover, det ene bizarre mord efter det andet og bruger så de sidste fem minutter (max!) på ikke blot at samle trådene, der er blevet lagt ud i løbet af filmen, men også smide nye tråde… og nye tråde, indtil det hele filtres sammen i noget, der ikke har skyggen af et mønster over sig. Slutningen er simpelthen spækket med så mange åndssvage twists - sikkert for at overgå 'Friday the 13th' og 'My Bloody Valentine' (1981) - at man skal se det for rigtigt at fatte det. Jeg kan forstå, der i visse dele af horrormiljøet er gået sport i at kunne lide denne film i al dens ufrivillige morskab. Jeg bryder mig imidlertid ikke om den, selvom jeg indrømmer, jeg måtte trykke på pause-knappen for at grine færdigt, da historien i allersidste sekund, igen-igen, viser sig at tage en ny drejning.

Efter at have benyttet stort set alle kendte twistendings, trumfer filmen ved oven i købet at lade sin morder være maskeret!

Selvom jeg ikke er vildt imponeret over 'Happy Birthday to Me' skal den have lidt ros med på vejen. For det første, finder man på lydsiden et lækkert, lille whodunit-tema gentaget, som i rulleteksterne viser sig at være del af en hel sang: 'Happy Birthday to Me'. Et skønt nummer, som vækker minder om de bedste Bond-sange. For det andet benytter morderens første offer, Bernadette, sig af et ganske åbenlyst flugttrick, som jeg altid har tænkt, jeg ville bruge, skulle jeg ende i et dødeligt kvælertag. Hun spiller simpelthen død, således at morderen løsner grebet og hun kan vriste sig fri. Jeg har aldrig set det gjort på film før nu. Sidst men ikke mindst indeholder denne film en herlig scene med oppustede, højtsyngende gamle mænd iført jakkesæt og fez. Sidstnævnte er desværre ikke nok til at jeg kan give en ekstra stjerne!

Score:

Nyhed: Bloggen fylder 1 år!

I dag d.23/05-2012 fylder Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents 1 år. Det er blevet til i alt 78 anmeldelser og hele 5 af disse anmeldelser scorede alle 6 Pinhead's. De 3  mest populære indlæg har været Top 10: Bedste horror-film, The Walking Dead på DR HD og Rum-nazisterne indvaderer alligevel de danske biografer!. De 5 mest læste anmeldelse har været The Human Centipede 2 [Full Sequence], Stake Land, The Human Centipede [First Sequence], The Woman og The Return of the Living Dead. I april afholdte vi vores første rigtige tema-måned med stor succes. Her kiggede vi kun danske film og fik da også spyttet en hel del artikler og interviews ud. Vi har pr. dags dato haft omkring 42.000 sidevisninger. Fremtiden kommer til at byde på flere Top 10 Lister (der er allerede to klar til udgivelse, Top 10: Bedste nyere horror-remakes og Top 10: Bedste horror-film i 2011), flere anmeldelser og så vil vi også begynde at gøre mere ud af at dække de vigtigste horror-relaterede filmnyheder. Den allernærmeste fremtid kommer dog til at byde på endnu en anmeldelse. I aften kigger vi nemlig på 'Happy Birthday to Me' fra 1981, så læs endelig med om den var lige hvad vi ønskede os...

Anmeldelse: I Spit On Your Grave (1978).

Årgang: 1978.
Tagline: “The ultimate day of terror." 
Instruktør: Meir Zarchi.
Runtime: 101 min.
Medie: Blu-ray.
Set på: LCD 42”
Udgiver: 101 Films.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'House on the Edge of the Park' (1980), 'I Spit On Your Grave' (2011), 'The Texas Chain Saw Massacre' (1974).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den unge forfatterinde Jennifer Hills (Camille Keaton) drager afsides for at skrive på en roman. Inden længe begynder befolkningen i den lille by at bemærke hende. Hvad der starter som mildt generende chikane af forskellig art udvikler sig snart til noget langt værre. Fire af byens lokale mænd voldtager af flere omgange Jennifer, der kæmper imod, men hurtigt må se sig overmandet. Mændene begår imidlertid en fatal fejl - de efterlader deres offer i live - og inden længe påbegynder kvinden et hævntogt, der er ligeså nådeløst som den oprindelige forbrydelse.

Gene Siskel og Roger Ebert er to yderst velkendte navne. De to anmelderkollegaer havde fra midtfirserne og frem til slutningen af halvfemserne et tv-program. Her blev der af flere omgange ført krig mod horrorfilm af forskellig art. Mest omfattende var det velsagtens, da anmelderparret i deres anmeldelse af 'Silent Night, Deadly Night' (1984) valgte at læse størstedelen af filmens bagmænd op og følge op med et irettesættende "shame on you!". Meir Zarchis 'I Spit On Your Grave' kan meget vel have grundlagt en del af særligt Eberts had til de mere sadistiske hororfilm. Hvor Gene Siskel valgte at forlade 'Maniac' (1980) et godt stykke fra slutteksterne, sad han Ebert Zarchis film igennem og leverede derefter en omfattende og ganske fortørnet 0-stjernet anmeldelse af filmen. Her valgte anmelderen at understrege sin pointe ud fra et mere end almindeligt forstyrret medlem af publikum, der tilsyneladende valgte at heppe på voldtægtsmændene. Oprindeligt udgivet under titlen 'Day of the Woman' (som det senere lykkedes Meir Zarchi at få tilbage på diverse udgivelser), var filmen oprindeligt et enormt flop. Ironisk nok var det først efter et titelskift samt den føromtalte ret hårde anmeldelse af Roger Ebert, at filmen fik fanget publikums interesse. I det britiske blev filmen i øvrigt tilføjet til listen over video nasties og blev beskåret med over 7 minutter, før en udgivelse blev tilladt. Senere er filmen blevet tilgængelig i sin fulde ubeskårede længde. I modsætning til film som 'Cannibal Holocaust' (1980), hvor instruktøren senere har beklaget enkelte af filmens scener (specifikt de, der indeholder drab af dyr) har ikke alene Meir Zarchi men også hovedrolleindehaver Camille Keaton stået bag filmen, der oprindeligt var inspireret af en virkelig voldtægt, hvis efterspil instruktøren var vidne til, da han hjalp en ung kvinde til at kontakte politiet.

Korrumperet skønhed.

Men hvad er det egentlig, der gør 'I Spit on Your Grave' til en så provokerende oplevelse for nogen? Først og fremmest er det formentlig den forbrydelse, filmen portrætterer. De gentagne voldtægter sluger en god del af filmens spilletid og er fremvist på en koldt betragtende vis, der yderst effektivt får sat en streg under en sådan forbrydelses alvor og ubehagelighed. Så meget desto større grund er der til at undre sig over, hvorledes nogen vil være i stand til at heppe på nogen andre end ofret. Af de fire voldtægtsmænd, er der to, der for alvor står frem: Johnny (Eron Tabor) og Matthew (Richard Pace). Førstnævnte er som leder af gruppen personliggørelsen af ondskab, selvom netop hans forhold til Matthew også viser en smule af en blødere side, hvilket bliver understreget senere, da publikum erfarer, at han har både kone og børn. Disse elementer er ikke tilføjet karakteren for at gøre ham sympatisk men snarere for at tilføje til en overvejelse, det som seer kan være svært ikke at sidde med: Hvorfor gør gruppen, hvad de gør? Matthew er en interessant karakter, fordi han er som et barn. Han er ligeledes den eneste karakter, hvis straf kan være oplæg til diskussion, for fortjener han egentlig, hvad han får? Det gør han sandsynligvis, men på samme tid er der ingen tvivl om, at han grundet sit svage intellekt er meget nem at presse ud i snarsagt hvad som helst. Således skaber han mindelser om den forvirrede sekundære skurk Ricky fra 'House on the Edge of the Park' (1980) der ligesom Matthew i højere grad fremstår som havende været uheldig med sin omgangskreds end egentlig ondskabsfuld.

Det blodrøde tæppe står frem som en påmindelse om, at ubehagelighederne langt fra er ovre for Jennifer Hills.

Historien er således meget nem at tage og føle på i 'I Spit On Your Grave'. De førnævnte antagonister samt den stærke protagonist er, hvad der hæver filmen for alvor. Camille Keaton leverer en af de stærkeste kvindelige karakterer set såvel i horrorfilm som i film som sådan. Selv når hun er mest magtesløs, kæmper hun stadig. Det styrkes blot i måderne, hvorpå hun udsøger sin hævn, som fremstår intelligente, fordi hun (særligt i forbindelse med karakteren Johnny) bruger sin femininitet og mændenes liderlighed, som var, hvad bragte dem i problemer til at starte med, imod dem. I sammenhæng med disse elementer, spiller den særegne og intelligente instruktion af filmen en stor rolle. Som nævnt forbliver Meir Zarchis kamera betragtende fra, hvad der ofte føles som en afstand. Brugen af slowmotion og nogle i øvrigt ret simple men effektive vinkler gør, at filmen bæres frem af en stemning, der er ulig nogen anden, jeg kan komme på. Det spiller enormt godt sammen med det bevidste fravalg af musik. Instruktøren ønskede oprindeligt at gøre musik til en del af oplevelsen men kunne ikke finde frem til den rigtige lyd. Det var således hans klipper, der måtte gøre ham opmærksom på, at filmens lydeffekter i sig selv skaber rigeligt med stemning. Det bedste eksempel herpå er lyden af en motorbåd, der gennem filmen bliver et motiv på frygt. Når den brummende motorlyd dukker op i afstanden, bliver seeren såvel som hovedkarakteren bevidst om, at noget er skævt og blot venter på at ske.

"That's so sweet, it's painful."

På overfladen er 'I Spit On Your Grave' blot en hævnfilm, men den stærke instruktion fører en stemning med sig, som gør oplevelsen til sin helt egen og en meget skæbnesvangert klingende en af slagsen. Selvom man fra Roger Eberts vinkel kan overveje, hvorvidt det er moralsk anstødeligt at gøre voldtægt til en del af en film, mener jeg ikke, at Meir Zarchi her gør den del af filmen til simpel underholdning. I stedet er filmen bevidst ubehagelig at sidde igennem, og på samme måde, som det er tilfældet med Tobe Hoopers horrormesterværk 'The Texas Chain Saw Massacre' (1974), efterlader nærværende også sin tilskuer følende sig så beskidt, at man ønsker sig at tage et bad. Et brusebad.

Score:

Nyhed: Trailer til Bornedals The Possession og Rob Zombie afslører en lille smule.

Så er der landet en trailer til Ole Bornedals amerikanske gyser 'The Possession'. Sam Raimi er producer og manuskriptet er skrevet af Juliet Snowden og Stiles White, der tidligere har stået bag manus til Nicolas Cage-filmen "Knowing" fra 2009. På rollelisten finder vi blandt andre Jeffrey Dean Morgan som især har gjort sig bemærket som Edward Blake/Comedian i Watchmen og besat stalker i Hammer-filmen The Resident. Kyra Sedgwick spiller hans komme og sammen er de et forældrepar til en lille pige, der på et loppemarked køber en antik æske. Datterens væremåde ændrer sig efter købet, og de finder ud af, at æsken er besat af en ond ånd. The Possession får dansk premiere 6. september.

Vi kan vel knap nok kalde det en trailer, måske nærmere en live teaser - meget live! For et par dage siden gav Rob Zombie os nemlig det første lille kig på hans nyeste horror-projekt, The Lords of Salem. Afsløringen skete, i røg og damp,  under en koncert - det bliver jo ikke meget mere rock'n'roll! Der er meget lidt info at finde på filmen, der går under samme navn om et af Hr. Zombie's tracks på albummet Educated Horses, men den skulle efter sigende omhandler en DJ der kommer til at afspille en forhekset LP som straks fremmaner et kuld 300 år gamle hekse der bukkede under i The Salem Witch Trials i slutningen af 1600-tallet. Det lyder sindssygt og med Rob bag roret kan alt ske. Du kan se frem til et cast bestående af Udo Kier, Sid Haig, Dee Wallace og (i vanlig Rob Zombie stil) mange andre horror-personager (nå ja, og Sheri Moon Zombie). Optagelserne begyndte d.17/10-2011 og det færdige resultat skulle gerne udkomme i løbet af 2012. Vi glæder os!

Anmeldelse: Dark Shadows (2012).

Tagline: "Every family has its demons"
Instruktør: Tim Burton.
Årgang: 2012.
Runtime: 113 minutter.
Set på/i: Biograf.
Udgiver: Warner Bros.
Link til filmen: IMDB 

Se også: 'Dark Shadows' (1966-71), 'Ed Wood' (1994), 'Abraham Lincoln, Vampire Hunter' (2012).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Vi befinder os i midten af 1700-tallet. Joshua og Naomi Collins rejser fra Liverpool til mulighedernes land, Amerika og finder lykken i fiskekonserves. Omkring deres voksende havnevirksomhed opbygges et lille fiskersamfund, Collinsport, opkaldt efter familien. Sønnen, Barnabas Collins, er lidt af en charlatan, men en af sine flammer kommer han til gevaldigt at brænde nallerne på. Angelique, familiens storbarmede stuepige, viser sig nemlig at have evner udi heksekunsten, og som hævn for sin ugengældte kærlighed dømmer hun Barnabas Collins til et evigt, smertefuldt liv som vampyr, hvorefter hun begraver ham levende. Først 200 år senere bliver Barnabas Collins befriet, men Collinsport er bestemt ikke, hvad den har været! Familiens fiskekonserves-imperium er styrtet sammen og de få tilbageværende familiemedlemmer, bor på et faldefærdigt slot, mens al områdets fangst opkøbes af den konkurrerende virksomhed, Angel Bay - styret af ingen ringere end heksen Angelique!

Tim Burton er tilbage! Og det med hele sin hær af Tordenskjolds soldater såvel foran som bag kameraet. For blot at nævne de mest prominente har vi naturligvis Johnny Depp, for ottende gang i hovedrollen som bleg (bleg!) kvindebedårer; Helena Bonham Carter aka mrs. Burton spiller i denne, sin syvende Burton-film, fordrukken familiepsykiater med udtrykt ønske om udødelighed; Danny Elfman komponerer for 16. gang dyster musik til Burtons billeder - selvom jeg tvivler på, han har haft fuldtidsarbejde, eftersom det meste af lydsiden består af pop/rock-hits fra 70'erne. Manuskriptet er skrevet af Seth Grahame-Smith, som er ny i Hollywood-sammenhæng, men måske kendt som forfatteren bag mash-up-romanerne 'Pride and Prejudice and Zombies' (2009) og 'Abraham Lincoln, Vampire Hunter' (2010). Begge bøger er planlagt filmatisering, 'Abraham Lincoln, Vampire Hunter' oven i købet med Grahame-Smith selv som manuskriptforfatter og Tim Burton som producer - så måske et fremtidigt fast samarbejde er under opsejling? Vi får selvfølgelig Christopher Lee at se i en lillebitte birolle, præcis som i fire andre af Tim Burtons nyeste film. I 'Dark Shadows' går Christopher Lees tilstedeværelse dog op i en højere enhed med handlingen, da han som bekendt spillede vampyren over dem alle; grev Dracula, i de gamle Hammer-film. Derudover er det værd at bemærke Michelle Pfeiffers velkomne tilbagevenden i en Burton-film. Ikke siden hun syede latex-dragt til sin alter ego-mis i 'Batman Returns' (1992) har vi haft den fornøjelse. 

Dette er af flere blevet betegnet som filmens "sex-scene", men begge karakterer er fuldt påklædt. Det eneste sexede ved scenen er, at Eva Green bapper på en smøg til slut!

De fleste anmeldere har nævnt, at 'Dark Shadows' er en genindspilning af en gammel tv-serie, og det vil jeg selvfølgelig også gøre(!) I bund og grund er det sikkert ikke noget, der interesserer særligt mange, men anmeldere virker alvidende og autoritære, når de kan skrive den slags. Jeg har imidlertid ikke læst en eneste anmeldelse, som ikke havde fejl i sine fakta, hvilket nok vidner om, at det i bund og grund heller ikke interesserer anmelderne. Men altså; 'Dark Shadows' var en amerikansk soap opera, som blev sendt alle hverdage på ABC fra 1966 til 1971. I starten var der ikke noget overnaturligt over serien, men efter et års tid gjorde den 200 år gamle vampyr, Barnabas Collins, sin entré, og snart fulgte alskens uhyggelige væsener efter. Tim Burton er selv fan af serien, men har også udtalt, at mange fans nok vil blive skuffede over hans version på grund af den megen slapstick-humor og de actionfyldte effekter - dem var der selvsagt ikke mange af på 60'erne tv-skærme.

Johnny Depp læser lige en bog!

Handlingsmæssigt er 'Dark Shadows'-filmen dog meget tro mod sit ophav. Nogle omtaler den som et remake eller et reboot, men jeg vil næsten hellere kalde den for et recap. Recaps, eller resuméer, ses ofte i tv-serier før en episode eller en ny sæson tager sin begyndelse, således at seeren har en chance for at følge med. Så vidt jeg kan forstå, og ud fra det jeg har læst om 'Dark Shadows'-serien, bruger filmen handlingstråde, der tidligere har været spændt ud over flere hundrede episoder. Ganske vist gik det noget langsommere i 60'erne - og især i sæbeoperaerne! - men 'Dark Shadows'-filmen kunne nu også have gavn af at sætte tempoet lidt ned. Den berører en masse intriger i den moderne Collins-familie, som slet ikke bliver fulgt ordentligt til dørs, og det gør at historien kommer til at virke rodet og ligegyldig. Grundlæggende er det jo egentlig en ganske fin, enkel fortælling om had/kærligheds-forholdet mellem en heks og en vampyr. Et af den slags forhold som er perfekte til en Burton-film, så hvad i alverden han vil med alle de mærkelige sidehistorier, kan man kun undre sig over. 

Dark Shadows bugner af smukke kvinder i alle mulige afskygninger og aldre… ekstra, billigt point lige der!

En del af kritikken i denne omgang har lydt på, at 'Dark Shadows' var for typisk, for nem, for Burton. Men selvom filmen er mørk og gotisk, er den det ikke på den velkendte Burton-facon. Langbordene er ikke lange nok, industrien er ikke industriel nok og træerne er slet, slet ikke knudrede nok. Bortset fra nogle få detaljer i kostumedesign og kulisser, er Burtons varemærke, hans design, nærmest fraværende i 'Dark Shadows', som ellers, ja, burde ligge lige til højrebenet. Til gengæld har pudderkvasten fået et ekstra ryst i fjæset på skuespillerne, som er hvide som kridt fra top til tå! Jeg blev ikke skuffet over 'Dark Shadows', for jeg havde ikke forventet særligt meget. Efter Tim Burton kastede 'Alice in Wonderland' op udover et rekordstort biografpublikum, som sad med 3D-briller på og bare labbede i sig, har jeg i den grad måtte revurdere mit forhold til ham. Jeg har set første afsnit plus sporadiske klip af den originale 'Dark Shadows'-serie, og særligt scenerne med Barnabas Collins fra dengang er fantastiske. En fem minutter lang dialog mellem Barnabas og skurken Burke, som findes på YouTube (http://www.youtube.com/watch?v=Sk9XIq8Ud2I) oser simpelthen af drama og spænding, og er i sig selv mere værd end to timers Tim Burton anno 2012. Hvis ikke serien med sine 1225 afsnit tog en måneds uafbrudt skærmkigning at komme igennem, ville jeg investere i den. Ikke mindst på grund af det smukke kiste-boxset, der er kommet i forbindelse med filmens premiere. Men altså, filmen… det er godt, den kun varer to timer!

Score:

Sørensens-filmsamling: Nye DVD'er og Blu-ray's.

Frank Henenlotter's over-the-top lowbudget splatter-klassiker fra 1982. Der er et rigtig flot lyd- og billede-transfer på denne udgivelse. Desværre er der ikke så meget ekstramateriale.

Tvivlsom britisk 80'er-horror af George Pavlou, skrevet af Clive Barker. Udgået DVD.

Velkendt Mario Bava-klassiker fra 1960 med Barbara Steele. Også kendt som The Mask of Satan.

Italiensk b-films-sci-fi-shenanigans fra 1983. Post apokalyptisk tema, i samme stil som 90'ernes The Bronx Warriors, Blastfighter, og Endgame.

Dead Scared aka The Hazing fra 2004 er en sjov og vanvittig horror-film i stil med Evil Dead og Demoni. Desværre svært overset!

Frygtelig flot udgivelse (30th Anniversary Edition) af Frank De Felitta kult-hit fra 1981. Imponerende lyd og billede på den gamle TV-film og blu-rayen bugner af spændende ekstramateriale.

Nyhed: Hva' satan!

Så kom D-dag endelig! Efter 12 års ventetid er Blizzard Entertainment's Diablo 3 landet (det skal så lige siges at det ikke kan spilles før i morgen). Det blev fejret med et nyt GFX-kort. I shall purge this land of the shadow!

Diablo III er et action-rollespil i en stil lignende dets forgænger, Diablo II. Mens mange af gameplayelementerne er bibeholdt fra originalen, vil Diablo III have fokus på cooperativ eller holdbaseret spil. Den proprietære motor vil indeholde Havok fysik og dermed indebære et destruktabelt miljø med en in-game effekt. Udviklerne regner med at få spillet til at løbe på en bred række af systemer, og har udtalt at DirectX 10 ikke vil være påkrævet for at køre spillet.[3] Spillet planlægges til en simultan udgivelse på både Windows og Mac OS X platforme, mens titlen efter alt at dømme også udgives til spillekonsoller, om end det i så fald bliver på et senere tidspunkt, da udviklingen til spillekonsoller indledtes senere.

Spillet finder sted i den mørke fantasiverden Sanctuary. Denne verden blev reddet af en håndfuld ukendte helte tyve år tidligere. Krigere som overlevede nedslagtningen af hærene fra Burning Hells er blevet sindssyge på grund af deres prøvelser, og det er nu op til en ny generation af helte at stå ansigt til ansigt med ondskabens magter, som truer Sanctuary. Spillere vil have mulighed for at udforske velkendte områder som for eksempel Tristram.

Nyhed: Simon Pegg, Nick Frost og Edgar Wright samles igen.

Så skulle den være sikker! Simon Pegg og Edgar Wright vender snart tilbage med The World's End (working title) - Pegg's legekammerat #1, Nick Frost, er selvfølgelig også med igen. Filmen er den tredje og sidste i den såkaldt The Three Flavours Cornetto Trilogy (også kendt som Blood and Ice Cream Trilogy) - en trilogi der allerede tæller de fantastiske Shaun of the Dead og Hot Fuzz. Mange fans frygtede ellers at projektet var kuldsejlet på grund af Pegg's forpligtelser overfor Star Trek-franchisen og Wright's Scott Pilgrim vs. the World, men det lader ikke til at være tilfældet, optagelserne af den apokalyptiske sci-fi komedie begynder nemlig til september og filmen er sat til at udkomme i løbet af 2013/2014.

Wright og Pegg er endelig kommet lidt videre i teksten...

Synopsis: "20 years after attempting an epic pub crawl, five childhood friends reunite when one of them becomes hell bent on trying the drinking marathon again. They are convinced to stage an encore by mate Gary King, a 40-year old man trapped at the cigarette end of his teens, who drags his reluctant pals to their home town and once again attempts to reach the fabled pub, The World’s End. As they attempt to reconcile the past and present, they realize the real struggle is for the future, not just theirs but humankind’s. Reaching The World’s End is the least of their worries."

Anmeldelse: I Saw the Devil.

Tagline: "Evil lives inside."
Instruktør: Jee-woon Kim.
Årgang: 2010.
Runtime: 141 minutter.
Medie: Blu-ray.
Set på: HD-Projektor.
Udgiver: Atlantic Film.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Oldboy' (2003), 'A Bittersweet Life' (2005), 'The Chaser' (2008).

I Saw the Devil er venligst stillet til rådighed af Soul Media.

Anmeldt af Allan Sørensen.



Kyung-chul er en seriemorder og han dræber udelukkende for fornøjelsens skyld. Han er ondskaben selv og har begået en stribe af rædselsvækkende og gruesome mord, på utallige, forsvarsløse ofre. Lovens lang arm har stadig ikke haft held med at få ham ned med nakken, og på en iskold og frostklar nat, tager Kyung-chul livet af endnu et sagesløst offer. Hvad han ikke ved er, at han lige har banket livet ud af datteren af en pensioneret politichef, og at hun var forlovet med Special Agent, Kim Soo-hyeon. Soo Hyeon sværger at han vil hævne kærestens død og Kyung-chul skal komme til at lide for hans ugerning, om og om igen, og igen og igen...

Her er altså lagt i ovnen til det helt store hævn-drama når nogle af Sydkorea's helt store stjerner slår pjalterne sammen i 'I Saw the Devil'. Og lad os bare få præsenteret trekløveret med det samme (gør klar til en masse name-dropping). Instruktør Jee-woon Kim har siden sin debut i 1998 ('The Quiet Family') begået nogle film af allerhøjeste kvalitet. I 2003 hoppede han på J-Horror toget og kom med den uhyggelige og skelsættende 'A Tale of Two Sisters', der ikke bare er en grum gyser, men også osede langt væk af grundighed og genialitet. To år efter fulgte han op med den ligeså stilsikre og ultra-brutale gangsterfilm, 'A Bittersweet Life'. En film der ligesom 'I Saw the Devil' omhandler hævnen og de moralske kvaler der følger med. 2008 bød på den skrupskøre, men også drøn underholdende western 'The Good, the Bad, the Weird'. Og det bringer os til den meget brutale sag, 'I Saw the Devil. Nu er spørgsmålet så bare om hans nyeste skud på stammen kan leve op til de høje forventninger som instruktørens tidligere bedrifter har skabt.

Vakuumpakket takeaway.

Den iskolde og magtsyge seriemorder, Kyung-chul, bliver mesterligt spillet af en af vor tids bedre skuespillere, Min-sik Choi. Navnet får det måske ikke lige umiddelbart til at ringe en klokke, men oplev ham blandt andet i Chan-wook Park's 'Oldboy' fra 2003 - en af de bedste film jeg nogensinde har set. Min-sik Choi's portrættering af seriemorderen hvis tilværelse der pludselig bliver vendt op og ned på, er ikke til at sætte en finger på. Han formidler alle følelser (og ikke mindst mangel på samme) ud til seeren på fornemste vis, og det spænder lige fra den meget selvsikre og arrogante Kyung-chul til den rystede, panikslagne og desperate Kyung-chul. Det er utroligt og yderst besynderligt at Hollywood ikke har sat klørerne i ham endnu - medmindre det er fordi hans sprogkundskaber er meget ringe. Rollen som Special Agent, Kim Soo-hyeon, tager en anden af Sydkorea's sværvægtere sig af. Byung-hun Lee er navnet, og han er faktisk så småt begyndt at få foden indenfor døren i Hollywood-blockbusterne. Han spillede f.eks den onde Storm, Shadow, i actionbraget 'G.I. Joe: The Rise of Cobra' fra 2009. Derudover er han en af instruktør Jee-woon Kim's helt store favoritter. Han har medvirket og imponeret i hele tre af Jee-woon Kim's film - han tog sig blandt andet af hovedrollen som gangster i den føromtalte, 'A Bittersweet Life'. Ikke nok med at han er en fascinerende og meget intens skuespiller, er han også ekspert ud i alskens kampsport - noget lystmorderen Kyung-chul i den grad kommer til at lægge ryg til i 'I Saw the Devil's 141 minutters lange spilletid!

Min-sik Choi svinger igen hammeren i 'I Saw the Devil' - nøjagtig som han gjorde det i 'Oldboy'.

Instruktør Jee-woon Kim formår på forunderligste vis at holde den menneskelige put-&-take leg underholdende hele vejen. Den ellers ret simple præmis kunne meget hurtigt gå hen og blive triviel og kedelig i hænderne på en mindre talentfuld instruktør, men det er langt fra tilfældet her. Filmen byder også på en lind strøm af brutale og veludførte action-sekvenser. F.eks vil scenen der udspiller sig i en taxa, der samler den gennemtævede og desperate serie-morder op, få dig til at tabe kæben på gulvet, på samme måde som hammer-scenen gjorde det i 'Oldboy'. Jee-woon Kim har fuldstændig styr på alle sine filmiske virkemidler og filmen er en audiovisuel oplevelse af de helt store. Lyd og billede smelter sammen på smukkeste vis, og man glemmer hurtigt alt om tid og sted. Medmindre man altså finder den for barsk og sidder og tæller minutter, for I Saw the Devil kræver stærke nerver og is i maven. Det er en ekstrem film - det skal der ikke herske den mindste tvivl om!

Kim Soo-hyeon i løvens hule.

I Saw the Devil er uafrystelig, bider sig fast som en gal hund og rusker indtil du ikke kan tage mere. Der er ingen medlidenhed overfor Kyung-chul, og det er der heller ikke overfor filmens publikum. Der er allerede snak om et remake til det amerikanske marked (surprise), men se nu for guds skyld originalen! Jeg så ikke bare djævlen, jeg så også en af de bedste film de sidste 20 år har budt på, og jeg ryster ikke det mindste på hånden når jeg giver filmen en fuldt fortjent score på 6/6 Pinhead's.

Score:

På TV: En ny Bad Lieutenant mister grebet om virkeligheden.

I aften giver DR2 dig muligheden af at se The Bad Lieutenant - Port of Call: New Orleans fra 2009. Filmen som af mange blev tilsidesat som endnu et ligegyldigt remake - denne gang af Bad Lieutenant fra 1992 med Harvey Keitel i hovedrollen. Men her er altså tale om et remake, der ikke er et remake.

Vi befinder os i New Orleans, efter orkanen Katrina. Politimanden Terence McDonagh (Nicolas Cage) plages af rygsmerter, og snart fører hans forbrug af smertestillende piller til et heftigt misbrug af stoffer af enhver art. McDonagh jager manden bag et femdobbelt narkomord, men hans egen grænseoverskridende, maniske opførsel gør ikke opklaringen lettere.

Filmen har stort set intet at gøre med originalen og hvorfor den overhovedet har fået den samme titel begriber jeg ikke. Det er en meget syret omgang af tyske Werner Herzog, med en Nicolas Cage skruet helt i op i det røde felt. The Bad Lieutenant - Port of Call: New Orleans danser fint på skillelinjen mellem det seriøse og det helt absurde, mens vi følger den slemme betjent Terence McDonaghs nedstigning i stofferne, sydstats-varmen og sindssygen. Werner Herzog er sin egen, men filmen har et umiskendeligt strejf af Coen-brødrene og deres måde at fortælle historier på. Nyd også det fascinerende ensemble af biroller vi bliver udsat for - der er et par rigtig morsomme bekendtskaber imellem! Filmen er bestemt værd at se, men man skal være i humør til det - som når man f-eks skal se en film af David Lynch. Snyd ikke dig selv for noget lidt anderledes sådan en fredag aften - det på DR2 kl.20:00-22:00.

Nyhed: Første billede af Elijah Wood som Maniac.

Så er det første billede af pretty-hobit-boy Elijah Wood i rollen som den dybt forstyrrede Frank Zito dukket op til overfladen. Maniac er remaket af filmen af samme navn fra 1980 og den er sat til at udkomme i 2013. Den originale film er et mesterværk indenfor genren. Filmen oser langt væk af sleazy grindhouse og er det en af de bedste horror-film der nogensinde er begået (vi har tidligere anmeldt filmen her). Den forholdsvis grønne Franck Khalfoun er i instruktør-stolen og den noget mere kendte Alexandre Aja har været med inde over screenplayet. Det bliver spændende at se om de magter at genskabe noget af den ubehagelighed der gennemsyrede den originale film. Umiddelbart ser der ud til at være langt imellem de to versioner af Frank Zito, og der er ingen tvivl om hvem af dem jeg finder mest skræmmende...

2013 vs 1980.

Merchandise: Sheriff Hoyt fra McFarlane Toys Movie Maniacs 7.

Som tidligere annonceret kigger vi denne gang på en personlighed fra remaket af The Texas Chainsaw Massacre fra 2003. Det drejer sig den sindssyge redneck-sheriff Hoyt, spillet af R. Lee Ermey. Figuren kommer fra McFarlane Toys, i serien kaldet Movie Maniacs 7.

I filmen skyder en ung pige hovedet af sig selv i denne van. Bagdelen af bilen fungere som display-base for figuren.

Sheriff Hoyt "undersøger" gerningsstedet.

R. Lee Ermey i rollen som den livsfarlige og dybt perverterede sydstats-sheriff. Du kender ham sikkert også som Gunnery Sergeant Hartman i Full Metal Jacket.

Dette skud fra filmen er det tætteste vi kommer på figurens positur.

Sådan ser figuren ud inden udpakning.

Sideskud af den solide indpakning.

Bagsiden af indpakningen fortæller lidt om figuren og karakteren. Den viser også nogle af de andre figurer der fås i serien. Øverst ses tre andre personligheder fra The Texas Chainsaw Massacre.

Lille flyer med endnu mere reklame-materiale for andre figurer fra McFarlane Toys.

Foden på display-basen. Læg mærke til detaljen med de to hjulspor.

Bagenden af bilen. Her er også masse af detaljer at kigge på! Læg f.eks mærke til at venstre baglygte er ødelagt - nøjagtig som i filmen. Nummerpladen og stænklapperne er også helt korrekte.

Desværre har man ikke fået alle detaljerne fra bilen med på display-basen. Der mangler nogle klistermærker, men alt i alt en rigtig flot baggrund til selve figuren. Display-basen måler godt 19 cm i højden.

Selve figuren efter udpakning. Ansigtet er ikke helt spot on, men kendere vil uden tvivl kunne se hvem der er tale om. Figuren måler 17 cm.

Sheriff Hoyt monteret på display-basen. Endnu en detalje kan ses her - resterne af baghovedet der løber ned af reservedækket.

Sheriff Hoyt i en sej positur, men også en positur man rent faktisk ikke ser i selve filmen. Revnerne og blodstænkene i/på bagruden er lækkert udført og ser realistisk ud.

Detaljerne er overvældende. De beskidte støvler, den endnu mere beskidte skjorte, bæltet, revolveren, armbåndsuret o.sv. Der dukker hele tiden nye detaljer op på figuren.

Endnu et billede af nogle af de flotte detaljer.

Figur og display-base.

Billedet taget fra bagsiden af display-basen.

Figuren har sine fejl, men i alt i alt er den rigtig flot og imponerende. Super høj detaljegrad - både på figuren og på selve display-basen. Ikke den mest legendariske karakter eller film, men for genrefans er figuren en rigtig fin tilføjelse til samlingen og flot ser den ud fuldt monteret og oppe på hylden.